Danske net-telefonbøger lagt ned af DDoS-angreb
Omkring klokken 11 tirsdag blev hele Eniros fælles platform lagt ned af voldsomme mængder trafik, hvilket er kendetegnet for et DDoS-angreb. Dermed gik både Krak.dk og Degulesider.dk i sort i omkring et kvarter og kørte ustabilt i timerne derefter.
»Det ser ud til, at vi blev udsat for et angreb, og vi var nede i 15 minutter, før vores sikkerhedsprocedurer slog ind. Vi kan ikke sige med 100 procents sikkerhed, at det var et DDoS-angreb, men det lignede meget noget i den stil,« siger Kristoffer Apollo, kommunikationschef i Eniro, til Version2.
Angrebet ramte ikke bare danske websider, men også Eniros sites i Sverige, Norge og Polen, fordi alle firmaets aktiviteter kører på samme platform. Driften er lagt i Norge, hvor teknikerne fik travlt med at undersøge, hvad der gik galt.
Spørgsmålet er så, hvorfor lige Eniros telefonbøger skulle lægges ned af et DDoS-angreb, som også har plaget mange andre danske websider de seneste 14 dage. I andre angreb, mod for eksempel KL.dk og NemID, har hacktivister brugt DDoS-angreb til politiske markeringer eller for at pege fingre ad en dårlig løsning.
Men Eniros kommunikationschef kan ikke gennemskue, hvorfor nogen skulle have set sig sure på dem.
»Vi er helt uforstående over for det og har ingen anelse om motiv, hvis det altså var et angreb mod os. Det undrer os meget,« siger han.
Krak.dk er blandt Danmarks mest populære websites med over 12 millioner besøg i februar måned ifølge FDIM's internetstatistik.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.