De kalder sig datafetichister, og de er helt tossede med at måle, veje og registrere data om deres søvn, kost, humør og alt mulig andet mellem himmel og jord.
Det har de gjort i et stykke tid under foreningen med navnet Quantified Self i USA, og den ser nu ud til at få sit eget, danske afsnit.
»Vi synes ganske enkelt hele det felt er voldsomt spændende, uanset om det giver sig udtryk i kulegravende datajournalistiske visualiseringer eller en personlig database med vægt, fedtprocent og kalorieindtag,« skriver folkene bag initiativet på it-advokaten Martin von Haller-Grønbæks blog.
Han står bag initiativet sammen med blandt andet vært på P1-programmet Harddisken, Anders Høeg Nissen.
I første omgang søger de input og tilbagemeldinger fra flere danskere, der er med på idéen.
På sigt er planerne dog større:
»I vores optik spænder mulighederne for vidensudveksling og diskussioner i QS DK meget vidt, fra personlige beretninger om søvnmønstre hele vejen op til visioner om at revolutionere videnskaberne gennem massiv computerisering, dog med fokus på viden og input man skal have en chance for at udnytte i hverdagen.«