Danske iPhone-problemer: iPhone 3G uden 3G

Dansk systemudvikler har slået 3G fra på sin iPhone for at spare på batteriet i centrum af Odense, hvor der alligevel er problemer med at komme på 3G-nettet. Telia mener, problemet ligger i telefonen.

Telia har monopol på Apples iPhones på det danske marked når det handler om 3G-dækning. Men tilsyneladende står det sløjt til med teleoperatørens 3G-dækning.

Det mener i hvert fald 26-årige Martin Westergaard Lassen, der er systemudvikler ved en sjællandsk IT-leverandør. Han var blandt de første, der fik fat på den nye iPhone, og det var netop den hurtigere dataforbindelse via 3G-nettet, der tiltalte ham ved den nye model.

Men Martin Westergaard Lassen havde en skuffelse i vente.

»Jeg har slået 3G fra, fordi dækningen er for dårlig fra Telias side. Jeg bor helt inde i centrum af Odense, så der burde jo ikke være et problem,« siger han.

Det var et rent tilfælde, at Martin Westergaard Lassen opdagede, at der var problemer med 3G-nettet og iPhonen. En dag gik han rundt i København med sin iPhone og fik pludseligt problemer med at oprette en dataforbindelse.

»Jeg troede, det var 3G, der var problemet, og så slog jeg det fra. Jeg fik ikke slået det til igen, og da jeg kom tilbage til Odense, var batterilevetiden fordoblet, fordi den ikke længere skulle ligge og skifte mellem 3G-nettet og Telias Edge-netværk,« siger Martin Westergaard Lassen.

Hos Telia fortæller pressechef Rune Fick Hansen, at teleoperatøren konstant udbygger 3G-nettet, og at dækningen derfor hele tiden bliver bedre. Han mener dog ikke, Telia nødvendigvis kan klandres for Martin Westergaard Lassens problemer.

»Vi har fået henvendelser fra en håndfuld kunder, hvor den skifter ned til Edge engang i mellem, hvor der burde være dækning. Og så har vi været ude med måleteknikere og kigge og kunnet konstatere, at vores netværk ikke fejler noget. Hvis vi prøver med andre telefoner, så er der dækning,« siger Rune Fick Hansen og understreger, at han selvfølgeligt ikke kan vide med sikkerhed, hvad problemet er i det konkrete tilfælde i forhold til Martin Westergaard Lassen.

Rune Fick Hansen fortæller, at Telia har gjort Apple opmærksom på, at der er danske kunder, der oplever problemer med at komme på 3G-nettet, selv efter Apple har frigivet en firmwareopdatering, der skulle afhjælpe problemet.

Og angående Martin Westergaard Lassen forlængede battterilevetid henviser Telia-pressechefen til Apples europæiske-talsperson på området, som kun tager i mod henvendelser via mail fra journalister, hvilket Version2.dk vil forsøge.

Fordoblet batterilevetid

Martin Westergaard Lassens fordoblede batterilevetid betyder, at telefonen nu kun skal lades op hver anden dag. Men selvom batteriet nu holder længere, så er situationen stadig uholdbar, mener Martin Westergaard Lassen, der planlægger at skifte til en anden netværksudbyder, så snart bindingsperioden på et halvt år hos Telia udløber.

Det har dog som sådan ikke noget med 3G at gøre, Martin Westergaard Lassen fortæller, at han alligevel sparer en del båndbredde via eksempelvis Poltikens iPhone-side og Google Reader.

For Martin Westergaard Lassen er Telias iPhone abonnement i stedet et spørgsmål om økonomi, det er alt for dyrt, mener han.

