Danske studerende kan købe kaffe med mobilen

4 kommentarer.  Hop til debatten
Nu er mobilbetaling for fysiske varer på vej. Fra på mandag kan DTU-studerende købe kaffe uden en mønt på lommen.
13. august 2008 kl. 10:59
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Betaling af småbeløb via mobiltelefonen har været hverdag i lande som Japan i mange år, men i Danmark har det indtil nu været umuligt at taste sig til en kop kaffe fra en automat.

Nu har en ny løsning slået hul igennem muren, og salgsautomat-firmaet SCM Vending er parat til at rulle mobilbetaling ud til alle firmaets 2.000 kaffe- og snackautomater. Efter en indledende runde med enkelte automater, er firmaet nu klar til at tænde for den første store installation: Fra på mandag vil de 20 automater på Danmarks Tekniske Universitet være klar til at tage imod betaling pr. mobiltelefon.

Tricket er, at betalingen går uden om de danske teleselskaber og deres gebyrer og i stedet opkræves gennem internationale betalingskort som Visa. Det betyder også, at alle uanset teleselskab eller nationalitet kan bruge systemet, så længe de har et betalingskort. Og det vil ikke koste ekstra for kunden, som tværtimod får 15 kroners startbonus ved at bruge systemet.

»Hvis vi skulle gøre det med TDC, ville det koste os omkring en krone pr. transaktion, og så går fortjenesten af at sælge kaffe. Nu kan vi nøjes med en lille procentsats, der er noget nær nul, og som er peanuts i forhold til gebyrerne hos teleselskaberne,« siger Stig Rasmussen, skandinavisk salgsdirektør hos SCM Vending.

Hurtigere udrykning

Ud over muligheden for at kunder uden kontanter kan købe kaffe, vil den mobilteknologi, der bliver installeret, også hjælpe med at bringe automat-firmaets omkostningerne til service ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»For os er mobilbetalingen kun en ekstra bonus. Den største fordel er telemetrien, altså at vi kan kommunikere med automaten. Jeg kan se salget i maskinen lige nu over internettet, og hvis der er problemer, vil automaten sende en sms, så vi kan få en mand ud med det samme. Så kan vi ofte få ordnet problemet, inden den bliver fejlmeldt, og uden at kunderne opdager noget,« siger Stig Rasmussen.

Risikoen for at de studerende løber tør for chokolade minimeres også, da en automat med lav lagerstand på samme vis vil tilkalde nye forsyninger hos SCM Vending.

Nye muligheder med nye regler

Løsningen er købt hos mobilselskabet Go M2M, der har specialiseret sig i mobilkommunikation mellem maskiner. Her er der store forventninger til betalingsløsninger via mobiltelefonen.

»Uanset hvilken branche, så vil der være en masse nye forretningsmuligheder. Overalt hvor man skal putte penge i en automat, kan det bruges. For eksempel solarier, men det kan også være bøger eller alt muligt andet, man sælger,« siger Morten Gundsøe, salgschef i Go M2M.

Nye regler på området den 1. september vil også hjælpe på udbredelsen. Blandt andet hæves maksimumbeløbet for et køb over mobiltelefon fra 75 kroner til 225 kroner.

Fraregnes mobilringetoner og lignende, har det indtil nu kun været få varer, som kan betales med mobiltelefonen, og udelukkende ikke-fysiske varer. Der er gjort forsøg med busbilletter, hvor betalingen foregår via en sms, som bliver overtakseret, og ikke som en direkte betaling via et betalingskort. Andre steder kan mobiltelefonen bruges til at registrere et køb, for eksempel af en p-billet, men disse løsninger kræver et abonnement i forvejen.

Sådan fungerer det

Hvis en studerende på DTU ønsker at købe en chokoladebar ved hjælp af mobiltelefonen, skal vedkommende først oprettes som bruger. Det sker ved at ringe til et udenlandsk telefonnummer, som ikke besvarer opkaldet, men blot sørger for at skabe forbindelse mellem automaten og telefonen.

En skærm på automaten leder derefter kunden gennem registrering og optankning af kontoen via et træk over Visa-kort eller Mastercard. Desuden får kunden 15 kroner til at komme i gang for. Betalingen kan sættes til at køre automatisk, så kontoen bliver fyldt op, når der er lavvande.

Der vil ikke være nogle gebyrer eller andre ekstra omkostninger ved at skifte småmønterne ud med den faste mobil-følgesvend, lover Go M2M-chefen.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
13. august 2008 kl. 11:38

Når man først er registreret, hvordan foregår de efterfølgende køb så?

M.v.h.

Jonathan