Med en sandsynlighed på 1 til 100 billioner var der enten tale om noget af et sammentræf, eller også var jokeren virkelig løs, da en mand fra Hirtshals henvendte sig til Danske Spil med sine to joker-kuponer, hvor begge de to joker-tal var ens.
Undersøgelsen er stadig i gang, men it-chefen for Danske Spil kalder det for ‘meget plausibelt’, at det var den tilfældighedsalgoritme, der beregner tallene på kundernes kupon, der var blevet fodret med det samme start-tal, kaldet seed, to gange.
Tallene som genereres på kuponen bliver nemlig til via en såkaldt pseudo-tilfældighedsgenerator. Det er en algoritme, der som sådan ikke producerer et tilfældigt tal, fordi udfaldet er bestemt af det start-tal, man fodrer algoritmen med.
»Der er tale om en algoritme, der i sin natur er deterministisk, altså forudsigelig, men med så stort et udfaldsrum, at det i praksis er umuligt at forudsige udfaldet,« forklarer Danske Spils it-chef, Søren Weeke, til Version2.
Da algoritmen er baseret på at få et unikt seed-tal pr. trækning, har Danske Spil måttet erkende, at algoritmen har spyttet helt identiske joker-tal ud hen over de to trækninger.
Han forklarer, at ikke alle producerede joker-tal nødvendigvis har været i brug. Det hænger sammen med, at kunderne kan annullere deres kupon, så det anvendte joker-tal igen bliver taget ud af lodtrækningen. Hvor mange dobbeltgængere, der reelt har været i omløb, er Danske Spil nu i gang med at undersøge.
Sand og falsk tilfældighed
Søren Weeke fortæller videre, at der i forbindelse med joker-spillet er to forskellige tilfældighedsmekanismer i brug. Udtrækningen af selve jokertallet, der er ét syv-cifret tal, som trækkes to gange om ugen (onsdag og lørdag), sker ved hjælp af en certificeret tilfældighedsgenerator.
Denne generator producerer ifølge Søren Weeke ren tilfældighed, takket være kvantemekanikkens indfødte ubestemmelighed.
»På vores Joker-trækning, der kører hver onsdag og lørdag, danner vores system syv tilfældige tal. Til at danne disse tal benytter vi en tilfældighedsgenerator der er baseret på en fysisk komponent med en foton-separator,« siger Søren Weeke til Version2.
Han understreger, at spillet, som kuponerne gælder for, ikke er blevet korrumperet af fejlen, da den fysiske tilfældighedsoperation, som producerer den magiske syv-cifrede kombination ikke fejler noget.
»Så længe selve trækningen er tilfældig, og der ikke er nogen systematik i de numre, der står på kuponen, så er den enkeltes vinderchance uændret. Det, der selvfølgelig er risiko for, er, at tallene på kuponerne ikke er spredt pænt ud, og man risikerer at skulle dele præmien med flere,« siger Søren Weeke til Version2.
Opdateret 11.32: Præcisering af, at der var to ens jokertal på de to kuponer i første afsnit.