»Jeg kan selvfølgelig også "jailbreake" telefonen inden da, men jeg skal jo stadigvæk betale abonnementet til Telia, som jeg i øvrigt mener er helt hen i vejret. Det koster under bindingsperioden 599 kr. om måneden, og så er der ikke engang fri datatrafik. Efter bindingsperioden koster det 399 kroner hvilket også er for meget,« siger han og henviser til, at andre 3G udbydere tilbyder flatrate og bedre dækning til under de 400 kroner, som Telia kræver.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ove Andersen

Telia er lige blevet klar med et koncept der hedder "Fri surf", som betyder at du kan betale 59 kr./mrd. og så får "fri data".

Fri data betyder dog kun, at du får 300 MB som du kan benytte, og det er umiddelbart loftet.. Dog vil de ikke taksere forbrug over dette, men man risikerer ens abonnement bliver lukket hvis de mistænker der sker et misbrug.

Dette tilbud er tilgængelig for alle Telia kunder, også iPhone ejere..

Kilder:
http://www.mobilsiden.dk/?aId=6701
http://www.mobilsiden.dk/?aId=6702

  • 0
  • 0
Dennis Schafroth

De er så uprofessionelle så man tror det er løgn.

Jeg har et telia abonnement til min iphone ALU, og har en datapakke på 15 MB.

Når jeg logger på selvbetjening, har de stadig henvisinger til de gamle datapakker som jeg ved de har lukket ned for for mange måneder siden. Det er ikke længere muligt at bestille disse.

Men der er ingen henvisninger til "Fri surf" som kun vil koste mig 9 kr mere for ekstra 250 MB.

Prøv desuden at finde frem til en bestilling af "Fri surf" på Telia.dk. Det lykkedes ikke for mig, men mange steder beskriver de hvor meget 15 MB er.

Men det bekymrer mig også at de skriver "mobilt internet". Er det kun WAP data og ikke rigtig internet?

  • 0
  • 0
Thomas Alexander Frederiksen

Jeg var en af de uheldige der røg med da Telia overtog Orange. Kort tid efter slukkede de så for alle de "gamle" Orange-master, med det resultat at jeg ikke kunne få signal indendørs når jeg var hjemme. Efter en del opkald til deres support kom der endelig en ærlig person i den anden ende - alle de tidligere havde insisteret på at det måtte være husstandens tre telefoner der pludseligt var blevet defekte samme dag. Da den ærlige melding kom var den: Jo, de havde skam godt fundet ud af at dækningen i 2400 NV og 2200 N var ret skidt, men der ville nok gå et eller to år før det blev bedre.

Jeg skiftede til et andet teleselskab, og har ikke set mig tilbage - skægt nok lyder hele historien fra Odense meget bekendt.

  • 0
  • 0
Jimmi Hansen

Det er ikke ligefrem en hemmelighed at 3G dræner batteriet dobbelt så hurtigt, Steve Jobs havde en stor slide om det da han præsenterede 3G-modellen, og det står også på deres hjemmeside:

Power and battery

Talk time:
Up to 5 hours on 3G
Up to 10 hours on 2G

  • 0
  • 0
Ove Andersen

Til Dennis:
http://telia.dk/privat/produkter/mobil/mobilemuligheder/indholdspakker/f...

De skriver også i deres betingelser[1]:

  1. Særligt for indholdspakken Fri Surf
    For indholdspakken Fri Surf gælder særligt, at
    Kunden ikke takseres for datatrafik i Danmark,
    uanset hvilken side Kunden tilgår. Der er således
    ingen begrænsning på hvilke medier/services der
    tilgås, uanset om det er mobil internetsider eller
    almindelige websider.
    Kunden skal være opmærksom på:
    At der udenfor Telias regi på de sider der tilgås,
    kan være almindelig indholdsbetaling for den
    pågældende udbyders særtjenester, som ikke er
    inkluderet i prisen for indholdspakken Fri Surf.
    At der er en forbrugsgrænse på 300 MB pr.
    måned. Overstiger forbruget 300 MB kan det påvirke
    øvrige kunder m.v. Telia forbeholder sig ved
    en overskridelse ret til at begrænse, afbryde eller
    opsige abonnementet uden ansvar og varsel.

