Danske Spil spotter brugere med potentielle gambling-problemer

Illustration: Oddset
Danske Spils data scientists startede med at interviewe psykologer og rådgivere, da de skulle identificere problematisk gambling-adfærd hos brugere.

Hvis man har svært ved at styre sit forbrug af onlinespil som Lotto, Oddset eller Keno, er det muligt, at man får et opkald fra Danske Spil. Her sidder en række rådgivere ansat med det formål at tale med brugere med potentielle gamblingproblemer og hjælpe dem med at forhindre, at adfærden udvikler sig til reel ludomani.

Hvem der får et opkald, er baseret på en models analyse af spillernes adfærd, forklarer data scientists Pia Thomsen og Astrid Vestergård på konferencen Techfestival, som i sidste uge fandt sted i København. Tilsammen udgør de to Danske Spils data science-afdeling.

»En del af Danske Spils CSR-politik går ud på at bekæmpe spilafhængighed,« forklarer Astrid Vestergård om arbejdet.

Mellem 2011 og 2018 drev Danske Spil LudomaniLinjen, som man kunne ringe til, hvis man havde et gamblingproblem eller var pårørende. De professionelle rådgivere kunne f.eks. foreslå behandling eller hjælpe brugeren med at registrere sig i ROFUS-registret. Hvis man står i registret, kan man ikke få lov til at gamble online i Danmark.

I starten af 2019 overtog Spillemyndigheden ansvaret for at drive selvsamme hjælpelinje, som nu hedder StopSpillet, på vegne af alle spiludbydere i Danmark.

Danske Spil begyndte i 2016 at lave opkald til kunder, der opførte sig på en måde, der kunne være begyndende tegn på afhængighed. I 2017 gav det arbejde anledning til udviklingen af værktøjet Spilscanneren.

»Danske Spil fik psykologer med speciale i gamblingafhængighed til at kigge på data om 2.400 kunders gambling-mønstre. De blev kategoriseret i to kategorier – måske problematisk og ikke problematisk,« forklarer Pia Thomsen:

»Vi fik derefter hjælp af en ekstern leverandør til at træne en model.«

Tager modellen hjem

Spilscanner-modellen har ifølge Danske Spils rådgivere fungeret godt. Men at have en model, der vedligeholdes ude af huset, giver ikke samme fleksibilitet, fortæller Astrid Vestergård.

»Vi oplevede udfordringer med Spilscanneren sidste år, fordi nogle af input-dataene til modellen ændrede struktur. Det sker i store selskaber, fordi dataformater ændrer sig. Så er du nødt til at ændre modellen,« siger hun og fortsætter:

»Dermed blev vigtigheden af, at vi selv nemt kan ændre og forbedre modellen fremadrettet, klar for os.«

Siden da har Danske Spil etableret sin egen inhouse data science-afdeling. Og her ville man gerne tage ejerskab over modellen tilbage og samtidig gøre systemet nemmere at vedligeholde.

Dette er en forkortet version af en artikel bragt hos DataTech. I den oprindelige artikel kan du blandt andet læse mere om, hvordan træningssættet er udvalgt, hvordan modellen er optimeret, og hvilke kriterier i datasættet man kan bruge til at identificere folk med problematisk gambling-adfærd.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

Det er lige før, man hopper i fælden og overgiver sig til det gode formål....

Lige indtil man kommer i tanker om: Måske skulle man i stedet holde op med at gøre, hvad man kan for at lokke folk i spillefælden? Måske skulle man lade være med at bruge adfærdspsykologien og diverse indsamlede brugerdata mod borgerne ved at skabe reklamer, som er utroligt svære at modstå, hvis man har et spillergen, eller tror man bliver del af et større, varmt, særligt fællesskab, hvis bare man spiller sig fra hus og hjem?

  • 11
  • 0
Lars Kr

Danske spil fører sig frem som om vi danskere skal være stolte af deres flotte indsats med at sende penge til godgørende formål. Jeg er overhovedet ikke stolt, og synes deres reklamer skulle forbydes. Nå, ja, det er vel bedre at man bruger pengene i Danmark, fremfor et internationalt betting firma, vil nogen måske sige. Men nej. Der burde være en regel om at deres reklamer skulle indeholde mindst 25% tid/plads med vejledning til hvor man kan få hjælp.

  • 6
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize