Dansker er blandt verdens mest lovende inden for teoretisk datalogi

11. marts 2019 kl. 13:461
Dansker er blandt verdens mest lovende inden for teoretisk datalogi
Illustration: AU.
Forskeren Kasper Green Larsen har sikret en række bidrag til forståelsen af, hvor effektivt algoritmer, og dermed computere, kan løse beregningsproblemer. Det får han nu en pris for
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Som den første dansker nogensinde har lektor i Datalogi, ved Aarhus Universitet, Kasper Green Larsen, modtaget den internationale 2019 EATCS Presburger pris som gives for »fremragende bidrag inden for teoretisk Datalogi«. Det skriver Aarhus Universitet i en meddelelse.

Prisen gives én gang årligt til én eller flere internationale forskere under 35 år.

Fakta om Kasper Green Larsen

Kasper Green Larsen har begået en række fundamentale og internationalt anerkendte bidrag publiceret i 36 artikler, heraf 25 ved de absolut højest rangerede konferencer indenfor teoretisk Datalogi. I 2017 blev han optaget i Det Unge Akademi ved Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Modtager af Hartmann Fondens Diplompris 2017. I 2016 modtog han bevillinger fra Villum Young Investigator Programmet (5 mio. kr.) og Aarhus Universitets Forskningsfond (1.6 mio. kr.) til at starte sin egen forskningsgruppe ved Aarhus Universitet.

Modtager af Aarhus Universitets Ph.d. pris i 2014. I 2013 blev han tildelt Videnskabsministerens EliteForsk rejsestipendie, som blev brugt til et udlandsophold ved Princeton University. Han har desuden modtaget flere priser for bedste forskningsartikel ved de højest rangerede internationale konferencer i teoretisk Datalogi. Kasper Green Larsen er 31 år gammel og bosat i Viborg med sin hustru og to børn.

Komiteen har enstemmigt udvalgt Kasper Green Larsen sammen med Karl Bringmann, Max-Planck-Institut für Informatik i Saarbrücken, til prisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Komiteen består af anerkendte internationale forskere og det forhold gør ham meget stolt:

»Jeg er meget overvældet over at modtage prisen. Flere af de tidligere modtagere var mine helt store idoler da jeg var ph.d.-studerende. Jeg er meget beæret over at mine internationale kollegaer finder min forskning værdig til at modtage en så fornem pris,« siger han ifølge meddelelsen.

Presburger prisen bliver givet ved den største europæiske konference inden for teoretisk Datalogi, ICALP (The International Colloquium on Automata, Languages and Programming), og modtagerne anerkendes for deres banebrydende bidrag til forskningen inden for teoretisk Datalogi.

Komiteen begrunder deres valg således: Kasper har lavet en række fremragende bidrag til vores forståelse af, hvor effektivt algoritmer, og dermed computere, kan løse beregningsproblemer. Igennem hans forskning har Kasper udviklet informations-teoretiske teknikker, der sætter os i stand til at finde grænserne for, hvor effektivt et beregningsproblem kan løses.

Disse teknikker har i mange tilfælde brudt barrierer, som forskere har kæmpet med i årtier. Kasper har udforsket computerens begrænsninger inden for mange grene af Datalogi, og har lavet banebrydende bidrag blandt andet inden for data strukturer, kryptografi og machine learning.

Version2 har tidligere omtalt Kasper Greens forskning, som også har vist, at visse beregningsproblemer - typisk af meget store datamængder - umuligt kan løses effektivt med en computer.

»Ud over anerkendelsen, vil prisen have stor betydning, når jeg i fremtiden skal søge forskningsmidler og tiltrække nye postdocs og ph.d.-studerende,« forklarer Kasper Green Larsen.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
11. marts 2019 kl. 15:18

Vi kan være meget stolte af Kaspers bidrag til teoretisk datalogi, hvor han har gjort det helt i særklasse.

For én, som kendte Kasper i studietiden, er det imidlertid også værd at fremhæve, at Kasper er lidt af en guttermand. Positiv, imødekommende og hjælpsom af natur, og med en lynende intelligens, som ikke stod tilbage fra at bruge sine evner til at hjælpe sine medstuderende.

Jeg er sikker på, at vi er mange, der er stolte af Kasper, og som med stor glæde og ydmyghed følger hans opstigning på den internationale datalogiscene. ?