Danske virksomheder hyrer it-folk som aldrig før

Når 2013 er omme, vil fire ud af ti danske virksomheder have flere it-folk ansat end ved årets begyndelse. Kun hver sjette virksomhed skærer ned på it-bemandingen, viser undersøgelsen ’IT i praksis’.

Fire ud af ti store danske virksomheder har tænkt sig at udvide antallet af danske it-medarbejdere, mens kun hver sjette forventer at skære i antallet. Det viser rapporten IT i praksis 2013, som Rambøll Management og Dansk IT står bag.

Og samme billede viser sig i den offentlige sektor, hvor tallene er meget lig meldingen fra den private sektor.

»Der er sket et spring her. Det er det største spænd, vi har set de senere år,« sagde Ejvind Jørgensen, underdirektør i Rambøll Management, da han onsdag formiddag fremlagde årets resultater i den store spørgeskemaundersøgelse blandt offentlige og private it-chefer og topledere.

Udviklingen i private firmaers efterspørgsel efter it-arbejdskraft. Kilde: IT i praksis 2013/Rambøll Management. Illustration: Rambøll

Sidste år var det således kun 31 procent af de private virksomheder, som forventede at hæve antallet af it-folk, og i den offentlige sektor var tallet endnu lavere, nemlig 28 procent. Stigningen på henholdsvis 9 og 12 procentpoint er altså markant.

»Det er super positivt med den udvikling. Det er ikke sikkert, at disse nye it-medarbejdere skal sidde i it-afdelingen. De skal måske sidde i HR eller i forretningsudvikling. Tallene er et helt klart tegn på, at man nu rundt omkring har forstået værdien af it. Der er ikke mange processer i dag, hvor it ikke indgår,« sagde Carsten Nørgaard, formand for Dansk IT.

Han noterede sig også, at der i mange år har været talt om outsourcing til udlandet som en trussel mod danske it-folk. Men det har altså ikke haft store konsekvenser for beskæftigelsen i Danmark.

»Vi så også på det sidste år - og vi kan stadig ikke se en effekt af den megen outsourcing, der sker,« sagde han.

Lidt pudsigt var det i højere grad de øverste chefer i organisationen, som pegede på behovet for flere it-folk, sammenlignet med svarene fra it-chefer og direktører. Det tyder på, at it-cheferne fokuserer mere på at effektivisere, mens deres chefer faktisk i højere grad forventer udvikling og brugen af ny teknologi, lød analysen af tallene.

Undersøgelsen IT i praksis udkommer i år for 18. gang. Bag tallene ligger en spørgeskemaundersøgelse blandt de it-ansvarlige i 109 offentlige institutioner og 188 private virksomheder, udvalgt blandt de 500 største i Danmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Morten Andersen

Når 2013 er omme, vil [b]fire ud af ti[/b] danske virksomheder have flere it-folk ansat end ved årets begyndelse. [b]Kun hver sjette[/b] virksomhed skærer ned på it-bemandingen, viser undersøgelsen ’IT i praksis’.

Det kunne elles godt lyde som en netto nedgang? :-)

  • 0
  • 3
#2 Frank Højgaard

Det er fint at virksomhederne siger de vil ansætte flere IT folk, men findes de? Altså dem med de rigtige kompetencer som virksomhederne efterspørger? I produkt kanalen er det allerede nu en kæmpe udfordring at finde folk med de rette kompetencer, og hvis slutkunderne nu også vil opruste så kan manglen vel kun blive større - med mindre vi gør noget ved det!

  • 1
  • 0
#3 Per Hansen

4 ud af 10 = 40 %

Hver sjette = 17 %

Men derfor er det stadig ikke til at sige, om det er en stigning eller en nedgang. Det kommer jo an på, hvor mange de henholdsvis ansætter eller siger farvel til.

:-)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere