Danske Falcon Social får investering på over 100 mio. kr.

Den sociale medievirksomhed er i hastig vækst og vil nu til at hyre flere medarbejdere - men denne gang ikke kun i Danmark. Der er ikke nok talenter i Danmark, lyder begrundelsen.

Det er ikke hver dag, at en dansk it-virksomhed lander en trecifret millioninvestering, men beløbet er nu en realitet for danske Falcon Social.

Virksomheden har fået over 100 mio. kroner til at udvide forretningen fra en række venturefonde, heriblandt engelske Prime Ventures, tyske Target Partners og danske Northcap Partners.

»Det er en fantastisk milepæl, vi har nået. Vi er gået fra at være en 3-4 personer, der har lagt vores egne penge i det her og skrevet koden selv og så til at skalere virksomheden til 180 medarbejdere,« siger medstifter og adm. direktør for Falcon Social, Ulrik Bo Larsen, til Version2.

Falcon Social har udviklet en række værktøjer, som virksomhederne kan bruge til at publicere, overvåge, analysere og engagere sig i indhold på tværs af de sociale medier. Det er især en udfordring at holde overblikket, når man er en virksomhed med tusindvis af medarbejdere, og det har tiltrukket store internationale kunder som Coca-Cola, Jaguar, Carlsberg og WWF til Falcon Socials løsning.

Falcon Socials omsætning blev mere end seksdoblet i 2013, mens den i 2014 blev mere end firedoblet. Af konkurrencemæssige årsager er den konkrete omsætning ikke offentlig.

Den store investering er en såkaldt serie B-investering, som kommer efter både en seed- og serie A-investering. Nogle iværksættere vælger at lade virksomheden gro ved hjælp af egne indtægter på det tidspunkt, mens andre som Falcon Social vælger at tage imod en serie B-investering for at skalere hele forretningen meget hurtigere.

»Vi har mærket, at gamet er skiftet fra serie A til B,« siger Ulrik Bo Larsen.

»Nu handler det mindre om produktet og det, man normalt tænker på som iværksætter, og mere om størrelsen på markedet,« siger den adm. direktør, der startede som selvlært softwareudvikler og siden igen har måttet lære sig selv den svære disciplin at styre en hastigt voksende software-as-a-service (SaaS)-virksomhed.

»Alt har været learning by doing og er det stadigvæk. Mange af de ting vi har gjort og skal til at gøre, er ikke noget, andre har gjort før, så det finder vi ud af løbende,« siger han og indrømmer, at Falcon Social med 180 medarbejdere nok ikke længere kan betegnes som en ‘startup’.

Ikke nok it-talenter i København

Version2 var i sommer på besøg hos Falcon Socials kontor i København, hvor virksomheden dengang husede over 140 medarbejdere på tværs af 35 nationaliteter.

Læs også: »København har et fantastisk brand ude i verden. Det er et sted, folk faktisk har lyst til at flytte til.«

Virksomheden er vokset fra 16 til i dag 180 medarbejdere på to år og har nu også et mindre kontor i New York. Langt de fleste er dog ansat i København, fordi direktøren gerne ville have alle medarbejderne samlet.

Med den nye investering skal der ansættes endnu flere medarbejdere - alt fra full stack engineers til udviklere og front-end artists for at udvide platformen. Denne gang bliver det dog sandsynligvis ikke alle, der får en kontorplads i København.

Falcon Social pønser på at starte en ny europæisk afdeling op - landet er endnu ikke afgjort.

Årsagen er, at der simpelthen ikke er tilstrækkeligt med it-talenter i Danmark:

»Det kan være svært for os at få alle de folk, vi skal bruge i København, hurtigt nok. Vi vurderer, at København kun har et vist antal udviklere af den kaliber, vi vil have. Det handler om adgangen til talentmassen,« siger Ulrik Bo Larsen og efterspørger it-folk, der har lavet ting i web-scale såsom Hadoop, Elasticsearch og lignende teknologier.

»Der er lidt længere mellem de folk, der har erfaring med de her ting. Nogle teknologier er så nye, at man skal have boet i Silicon Valley for at have projekterfaring med dem,« siger han.

Falcon Social har tidligere modtaget lidt over 50 mio. kroner i venturekapital, så med den nye runde beløber de samlede investeringer i virksomheden sig til over 150 mio. kr.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize