Hundredvis af amerikanere havde tænkt sig at sætte deres kryds ved Hillary Clinton, men kort før besøgene i stemmeboksene blev de hjemme.
De kom de pludselig i tvivl om, hvorvidt Hillary Clinton faktisk fortjente deres stemme, eller også blev de overbevist om, at netop deres stemmer alligevel ikke ville ændre en tøddel ved USA’s præsidentvalg.
Deres sindsændringer var forårsaget af videoer, som de tilsyneladende tilfældigt stødte på i deres Facebook-feed. Videoer, som flugtede præcist med deres personlige værdier og talte til netop dem.
Helt efter hensigten ifølge marketingfirmaet Cambridge Analytica hyret af Trump-lejren. De anvendte indkøbte Facebook-datapunkter om personer, hvis værdisæt og likes indikerede sympati for Hillary Clinton, til at vise indhold for at få disse vælgere til at undlade at stemme.
Ifølge Cambridge Analytica med stor succes og afgørende betydning for, at USA endte med en republikansk præsident.
Målrettet netop dig
Den type markedsføring og brug af data om brugere via deres klik og likes på Facebook kaldes også for micro targeting. Metoden lader et firma eller politisk parti målrette en annonce helt ned på individniveau.
Samt ikke mindst skræddersy annoncen til den psykologiske profil, som let lader sig sammenstykke via de data, som brugerne på Facebook afgiver i stor stil, og som med brugernes samtykke videresælges.
Cambridge Analytica er ingenlunde alene om den type markedsføring, som også lader sig gøre takket være de data, som app-udviklere høster, når brugerne på Facebook glædeligt afgiver personlige data ved at deltage i quizzer.
Blue Labs hedder et tilsvarende firma som Demokraterne har anvendt. Hertil kommer utallige andre marketingsfirmaer kloden rundt ligeledes beskæftiget med micro targeting i kombination med psykologisk profilering på individniveau.
Hvor udbredt disse metoder er inden for dansk politik, bryder partierne sig ikke om at kaste lys over. Ingeniøren har sendt en rundspørge til Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre.
Ingeniøren har bl.a. spurgt partierne, hvorvidt de har deltaget i møder eller foredrag med Cambridge Analytica eller Blue Labs, hvad de synes om brugen af micro targeting, og hvorvidt de anvender micro targeting.
Kun Liberal Alliance og Venstre har reageret på Ingeniørens henvendelse.
Liberal Alliance nægter at udtale sig om partiets digitale kampagner, forlyder det. Venstres partisekretær, Claus Richter, oplyser, at Venstre ikke har haft nogen former for kontakt med Cambridge Analytica eller Blue Labs, men undlader at fortælle, hvorvidt partiet anvender micro targeting og psykologisk profilering af individer.
»Venstre forsøger på lige fod med andre partier at markedsføre partiet målrettet over for vælgerne. Men det foregår altid inden for lovgivningen,« skriver Claus Richter i en mail.
»Helvedes virkningsfuldt«
Partiernes overordnede tavshed står i kontrast til udsagn fra flere danske digitale konsulenter med opgaver for eller tidligere ansættelser hos danske partier.
Samtlige etablerede partier i Danmark kaster penge efter oplysninger om alt fra dine personlige interesser til dine børns alder for at ramme dig med de rigtige budskaber. Og »det er helvedes virkningsfuldt«, for de indsamlede data kan snildt ændre vores lune, købsadfærd og politiske overbevisning.
Sådan lyder det fra medierådgiveren Astrid Haug i Berlingske Tidende, og digital konsulent og tidligere digital chef for Socialdemokraterne Benjamin Rud Elberth skriver i et indlæg hos Altinget:
»Faktum er, at alle i det her land med ganske få klik igennem Facebook kan målrette annoncer til endda meget personlige oplysninger og lave deres eget lille Cambridge- eksperiment med dig og mig som forsøgsrotter. Fordi Facebook giver mulighed for det.«
Kontroversiel big data-guru
Micro targeting og salg af data indsamlet især på Facebook har været beskrevet i flere år, men fik ekstra bevågenhed i denne uge, da en tidligere medarbejder hos Cambridge Analytica stod frem og anklagede selskabet for brug af data i strid med Facebooks brugerbetingelser og spredning af falske nyheder til påvirkning af Brexit og USA’s præsidentvalg.
Cambridge Analytica underviste desuden sidste år omkring 250 danske pr- og kommunikationsfolk til branchedagen KOM17. KForum og Dansk Journalistforbund havde daglig leder i Cambridge Analytica, Mark Turnbull på programmet som kontroversiel big data-guru.
»Oplægget fra Cambridge Analytica gjorde stort indtryk på publikum og var helt klart en øjenåbner for mange. Den efterfølgende Q&A-session var fyldt med forargede og kritiske spørgere,« fortæller Håkon Stolberg, programchef hos Dansk Journalistforbund.