[1] http://static.telia.dk/Standardbetingelser_08_2008.pdf

  • 0
  • 0
Ken Poulsen

Hvorfor har folk der er skiftet til TDC, Sonofon og 3 ingen problemer med 3G dækningen?
Eller jeg har ikke hørt om nogen...
Det er jo bare Telia som ikke kan hitte ud af det!
4måneder igen og slut med Telia herfra!
Det har taget dem ca. 7uger for at få deres system til at virke med iOn så man kunne se sit forbrug online og deres "sms med on til 667" virkede jo kun 40% af tiden...

Noget mere sjovt ved Telia er deres alm dækning...
I Herning var der næsten ingen dækning, imens ude på landet hvor køerne spiller poker fordi ingen kan se dem er der fuld signal!

Telia er dog heldige telefonen er så lækker ellers har de haft store problemer!

  • 0
  • 0
Jens Lund

Det har taget dem ca. 7uger for at få deres system til at virke med iOn så man kunne se sit forbrug online og deres "sms med on til 667" virkede jo kun 40% af tiden...

Du er godt nok heldig det er kommet til at virke. Hos mig står der stadig:

"Regningsinformation er desværre midlertidigt utilgængeligt. Prøv venligst igen om 5 minutter."

Jeg er mildest talt rystet over hvor ringe Telia er. Det skræmmer, at et af de dyre selskaber er dårligere end de små netbaserede selskaber. Og det gælder både service og dækning.

  • 0
  • 0
Lasse Lund Sten Jensen

Jeg kan kun nikke helt genkendende til de problemer med 3G nettet. Jeg endte også med helt at slå det fra, og det på grund af, at hastigheden er nærmeste det samme som EDGE, når den endelig har fået en forbindelse. Så er der ingen grund til at blæse sit batteri ud på ingenting (3G).

Desuden oplever jeg også at samtaler bliver afbrudt, hvis man har 3G slået til i et område med dårlig dækning, og den skifter væk fra nettet.

Jeg pendler selv mellem Odense og København, og der er konsekvent ingen 3G dækning på strækningen på trods af, at jeg ikke har noget problem med forbindelsen over mit 3G USB modem (pånær i tunnellen og ved "dækningshullet" omkring Slagelse).

Selvom jeg ikke er meget for TDC, så har de et af de bedst dækkende 3G net i Danmark, og jeg agter at skifte til Telmore, som anvender TDCs 3G net.

  • 0
  • 0
Martin Jakobsen

Jeg har testet forskellige steder men mest i København. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme over 58 Kb/s i download og 240 Kb/s i upload.(?)
Så jeg har slået 3G fra og kører kun edge.
Jeg tror ikke et problem med telefonen, for med et f.eks TDC kort er der langt højere hastigheder.

Men jeg har nu ikke oplevet at miste forbindelser eller ikke at have forbindelse. Det eneste negative jeg har oplevet er at nogle sider får sommetider webbrowseren til at lukke.

  • 0
  • 0
Peter Ring

Jeg hører også til dem, der gik død i Telia efter at de slukkede for Orange. Pludselig kunne jeg ofte ikke kalde op, og samtaler blev jævnligt afbrudt trods i princippet signal nok i flg. telefonens signalviser. "Skift telefon" sagde Telia. Det gjorde jeg, det hjalp ikke, men kostede mig godt en tusse. Jeg fortalte flere gange Telia, at de havde et problem i 2942 Skodsborg, men intet skete. Så udskiftede jeg Telia med Telmore (TDC), og har siden ikke oplevet problemer - selv min gamle mobiltelefon virkede nu fint! Har fornylig haft besøg af en, der stadig har (havde?) Telia, han kunne næsten heller ikke komme igennem trods signal nok.

Godt råd til alle: Skift Telia ud med en udbyder på et af de andre net, der ikke er så ligeglade med deres kunder!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize