De danske banker bør samle deres it-drift og udvikling i en enkelt virksomhed i stedet for de nuværende tre.
Det mener flere danske bankdirektører ifølge Berlingske Business.
Bortset fra Danske Bank og Nordea, der hver har deres egen datacentral, er alle de danske pengeinstitutter tilkoblet enten SDC, BEC eller Bankdata.
Her udvikles nogenlunde de samme it-systemer til bankerne, og det udløser en årlig omsætning på godt en milliard kroner i hver datacentral.
Men det kunne gøres langt billigere ved at fusionere dem.
»Der er ingen tvivl om, at der ville være penge i at fusionere datacentralerne. Det ville give en større volumen og lavere omkostninger. Hver gang, der kommer en ny lov, skal den implementeres alle steder,« siger Gert Jonassen, der er ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank og formand for BEC.
Direktører fra både Jyske Bank og Sparekassen Kronjylland bakker idéen op.
Ønsket om en fusion har dog eksisteret i flere år, men indtil videre er det ikke lykkedes for bankerne at blive enige om, hvilke vilkår, det eventuelt skal foregå på.