Tjek din saldo, overfør penge til andre konti, find den nærmeste hæveautomat eller se, hvad kursen på Euro er lige nu. Det er tilbuddet fra Danske Bank, der i dag officielt har lanceret iPhone-applikationen iDanske.
»Mere end halvdelen af vores kunder benytter i dag netbank og i fremtiden forventer vi, at en stor del af vores kunders daglige bankforretninger flytter over på mobilen. Det er nemt og fleksibelt, fordi de fleste af os altid har mobilen lige ved hånden, siger Danske Banks CIO, Peter Trier Schleidt.
Applikationen er netop blevet godkendt i Apples App Store og kan, som Version2 i går kunne berette, downloades fra i morgen til iPhone, iPod Touch og iPad.
Eftersom Apple ikke understøtter Java, kan Danske Bank indtil videre ikke benytte den traditionelle NemID-løsning, der kræver, at brugeren kører en Java-applet. I stedet har banken udviklet en løsning, der minder om NemID ? blot uden Java.
»Vi har lavet en løsning, hvor brugeren skal logge på med sit cpr-nummer eller sit NemID-login. Derefter skal man indtaste sin firecifrede servicekode, hvorefter man får en challenge og skal indtaste den sekscifrede kode fra sit NemID-papkort,« forklarer Peter Trier Schleidt.
Den omtalte firecifrede servicekode er en, Danske Bank-kunder får tildelt og som blandt andet kan ses i netbank og aftaler, man har med banken.
Men løsningen er midlertidig, for ifølge Peter Trier Schleidt er DanID på vej med en 'ægte' NemID-løsning til mobilen.
»Og når DanID understøtter, at vi kan det ud af boksen, vil vi selvfølgelig også understøtte det,« siger han.
Løsningen er ind til videre kun tilgængelig på Apple-produkter, men en version til Googles Android-styresystem er allerede klar til testbrugerne og vil blive lanceret i løbet af efteråret.
»Apple og Google er dem, vi satser først på. Vi holder også et vågent øje med Nokia, mens Microsoft mere er dark horse i det spil, siger Peter Rørsgaard, der er underdirektør i Danske Banks forretningsudvikling.
Danske Bank forventer, at 50.000 kunder inden nytår har downloadet applikation fra en af de tilgængelige platforme.