Danske Bank-undersøgelse: Isoleret it-platform i Estland bidrog til manglende overvågning

Illustration: Danske Bank
Den estiske filial af Danske Bank var af spareårsager ikke omfattet af de hvidvaskforebyggende systemer, som var udviklet til Danske Bank-koncernen og hovedkvarteret i København med transaktions- og risikoovervågning, lyder det i den nye interne rapport.

En isoleret it-platform i Danske Banks estiske filial var medvirkende årsag til, at den ikke var omfattet af tekniske barrierer mod hvidvaskning.

Sådan lyder en af konklusionerne i den interne undersøgelse af banken (PDF), som blev offentliggjort i dag.

»Den estiske filial havde sin egen it-platform. Dette medførte, at filialen ikke var dækket af de samme kundesystemer eller den samme transaktions- og risikoovervågning som Danske Bank-koncernen med hovedkvarter i København (også kaldet 'Group'), ligesom det indebar, at koncernen ikke havde samme indblik i filialen som i andre dele af Danske Bank,« skriver advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der står bag den interne undersøgelse af banken om den mulige hvidvask for milliarder i den estiske filial mellem 2007 og 2015.

Sampo Pank i Estland blev i 2008 omdannet til en filial af Danske Bank, hvilket angiveligt var planlagt allerede på tidspunktet for erhvervelsen.

Men den estiske filial og de baltiske bankaktiviteter udgjorde kun en lille del af Danske Bank og var ifølge banken hårdt ramt af udfordringer under finanskrisen, ikke mindst fra 2008.

Det betød, at en plan om at migrere de baltiske datterselskaber til koncernens it-platform for at sikre adgang til oplysninger om forretningen og minimere driftsmæssige risici blev opgivet.

Nærmere bestemt var der tale om en spareøvelse:

»Det år (2008, red.) blev planer om at integrere de baltiske bankaktiviteter ind under koncernens it-platform opgivet, da projektet blev anset for at være for dyrt og ressourcekrævende,« lyder det i rapporten.

»Som følge heraf anvendte den estiske filial ikke de hvidvaskforebyggende systemer, som var udviklet på koncernniveau, herunder kundesystemer samt transaktions- og risikoovervågning, og en yderligere konsekvens var, at koncernen kun havde begrænset indsigt i de estiske forretningsaktiviteter.«

Det var længe opfattelsen i koncernen, at den høje risiko, som non-resident-kunderne udgjorde, blev imødegået af egnede hvidvaskforebyggende foranstaltninger, lyder det også i den interne rapport.

Undersøgelsen har ifølge bestyrelsesformand Ole Andersen afdækket, at banken »åbenlyst ikke [har] levet op til sit ansvar i denne sag«, men ifølge hans udtalelse til TV 2 kan det ikke konkluderes, at estiske medarbejdere har bidraget til ulovlige handlinger. Der er foretaget otte politianmeldelser i sagen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kenn Nielsen

Når den Estiske afdeling leverer 10% af Danske Banks overskud i 2008-2011 så er det 'lidt ligemeget' om de siger:

»Som følge heraf anvendte den estiske filial ikke de hvidvaskforebyggende systemer, som var udviklet på koncernniveau, herunder kundesystemer samt transaktions- og risikoovervågning, og en yderligere konsekvens var, at koncernen kun havde begrænset indsigt i de estiske forretningsaktiviteter.«

For 10% må have givet genlyd rundt i hele organisationen - også dér hvorfra der burde stilles kritiske spørgsmål.

K

  • 3
  • 0
Jens Christensen

Når det viser sig at transaktionerne ikke "blev imødegået af egnede hvidvaskforebyggende foranstaltninger", må beslutningen om ikke at integrere den estiske filial i resten af systemerne være inkriminerede, idet man fravælger én løsning til fordel for en anden, ikke-fungerende. Hvis man vil droppe bremserne på bilen, fordi håndbremsen sikkert er god nok, bør den håndbremse godt nok testes igennem inden man kører.
Uanset om det forklarer årsagen til forløbet (hvor jeg mener at der er flere foruroligende aspekter end kun dette ene), fjerner det på ingen måde ansvaret.

Som en lille bonusinfo bør det vist også nævnes, at advokatfirmaet Bruun & Hjejle i forvejen arbejder for Danske Bank og dermed næppe kan anses for synderligt uvildige i deres undersøgelse.

  • 3
  • 0
Per Larsen

Ja der er travlt ved håndvasken, og kan man gi' manglende systemer skylden, er man safe. Uagtet alle "manuelle" advarsler.
Det vil jo være ret spændende at høre lidt om, hvad det var DK Bank købte da de betalte (var det 30 milliarder?) for den finske Sampo Bank.
Det var jo på daværende tidspunkt ikke en ny bank.

  • 0
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Alle der har mulighed for det, bør se høringen om hvidvask - især whitleblowerens indlæg. Man bliver rystet - han lægger ikke fingrene imellem.
https://www.ipetitions.com/petition/letter-to-danish-minister-of-health-...

Danmark - verdensførende indenfor statsautoriseret korruption... og det gælder sikkert også på mange andre områder, for det lader til at være en del af den danske kultur i toppen...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere