Fra Nokia-fyret til app-iværksætter: Vi er nødt til at tænke stort

Lukningen af Nokias udviklingscenter i København har fået de ansatte til at tænke i andre baner. Syv af dem satser nu på at udvikle en mobil-app, i første omgang til Windows Phone.

Nokia er ved at lukke ned i Sydhavnen. De to store bygninger ud til Teglværkshavnen i København er blevet overtaget af Aalborg Universitet, og inden nytår er de sidste Nokia-aktiviteter lukket ned.

Men en del af de tidligere Nokia-folk bliver på stedet, med deres egne, nystartede virksomheder, som Nokia efter lukningen blev annonceret har hjulpet med at få i gang. En af dem er Rubberboot Company - en hilsen til Nokias fortid som gummistøvleproducent - som holder til i det nyåbnede Danish App Lab.

Illustration: Jesper Kildebogaard

»Vi er i transit ud af Nokia, som nogle af de sidste, der forlader udviklingsafdelingen i København. Så nu arbejder vi på at etablere en startup-virksomhed omkring et loyalitetsprogram for små erhvervsdrivende,« fortæller Per Honoré, som er en af de tre grundlæggere af Rubberboot, og som har mange år i Nokia bag sig.

Loyalitetsprogrammer er kendt i mange af de store kæder, hvor man så skal vise sit klubkort, når man køber noget, og til gengæld får rabat eller for eksempel deltager i konkurrencer. Men for små virksomheder er det svært at få op at stå selv. Her skal den kommende app fra Rubberboot hjælpe.

»Vi udnytter, at alle i dag render rundt med en lille computer i lommen, så det eneste krav til den erhvervsdrivende er en pc og en printer. Hvis den erhvervsdrivende for eksempel gerne vil have feedback fra kunderne, kan han printe en poster ud med en QR-kode og så opfordre kunderne til at scanne den,« forklarer Per Honoré.

App’en har også andre funktioner, for eksempel at brugerne selv kan oprette afstemninger og få feedback fra andre, der har den installeret. Det kan blandt andet bruges i en undervisningssammenhæng, fortæller Per Honoré.

Udover at arbejde med udviklingen af app’en, skal Rubberboot-holdet også skabe et økonomisk fundament for det nye firma, som i alt tæller syv involverede.

»Vi har sat os nogle klare go/no-go-milestones for konceptet. I december skal vi have vores første finansiering på plads, foråret skal bruges til validering af konceptet i udvalgte forretninger, hvorefter vi vil gå på markedet på alle platforme fra juli 2013,« siger Per Honoré

Udviklingen sker nemlig i første omgang på Windows Phone, som Nokia har valgt som eneste smartphone-platform. Fordelen er også, at det giver adgang til Danish App Lab, hvor Per og hans team får adgang til Windows Phone-hjælp direkte fra Microsoft.

Læs også: Nyt app-laboratorium skal redde dansk økonomi med Windows Phone-apps

»Det er måske et vanvittigt projekt at gå i gang på Windows Phone, når det kun har fire procent af markedet. Men vi gør det ud fra en strategi om, at det er den nemmeste måde at udbrede det til alle platforme på, uden at skulle kode det hele fra bunden. Og så har vi også i forvejen kompetencer i Windows, ligesom der er mange gode features på platformen,« fortæller han.

Slagplanen er at udvikle først en Windows Phone-version og så en med ren HTML5-kode, der kan bruges af for eksempel Symbian-telefoner. Dernæst skal .Net-værktøjet Mono bruges til at portere app’en til native iOS- og Android-applikationer.

»Så kan vi bevare forretningslogikken ét sted og så holde native-tilpasning i UI (brugergrænsefladen, red.),« siger Per Honoré.

Fordelen er, at der så fremover vil være mindre besvær, når nye versioner skal ud.

»Vi bliver nødt til at tænke stort. Det skal være enkelt at administrere på sigt. Hvis vi havde fire native-applikationer, skulle vi implementere ændringer fire gange hver gang. Nu kan vi nøjes med at opdatere forretningslogikken én gang,« forklarer han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Joakim Koed

Undskyld jeg lyder lidt negativ, men har nokia (og deres gamle medarbejdere) ikke lært noget endnu.. De er nød til at satse på Android og iOS først, der er altså der pengene ligger.

  • 9
  • 1
#2 Marc Munk

Han kommr selv ind på hvorfor de gør som de gør. Det er måske også værd at bemærke at det er tidligere nokia folk der har fået hjælp af nokia til at starte forretningen. Så kan man spekulere i hvad det har betydet for valg af platform

  • 6
  • 0
#3 Joakim Koed

Jeg tror nærmere du har ret i det er pga. pengene fra nokia/ms de har valgt den platform. Der er jo ingen logisk kloge mennesker der vælger at STARTE med windows apps.. Men hey, det er nok samme mennesker er kørte nokia i sænk ;D

  • 7
  • 2
#4 Peter Müller

»Vi bliver nødt til at tænke stort. Det skal være enkelt at administrere på sigt. Hvis vi havde fire native-applikationer, skulle vi implementere ændringer fire gange hver gang. Nu kan vi nøjes med at opdatere forretningslogikken én gang,« forklarer han.

Hvis de skrev brugergrænsefladen i HTML5 så behøvede de også kun at opdatere den én gang...

  • 3
  • 0
#5 Jacob Nordfalk

for ellers giver det ikke mening, heller ikke fagligt.

Hvis vi havde fire native-applikationer, skulle vi implementere ændringer fire gange hver gang. Nu kan vi nøjes med at opdatere forretningslogikken én gang

Et fagligt holdbart svar her ville være at der i mange apps ikke er så meget forretningslogik at der er ret meget at spare.

I de tilfælde hvor der er en substantiel forretninslogik der kan afkobles fra brugergrænsefladen ja, så er et bedre valg at skrive den i C, C++ som der er native understøttelse for.

Vil man arbejde i et højniveau sprog ville Java ofte være et bedre valg fordi der findes flere modne crossplatform biblioteker til at generere objective C ud fra Java herunder J2ObjC fra Google (https://code.google.com/p/j2objc/) og http://xmlvm.org (der også kan generere objective C og Java bytekode ud fra .net-bytekode).

Hvis man bruger Mono skal man regne med 4.4 MB overhead i sit runtime. Et overhead at den størrelse kan være OK for større programmer, men drejer det sig om spil ville man bruge C/C++ til spilmotoren. Og i andre programmer virker det kluntet at man, før man overhovedet har kodet en linje, skal have et jumbo-bibliotek med.

De har klogeligt ikke påstået at de vil lave brugerfladen i Mono, for der er allerede mange der har brændt sig på bl.a. Titanium til at der er mange der tror på cross-platform brugerflader.

Insisterer man på at kode forretningslogik i .net ville jeg kigge på førnævnte XMLVM for der undgår man det meste af runtime overheadet.

At bygge et app-laboratorium som baserer sig på at bruge Mono til forretningslogik og som ser de to overaltdominerende platforme som sekundære andenklassesborgere som man 'lige' bruger et kluntet bibliotek til at lave bagefter man har lavet sin Windowsapplikation kan jeg altså ikke se give ret meget mening, .... med mindre man altså er solidt financieret af MS til at fremme Windowsplatformen.

Derudover er markedsandelen for Windowstelefoner (7 og 8 tilsammen) på 3.5%, og jeg synes altså det er lidt frækt at runde det op til 4%.

Til sammenligning har Blackberry 4.8% og Symbian 4.4%.

  • 7
  • 0
#6 Anders Poulsen

Det lyder som en tanke født af en sw-arkitekt uden særlig meget indsigt i praktisk app-udvikling. Det er jo vildt ingeniør-agtigt at dele op i den vigtige forretningslogik, som skal vedligeholdes central af dygtige folk og så noget ui, der bare skal plaskes på som en after-thought af nogen kreative typer. Men app-udvikling (hvis den skal være så brugerne gider bruge den) er bare 90% UI, og i hvert fald iOS brugerne er vant til apps i høj kvalitet. Hvis man tror man kan tilføje UI til sidst, så får man... tja, måske noget af forklaringen på at det er gået Nokia som det gjorde.

  • 1
  • 0
#7 Finn Christensen

Udviklingen sker nemlig i første omgang på Windows Phone..... Fordelen ....adgang til Danish App Lab, hvor Per og hans team får adgang til Windows Phone-hjælp direkte fra Microsoft.

Korrekt Jacob, jeg tænkte også det samme ved læsning af indlægget. Mit cut ovenfor af indlægget fortæller rimelig klart, at nogle gutter prøver at fortsætte på et gamle arbejdssted med en anden indgangsvinkel i en kort afgrænset periode.

Forekommer nu lidt halvhjertet og dermed også en halvfarlig løsning for deltagerne, men held og lykke med forsøget Rubberboot.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere