Danske OnePlay vil være spilverdenens svar på Netflix

Dansk udlejningstjeneste vil levere computerspil på abonnement til en million brugere på verdensplan.

Film og musik er ikke længere noget, vi ejer – det er noget, vi streamer; underholdningsoplevelser, vi blot vælger at låne for en stund, inden opmærksomheden fanges af noget nyt eller andet. Sådan skal det også være med computerspil, mener den danske spiludlejningstjeneste OnePlay, der inden årets udgang regner med at have en million brugere på verdensplan.

»Spilbranchen er ikke vant til udlejning eller abonnement – det er en salgsverden. Det har det altid været. Nogen spiludgivere er mere forstokkede i deres forretningsmodeller end andre, men flere og flere kan se ideen i en tjeneste som vores, i takt med at andre typer underholdningsmedier overgår til lignende distributionsformer. Men spilbranchens virksomheder er store, og der er mange interesser involveret, så det tager tid at trænge igennem,« mener Lasse Jensen, direktør for OnePlay, til Version2.

OnePlay er netop lanceret til Windows og Android, mens en version til Mac OS er planlagt til næste år. Brugerne tegner et månedsabonnement til 7 dollar (48 kr.) og kan dernæst via OnePlays klient vælge mellem og downloade mere end 1.300 spiltitler til pc og Android.

OnePlay er ikke en streamingtjeneste

Selve spillene streames ikke, men downloades til brugerens egen enhed, så der ikke ud over den månedlige verificering af et aktivt abonnement er behov for at være online for at spille. OnePlays abonnementsbetingelser giver lov at installere spillene på to maskiner, og skulle en bruger vælge at opsige sit abonnement, men ønske at beholde nogle af spillene, så kan de enkelte spil købes til en let nedsat pris.

Læs også: Da Google droppede plugins, kostede det dansk spiludvikler 2,5 millioner brugere

OnePlay satser samtidig på bibliotekerne som kunder. Lasse Jensen fortæller, at de på verdensplan især har oplevet interesse fra amerikanske biblioteker, men også er parat til at udrulle tjenesten i blandt andet Australien, New Zealand og Storbritannien. I Danmark har OnePlay biblioteker i Rebild og Sønderborg Kommune som kunder.

»Vi betragter vores tjeneste som en opdagelsesservice, hvor brugerne får mulighed for at afprøve en lang række spil, uden det koster en masse penge. Og vi oplever, at brugerne virkelig prøver alt muligt – de spil, de downloader, er en blandet landhandel,« fortæller Lasse Jensen.

Gamle og ukendte spil til leje

En af de store tekniske udfordringer for OnePlay er imidlertid, at de ikke kan knytte spil til tjenesten, som i forvejen er koblet til for eksempel den digitale spiltjeneste Steam og dennes DRM-systemer. Som Lasse Jensen udtrykker det, så er det ikke teknisk muligt at lægge et DRM-system over på et andet, og OnePlay er derfor begrænset til at tilbyde de spil, som eksisterer i en ikke-beskyttet version.

Spiltjeneste Steam, som den amerikanske spiludvikler og -udgiver Valve står bag, er imidlertid den dominerende spiller på markedet for digital spildistribution i skarp konkurrence med lignende tjenester fra spiludgiverne Electronic Arts og Ubisoft. Det betyder, at spiludvalget hos OnePlay i udbredt grad består af enten spil med enten nogle år på bagen eller spiltitler så ukendte og perifere, at de aldrig har været på hylderne i danske butikker.

»Det er en udfordring, vi arbejder på hele tiden, og Steam er den dominerende platform, så der er en del spil, vi ikke kan udleje. Vi er dog Netflix for spil, og derfor er vores mål, at vi har et bredt udvalg af både nye og ældre titler samt alle genrer,« slutter Lasse Jensen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere