Mange af de virksomheder, som håndterer personfølsomme oplysninger, har ikke styr på reglerne i persondataloven. Regler, som foreskriver, hvad virksomhederne må og ikke må dele med omverdenen, og hvordan de skal opbevare oplysningerne på en sikker måde.
Det viser en undersøgelse fra advokatfirmaet Bech-Bruun, skriver erhvervsmediet Finans.
Mens 53 pct. af de adspurgte virksomheder svarede, at de i høj eller meget høj grad har et godt overblik over reglerne, har 32 pct. kun i nogen grad et overblik over reglerne. 8 pct. har ringe eller slet intet kendskab til reglerne.
»Jeg har arbejdet med persondataret i mange år, og det er ikke noget, som har været øverst på prioritetslisten hos danske virksomheder. Det bliver ikke taget så alvorligt. I vores nabolande er virksomheder mere opmærksomme på persondataloven end i Danmark, og det kan hænge sammen med, at bødeniveauerne i Danmark er meget lave,« siger advokat hos Bech-Bruun Thomas Munk Rasmussen til Finans.
Blandt synderne er især de små og mellemstore virksomheder, hvilket brancheforeningen Dansk Erhverv tidligere har gjort opmærksom på ifølge Finans.
Men også større konsulent- og rådgivningshuse har problemer med at overskue reglerne, skriver erhvervsmediet.
I konsulentvirksomheden Deloitte oplever konsulenterne således ofte, at eksempelvis cpr-numre bliver sendt i almindelige, ukrypterede e-mails.
Det er dog ikke kun virksomhederne, der har fået på puklen på dette punkt, hvorfor problemstillingen lader til at være generelt udbredt. Datatilsynet har også tidligere været ude med riven mod de offentlige myndigheder, hvor medarbejdere flere gange er blevet taget i at sende ukrypterede e-mails med personfølsomme oplysninger til forkerte modtagere.
Undersøgelse blandt 745 virksomheder
På spørgsmålet: 'I hvor høj grad har virksomheden overblik over, om den lever op til reglerne om håndtering af persondata?', svarede følgende:
*36,1 pct.: I høj grad
*31,7 pct.: I nogen grad
*17 pct.: I meget høj grad
*7,6 pct.: Ved ikke/andet
*6,7 pct.: I ringe grad
*0,9 pct.: Ingen/meget ringe grad
Kilde: Bech-Bruun

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.