Danske computerspil tabt for eftertiden: Bliver ikke arkiveret

Det Kongelige Bibliotek mangler at indsamle og arkivere et stort antal danske computerspil, fordi de er udgivet på nettet og kræver betaling. Det er i strid med loven, mener Dansk Spilråd.

Der er et større antal danskudviklede computerspil, som risikerer at gå tabt for eftertiden, fordi de bliver udgivet på nettet og ikke bliver indsamlet af Det Kongelige Bibliotek som en del af den danske kulturarv. Det er i strid med loven, mener interesseorganisationen Dansk Spilråd.

»Det er vores vurdering, at Det Kongelige Bibliotek i årevis har brudt loven. Det er beklageligt, så få både danske og udenlandske spil Det Kongelige Bibliotek har bevaret for eftertiden,« siger formand for Dansk Spilråd, it-journalist Thomas Vigild, til Dagbladet Børsen.

Blandt andet indsamler Det Kongelige Bibliotek ikke spil, som bliver udgivet på tjenester som Microsofts Xbox Live, fordi spillene ligger bag en lukket betalingsportal. Derfor er eksempelvis det meget roste danske spil Limbo ikke arkiveret.

Hos Det Kongelige Bibliotek påpeger man, at udviklerne også har en forpligtelse til at sørge for indlevere kopier af deres udgivelser til arkiverne.

»Når man selv lægger sine spil ud på nettet eller bruger nettet på en måde, så vores nethøster ikke kan få adgang, så har de selv et medansvar for at aflevere det til os,« siger direktør Erland Kolding Nielsen fra Det Kongelige Bibliotek til Børsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rene Madsen

Hvis de er sure over at deres spil ikke gemmes for eftertiden, kan de blot sende spillet ind til Det Kongelige Bibliotek og så er vi færdige med det pjat.

Hvorfor gøre et så stort nummer ud af det Thomas Vigild?

Man må også lige arbejde lidt for sagen selv her og hvis man brænder for at få sit spil gemt for eftertiden, så må man også tage hænderne op af lommen selv i stedet for bare at brokke sig. Skal Det Kongelige Bibliotek, så have speciel adgang til alle de betalingsportaler med spil som der findes på nettet, hvor der kunne forekomme et dansk spil? Lyder mere absurt i mine øre end blot at sende det spil ind man vil have bevaret.

  • 0
  • 0
#3 Torben Mogensen Blogger

Hvis de er sure over at deres spil ikke gemmes for eftertiden, kan de blot sende spillet ind til Det Kongelige Bibliotek og så er vi færdige med det pjat.

Faktisk er de (som DKB påpeger) forpligtigede til det. Så jeg vil sige, at Dansk Spilråd har scoret selvmål ved at indrømme, at deres medlemmer ikke overholder loven.

  • 0
  • 0
#5 Jesper Nielsen

Dansk Spilråd er en uvildig forening af danske spilformidlere (journalister, bibliotekarer, eksperter osv.) og er dermed ikke associeret til den producerende side af spilbranchen. Her er tale om Producentforeningen, som også omtales i artiklen.

Det er naturligt, at producenterne selv har et ansvar for at sende spillene ind - det benægter vi ikke - men derfor har Det Kgl. Bibliotek stadig forsømt spilmediet og ikke overholdt deres lovmæssige pligt.

Mvh. Jesper Nielsen, Bestyrelsesmedlem i Dansk Spilråd

  • 0
  • 0
#7 Esben Bach

Nu går jeg ikke ud fra at man som "hobbyist" er forpligtet til at aflevere til DKB. Er det kun pligtafleveringer i de er interesseret i, og hvis ikke hvor afleverer man så?

Jeg har kigget lidt omkring uden at kunne finde noget info.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere