Danske Banks mobilbank: iPhone var hurtigere og lettere end Android

It-udfordringen: Udviklingshuset Trifork har kørt med strengt agile metoder for at få Danske Banks iPhone-applikation klar i løbet af en sommer. Læs her, hvorfor Android-versionen er klar i testmiljøet, men endnu ikke kan downloades.

Det var en mediebegivenhed af de større, da Danske Bank i tirsdags lancerede deres nye mobile bankløsning til iPhone, iDanske. Version2 går nu bag om løsningen, og Danske Banks System Manager, Jan Baungaard, og leverandøren Triforks administrerende direktør, Jørn Larsen, fortæller her i ugens it-udfordring, hvordan de kom i mål med løsningen.

Hvad går projektet ud på?

Jørn Larsen: Opgaven var at bygge en ny kanal op for Danske Bank. Trifork har været offensive på mobilområdet, fordi det er nogle fantastiske apparater med nye muligheder for at leve livet på en ny måde. Men det kræver, at softwaren er tilstrækkelig brugervenlig og relevant, og det er grunden til, at vi valgte at satse på 'native' apps i stedet for web-applikationer.

**LÆS OGSÅ **Danske Banks mobilbank til iPhone bruger NemID-papkort - men ikke Java

Jan Baungaard: Det er også årsagen til, at vi har brugt rigtig meget tid på at designe brugergrænsefladen. Med for eksempel drag 'n drop konti og andre features, der udnytter de enkelte apparaters specifikke features. Det er vigtigt at give en 'native' oplevelse, for jo mere man følger platformens look and feel, jo nemmere er det at bruge app'en ? og jo højere kvalitet oplever kunden.

Hvad er din rolle i projektet?

Jan Baungaard: Jeg har været bankens repræsentant for it-afdelingen og sparringsparter for Trifork. I mit daglige arbejde er jeg den tekniske ejer af mobilbankplatformen i Danske Bank.

Jørn Larsen: Jeg har været overordnet ansvarlig for vores leverance, og så har jeg som Danske Bank-kunde løbende testet løsningen på min egen økonomi.

Jan Baungaard: Ja, vi fik kundekravene med lige fra starten, haha.

Hvad er målet med projektet?

Jan Baungaard: Vi vil gerne skabe en god brugeroplevelse og give kunderne de ting, der er relevante på mobilplatformen. Det var vigtigt ikke at lave en kopi af netbank, som vi kender den. Mobilplatformen er noget andet.

Jørn Larsen: Man skal gøre sig klart, at den mobile løsning ikke er et subset af netbank, men et sideløbende produkt ? selv om der naturligvis er overlap. Et andet mål var at skabe produktet på kort tid, og vi er faktisk kommet fra start til slut på en lang sommerferie. Beslutningen kom i forsommeren, og herfra har det været et meget komprimeret forløb.

I har udviklet både en applikation til iPhone og en til Android. Hvorfor lancerer I dem ikke samtidig?

Jørn Larsen: De to applikationer er udviklet ret parallelt. Beslutningen om at lancere iPhone først, skyldtes at iPhone-markedet på daværende tidspunkt var det største. Android-løsningen er i princippet også klar i testmiljøet, og i løbet af en måned eller halvanden skulle den også gerne være på gaden.

LÆS OGSÅDanske bank kludrer i lancering af gratis iPhone-app

Jan Baungaard: Og så skal vi ikke glemme, at både Nokia-, Android- og Windows Mobile-brugere kan benytte mobil-web-løsningen, som vi har haft et stykke tid nu.

Jørn Larsen: En anden årsag er, der er en flere parametre, der skal testes på Android-platformen. Med mange forskellige hardware-leverandører er der lige pludselig mere, der kan opføre sig uventet end på Apples platform, hvor det dybest set kun er iPhone, iPad og iPod Touch, man skal forholde sig til. Samtidig må jeg fremhæve, at Apple er en god sparringspartner, og at de har været meget interesserede og hjælpsomme, når vi er kommet til dem med vores planer.

Hvilken teknologi har I brugt i projektet?

Jan Baungaard: Vi har vores egen service-kode, og heldigvis ligger meget af løsningen utroligt tæt på den eksisterende netbank.

Jørn Larsen: Til iPhone-løsningen har vi brugt Objective C og Xcode. Android-løsningen er kodet i Java og de tilhørende udviklingsværktøjer.

Hvilke problemer har I oplevet undervejs?

Jørn Larsen: Det har været fyldt godt op med arbejde på meget kort tid. En af de store udfordringer har været at lave et intuitivt design, der virker for alle brugere, og som er tro mod platformens look and feel ? samtidig med, det har bankens identitet.

Login-mekanismen er 'hjemmestrikket' og baserer sig på et brugernavn, en firecifret servicekode og en 'challenge' fra NemID's papkort. Har sikkerheden været en særskilt udfordring?

Jørn Larsen: Ja og nej. Vi har skullet overveje, hvordan vi skulle gøre det, men vi har haft nogle komponenter på hylden, som vi kunne bruge. Og vi har lavet det på en måde, så når DanID lancerer en dedikeret NemID-løsning til mobilen, så kan vi relativt let skifte over til den.

Hvilke gode råd kan I give videre til andre, der står med en lignende opgave?

Jørn Larsen: Vi startede med et proof of concept for at forme ideerne. Det var en rigtig god ide, for vi anede ikke, hvordan applikationen skulle se ud eller virke. På den måde skabte vi os et rum at arbejde videre ud fra. Hele projektet er kørt efter SCRUM-metoden. Og jeg kan varmt anbefale de agile metoder, men husk at holde fast i dem, også når tingene brænder på.

Et særligt råd til iPhone-udviklere er, at man bestemt ikke skal undervurdere muligheden for at sparre med Apple. De kan godt lide at være med undervejs, og produktet bliver langt bedre. Det kræver dog i den anden ende god tid, og husk også at indregne tid til, at Apple kan godkende applikationen, når den er indsendt til App Store. Et sidste råd er: Følg guidelines! Både design- og kode-guidelines. Hvis ikke man gør det, ender man hurtigt på herrens mark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Dybdahl

såvidt jeg kan se er det bare SSL med en ekstra sikkerhedsfaktor i form af en ekstra kode (selvbetjeningskode) som man selv laver på netbanken.

Nu tænkte jeg mere på koden og ikke transporten. Er det mon programmeret i HTML5, Javascript eller native kode?

Og betyder den "ekstra kode" at man skal indtaste to koder udover engangskoden?

  • 0
  • 0
Jørgen K. Hansen

Ja det ved jeg ikk.. endnu :-)

Ja du indtater de den første kode som systemet fortæller dig (første del af NemID) , så indtaster du en tast selv kode fra Danske Bank (selvvalgt) og så enables sidste del af koden til NemID

  • 0
  • 0
Jørgen K. Hansen

Bare du starter den op og forsøger at logge ind (selvom du ikke har et nøglekort endnu.. du vil måske lige se hvordan den ser ud og hvad man kan)..
Ja så konverterer Danske Bank dig til NemID kunde.. og vupti, nu kan du ikke komme ind på dine konti uden at du ringer til support og får en engangs kode og så er du NemID bruger.. det kan ikke rulles tilbage!

DET kalder jeg en bug.. eller en feature.. hmm..

Har også lige opdaget at en anden bank jeg bruger, der kan du logge ind med NemID med uden at bruge dit nøgle kort!

Du skal kun indtaste brugerID + din selvvalgte kode.. ???!?

suk.. sikkerheden rasler ned i NemID..&¤&¤¤#".. magen til elendig løsning.. SUK!

  • 0
  • 0
Lars Rasmussen

Mange banker har gjort det således, at man blot skal bruge ens brugerid + kode for at logge ind, så man kan komme ind og få et hurtigt overblik over ens konti uden at skulle have fat i papkortet. Når man så vil lave noget som helst udover blot at kontrollere saldi, så skal man dog have papkortet frem.
Samme princip har min bank kørt med i lang tid, hvor det dog var certifikatet man ikke behøvede have på sin computer, med mindre man ville overføre penge etc.

  • 0
  • 0
Mark Gjøl

Jeg ser ingen underbygning for overskriften i artiklen. Det eneste der faldt i øjnene var at der var færre enheder der kørte IOS end Android, hvorfor der var mindre test. Intet om sværhedsgraden eller hastigheden i udvikling. Er det noget der er gået tabt i artiklen, eller var det bare v2's indre sensationalist der endnu engang fik lov til at lave opsummeringen uden skelen til artiklens reelle indhold?

  • 0
  • 0
Mads Bendixen

Jeg tror du overså denne:

Jørn Larsen: En anden årsag er, der er en flere parametre, der skal testes på Android-platformen. Med mange forskellige hardware-leverandører er der lige pludselig mere, der kan opføre sig uventet end på Apples platform, hvor det dybest set kun er iPhone, iPad og iPod Touch, man skal forholde sig til. Samtidig må jeg fremhæve, at Apple er en god sparringspartner, og at de har været meget interesserede og hjælpsomme, når vi er kommet til dem med vores planer.

  • 0
  • 0
Mark Gjøl

Nej, der siger de jo netop bare, at der er flere enheder der kører Android, så der skal testes mere. At Apple har bedre support er klart nævneværdigt, men siger intet om hvorvidt det er hurtigere eller lettere at udvikle til platformen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere