Danske Io-Interactives nye Hitman-spil får lunken modtagelse af anmelderne

Danmarks største spilsucces går nye veje med en episodisk distributionsmodel.

Danske Io-Interactive kunne i går rulle den røde løber ud ved deres kontorer på Kalvebod Brygge, da de tog imod presse og særligt inviterede fans forud for fredagens lancering af spiludviklerens sjette Hitman-spil.

Spilserien Hitman om lejemorderen Agent 47 har, siden det første spil udkom for 16 år siden, udviklet sig til den største kommercielle danske spilsucces nogensinde. Alene det forrige spil i serien, Hitman: Absolution, der udkom i 2012, solgte ifølge spiludgiveren Square Enix, som ejer Io-Interactive, 3,6 millioner eksemplarer i løbet af knap seks måneder.

Det seneste spil i serien har blot fået titlen Hitman og bliver som noget nyt for Io-Interactive udgivet episodisk – således lander spillets kapitler, lidt ligesom en tv-serie, løbende hos slutbrugerne i løbet af de kommende måneder.

»Hitman er tilbage, og det er tydeligt for os, at det er et spil, som mange af vores fans har ventet i årevis på. Så på den måde er det en meget speciel udgivelse for Io-Interactive. Men det er også en ny begyndelse, fordi vores episodiske format gør, at vi nu udgiver indhold over en lang periode. Det giver os muligheden for at tage på en fantastisk rejse med vores fans, og det er noget, som vi virkelig glæder os meget til. Sammen med dem vil vi gøre alt, vi kan, for at gro og udvikle det her til det bedste Hitman-spil, vi nogensinde har udgivet,« siger Hannes Seifert, Studio Head for Io-Interactive, til Version 2.

I første omgang kan spillerne således udleve deres indre lejemorder i Paris' gader, inden turen senere går til blandt andet Italien, Marokko, Thailand og USA, inden historien sidst i 2016 finder sin afslutning i Japan. Det betyder også, at den fysiske udgave af spillet først udkommer mod slutningen af året – indtil da er Hitman udelukkende tilgængeligt digitalt.

Se traileren til Hitman herunder

Hitman plages af lange indlæsningstider

Foreløbig er det nye Hitman-spil blevet mødt med fine, men ikke overvældende anmeldelser i de udenlandske medier. På websiden Metacritic, der samler op på anmeldelser fra en lang række kilder, har PlayStation 4-versionen af spillet i skrivende stund en noget lunken gennemsnitskarakter på 76 procent.

Hitman får specielt på puklen for en række forskellige tekniske problemer. Steven Hansen fra websiden Destructoid skriver blandt andet:

»Indlæsningstiderne på PlayStation 4 er rædsomme … de er lange nok til, at der kan scrolles gennem en ordentlig klump tweets. Men den rene komik i at springe frem fra en vasketøjskurv for at plante en kugle i nakken på en russisk oberst er altid fornøjeligt.«

Hitman har sigtekornet rettet i den rigtige retning

»Når jeg ser bort fra de tekniske problemer, så er det en lettelse at spille et Hitman-spil, som er bygget op omkring ideen om at snige sig omkring blandt mennesker. Udførelsen er måske nok mangelfuld, men sigtet er rettet i den rigtige retning,« skriver Adam Smith fra websiden Rock, Paper, Shotgun.

Og netop de danske spildesigneres ambitioner om at skabe et spil, hvor spillerne ikke anvises en rigtig og forkert måde at gennemføre de enkelte missioner på, er det element, som de udenlandske anmeldere hylder.

»Spillet kræver eksperimenter og kunnen snarere end ren tålmodighed og evnen til at følge en rute. Agent 47's tilbagekomst er længe ventet og indtil videre meget velkommen,« konkluderer Edwin Evans-Thirlwell fra det engelske spilmedie Eurogamer.

spilmediet Gamespot giver Peter Brown de danske udviklere på hattepulden for, at Hitman ikke er specielt nyskabende og plages af småproblemer, der får det til at føles forældet. Men han er netop ikke i tvivl om spillets største kvalitet:

»Hitman er en sand legeplads, som med et åbent design, komiske bifigurer og missionsdesignværktøj vil begejstre dig.«

Mens Steve Boxer fra avisen The Guardian fastslår:

»Der har aldrig været en bedre måde at konfrontere eller give sig hen til sin indre lejemorder på.«

Første episode af Hitman fra Io-Interactive er udkommet til PlayStation 4, Xbox One og pc.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (4)

Brian Hansen

Om det er den stigende kompleksitet eller mangel på dygtige udviklere ved jeg ikke, men praktisk talt samtlige nyere spil jeg kan huske har så store tekniske problemer de første 2-3mdr at det er sjældent jeg orker at preorder noget i dag.
De er alligevel så buggy ved launch at man kan vente på patch 47 før det bliver nogenlunde spilbart.

Jonas Andersen

De har også skudt sig selv i foden med at inkludere DRM i sådan en grad at singleplayer kan være næsten umuligt.
https://www.reddit.com/r/HiTMAN/comments/4a1sik/no_challenge_progression...

Et singleplayer spil der kræver internetforbindelse. Hvis du mister internetforbindelse, så kan du ikke spille mere da du ikke kan gemme længere.

50 € smidt ud af vinduet hvis du bor i lande med dårlig internetforbindelse.

Bent Jensen

Er det ikke på denner måde man udgiver spil, når det kun er en Beta version, og man ikke er helt færdig med det endelige produkt, og slet ikke med alle bannern ?
Hvis så salget skuffer, så lukker man bare ned, og de sidste banner bliver ikke produceret.

Når man så håber at nogen mennesker vil betale for at beta teste, og ens produkt ikke er færdigt og stinkker, så risikere man dårlige anmeldelser og dårligt salg.

Man må så bare lære som forbruger, ALDRIG at købe spil før de er færdige samt at halvdårligt ikke er godt nok, når der er så mange fremragende spil, som er færdigt og kan spilles nu. Tiden er ikke til halvfærdige / halvdårlig spil, film, elektronik, mad og rødvin når man til samme pris eller mindre, kan få nogen fix, færdig og klart.

Spiller selv WOT og kender nogen som stadig spille WOW, så ET godt spil kan tage ens fritid hvis man også gerne vil være lidt social og selvskabelig. Så er der ikke plads til halvdårlige spil, og derfor læser man test så man ikke spilder ens kostbare tid. Vil tro at det var endnu dårlige anmelderne, hvis det var det første spil i serien, og der ingen fanskare var i forvejen.

Her er nogen af konkuranterne.

http://www.metacritic.com/feature/25-best-ps4-games

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer