Danske Bank sparer 2,8 millioner på Open XML

XML-dokumenter har ry for at fylde forfærdeligt meget, men Microsofts nye dokumentformat kan komprimeres i en sådan grad, at Danske Bank sparer penge i virksomhedens SAN-system.

XML-dokumenter har det med at fylde ganske meget, men god, gammeldags kompressionteknologi kan tage luften ud af de tekst-baserede dokumenter.

Således regner Danske Bank med at spare 2,8 millioner kroner ved at gå over til Microsofts nye Open XML-dokumentformat, skriver det amerikanske Computerworld.

Vicedirektør Peter Schleidt siger til Computerworld US at virksomheden hørte om muligheden for at spare lagringskapacitet ved et besøg i Microsofts hovedkvarter.

Den danske bank har udført tests, som peger på, at det er muligt at opnå besparelserne.

Kompressionen udføres med den åbne Zip-algoritme. Det konkurrerende ODF-format, som støttes af blandt andet IBM og open source-miljøet, komprimerer også filerne ved hjælp af Zip.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Peter Makholm Blogger

Det eneste der kunne være i den historie er at Microsofts tidligere dokumentformater fyldte unødigt meget.

So what gives? Igen er der solstråle historier om at folk spare millionbeløb på at skifte fra et Microsoftprodukt til et andet.

Det samme skete da Microsoft gik i luften med XP (tror jeg) hvor en af deres store annoncekampagner handlede om en større dansk virksomhed der sparede et to-cifret millionbeløb på mindre nedetid.

Hvis Microsofts nuværende produkter er så elendige, hvorfor kikker folk så ikke ud over hvad Microsofts næste produkt kan?

Jeg kunne forstå hvis man annoncerede med besparelser på nye features, men hverken øget oppetid eller mindre pladsforbrug er nye features.

  • 0
  • 0
#5 Kristian Thy

... men laver du artikler for dig eller mig ;-)

Som Peter skriver, så lugter her af salgsgas. Det der reelt er tale om, er at Danske Bank har fundet ud af at de kan spare lagringsplads og dermed penge hvis de bruger et dataformat der kan komprimeres effektivt. Det er ikke ligefrem raketvidenskab.

  • 0
  • 0
#7 Thomas Knudsen

Poul-Henning kvad:

Har jeg forstået det ret? Fordi Danske Bank bruger Open XML skal de selv påtage sig bøvlet med at zip komprimere filerne, men hvis de havde brugt ODF var det sket automatisk ?

Tania, prøv lige at følge op på dette: det er faktisk ret interessant. Open Document Format ER zip-filer. Det gør det fantasktisk nemt at genbruge en grafisk figur fra et ældre dokument: unzip odt-filen, kig i figurunderbiblioteket, og kopier den relevante grafikfil. Lige ud ad landevejen (at gøre noget tilsvarende med Microsoftdokumentformater har været en PESTILENS).

Man kunne frygte at dette her bare er endnu et forsøg fra Microsofts side på at plante historier som viser deres tilsyneladende totalt talentløse format i et mere positivt skær end det fortjener (se fx http://www.grokdoc.net/index.php/EOOXML_objections for en glimrende - men nødvendigvis LANG - gennemgang af de problemer der er med Office Open XML som standard betragtet). Den helt korte version er denne: Microsoft har med deres Open XML taget et eksisterende lukket, binært format og indkapslet det i skidt definerede xml-tags, som stort set overalt er i modstrid med eksisterende internationale standarder.

Danske Bank og alle andre: pas på med brugen af Microsofts pseudoåbne format. Der findes LANGT mere gennemarbejdede alternativer - specielt Open Document Format (som med plugin kan anvendes med Microsofts Kontorpakke).

Det virker i øvrigt ikke specielt flatterende for Danske Banks edbkompetence at man er nødt til at tage en tur til Microsofts hovedkvarter for at opnå en så "revolutionerende ny indsigt" som at tekstdokumenter kan komprimeres kraftigt.

Så en gang til, Tania: Hvor er det lige historien ligger her? Der er næppe noget i den som kan undre version 2s kernelæserskare - heller ikke hvis det viser sig at det er Microsoft som står bag plantningen af historien.

  • 0
  • 0
#8 Anders Kåre Fogh Olsen

Jeg så en demo af Microsofts format på et tidspunkt, og deres dokumenter er faktisk en zip fil fyldt med forskellig XML indhold.

Microsofts programmer sørger altså selv for at lave zip filen, så Danske Bank (og andre) skal ikke selv gøre det.

Så vidt jeg husker, var det i Microsofts format også muligt at unzippe filen og finde grafikfiler, hvis man ønskede det.

Venlig hilsen Anders

  • 0
  • 0
#9 Deleted User

Hej Thomas og andre,

Artiklens centrale oplysning - faktum - er at DB har sparet 2,8 mio. kr. Den oplysning kunne Version2's læsere vel ikke regne ud.

Derudover handler denne her diskussion om, hvornår en nyhed er væsentlig. Hvis nu vi glemmer skyttegravskrigen et øjeblik og skriver

Virksomhed V sparer X kr. ved at gå fra teknologi/format/hardware-dims Y til Z

  • så kan vi vel godt være enige om, at det er væsentligt, hvis de indgående størrelser er væsentlige?

Med venlig hilsen Tania Andersen Version2

  • 0
  • 0
#10 Jarle Knudsen

Ligner meget på den kendte "Get the facts"-kampagnen fra en vis monopolist...

Jepp, mange pange at spare: hver gang man opgraderer Windows, skal MS Office også opgraderes (for den gamle kan vist ikke køre på nye Windows) ... med konvertering af dokumenter som følge da den ene MS Office ikke er så kompatibel med den anden MS Office!

:O)

  • 0
  • 0
#11 Peter Makholm Blogger

Alene observationen "Virksomhed V sparer X kr. ved at gå fra teknologi/format/hardware-dims Y til Z" mener jeg ikke er interessant ud fra et teknisk perspektiv. Som væsentlighedskriterie mener jeg mindst at man skal inddrage hvor overraskende observationen er og om observationen kan forklares.

At tekstfiler kan komprimeres op til 80% med en velkendt algoritme er ikke overraskende. At Microsoft Office-XML anvender en velkendt komprimeringsalgoritme er ikke en god forklaring på en besparelse i forhold til et tidligere format der lige så vel kunne have anvendt den velkendte komprimeringsalgoritme.

Så den tekniske væsentlighed kan efter min mening i denne historie koges ned til: Før Microsoft Office-XML har Microsofts dokumentformater været unødigt store.

Sammenligninger med ODF er ikke relevante for at gøre historien uvæsentlig.

  • 0
  • 0
#12 Thomas Knudsen

Tania skriver omkring væsentlighedskriteriet at

Artiklens centrale oplysning - faktum - er at DB har sparet 2,8 mio. kr.

Nej - DB hævder at have har identificeret en MULIGHED for at spare 2.8 megakroner.

Den oplysning kunne Version2's læsere vel ikke regne ud.

Nej - og da vi heller ikke har nogen som helst mulighed for at vide hvad DBs samlede lageromkostninger er, så er den oplysning fuldstændig indholdstom.

Hvis DB har en lageromkostning på 2.8 gigakroner, så svarer 2.8 megakroner til en promille, hvorfor det er fuldstændig ligegyldigt. Er besparelsen på 2.8 megakroner derimod en del af et samlet beløb på 3.0 megakroner, så må det jo siges at være en signifikant (potentiel) besparelse.

Men som artiklen står, så er den fuldstændig uden informationsindhold for alle andre end Danske Bank insidere som ved hvad bankens de samlede lageromkostninger er.

  • 0
  • 0
#13 Kristian Thy

Peter, jeg er (ikke overraskende) fuldstændig enig. Et godt eksempel er en anden V2-historie fra i dag: http://www.version2.dk/artikel/1715

Her er "Virksomhed V sparer X kr. ved at gå fra teknologi/format/hardware-dims Y til Z" ekstremt interessant fordi der er tale om ikke-triviel anvendelse af banebrydende teknologi, som tilmed er udviklet i et dynamisk samarbejde mellem dansk erhvervsliv og studerende. Det er da noget mere saftigt end om Danske Bank kan finde ud af at køre deres WinZip med -9 ;-)

  • 0
  • 0
#14 Deleted User

Thomas - du har helt ret - det er 2,8 mio. forventet, og ikke i sparegrisen (det står der nu også i artiklen). Men vi må vel regne med at en IT-direktør hos Danske Bank ikke slynger omkring sig med løse påstande - ellers kender jeg bankfolk dårligt.

Kristian - vi er altså enige om kriteriet, men uenige om væsentligheden af de indgående parametre i ligningen :) Det er fair nok.

Peter - jeg tror at det er for snæver en definition, du foreslår. Jeg tror vi ville gå uden om mange interesante historier, hvis vi skulle sætte vores filter så hårdt.

Mvh Tania/Version2

  • 0
  • 0
#15 Død Profil

OpenXML er givetvis et format som kan komprimeres. HTML og Notepad tekstdokumenter og endda konkurrenten ODF har samme egenskab.

På trods af det er omdrejningspunktet i artiklen, at de efter en tur hos Microsoft-HQ i USA og vha. OpenXMLs fortræffeligheder har udsigt til at spare en masse penge?

En bedre titel kunne have været "Danske Bank sparer millioner ved data-komprimering".

At de så vælger en ringe implementation som binder data-komprimering sammen med deres dokumentformat, det grænser i min bog nærmere til en skandalehistorie ;-)

Mvh, Søren

  • 0
  • 0
#16 Søren Bramer

Anders: "Så vidt jeg husker, var det i Microsofts format også muligt at unzippe filen og finde grafikfiler, hvis man ønskede det."

Jeg har netop haft lejlighed for at tjekke det. 7-zip udpakker fint en pptx fil, der viser sig at indeholde en mappestruktur med en masse xmldokumenter og billeder i 'løst' format.

  • 0
  • 0
#17 Peter Makholm Blogger

Tania skriver:

Peter - jeg tror at det er for snæver en definition, du foreslår. Jeg tror vi ville gå uden om mange interesante historier, hvis vi skulle sætte vores filter så hårdt.

Det er jo en påstand det er til at sætte nogle tal på. Jeres seneste nyt-side viser de sidste 100 historier, det er tilbage til 5. marts klokken 14.

Skimmere jeg hurtigt ned over listen finder jeg 3 (tre) historier der har formen "Virksomhed V sparer X kr. ved at gå fra teknologi/format/hardware-dims Y til Z", og så tæller jeg ikke historien om rengøring af fly med. Det er denne Danske Bank-historie, "Styring af it-projekter giver Skat millionbesparelse" (http://www.version2.dk/artikel/1679) og "Novo sparer 10 mio. kr. på IP-telefoner" (http://www.version2.dk/artikel/1640).

Jeg ved ikke om det er overraskende at Skat opnår en millionbesparelse ved at gå fra at styre projekter til hundrede af milioner kroner i regne ark til at bruge et egentlig projektstyringsværktøj. Jeg synes at historien er informativ fordi det giver et indkik i hvordan Skat har håndteret it-projekter, men lever måske ikke helt om til mit skærpede væsentlighedskriterie.

Historien om Novo Nordisk handler om at et projekt der først og fremmest handler om fleksibilitet har betydet en besparelse på 20%. Ikke alene var den den nye teknologi et bedre produkt, det var også billigere - det er da lidt en solstråle historie.

Historien om Danske Bank handler om en forventet besparelse der relativt set er ukendt og baggrunden er ikke specielt oplyst. Det er korrekt at der nok ikke er mange af os der kunne regne os frem til de 2,8 millioner kroner, men tallet er ikke specielt oplyst da vi ikke ved hvor meget Danske Bank bruger på storage. Den beregning de fleste af os ville kunne foretage er hvad forholdet i pladsforbrug mellem et gennemsnitligt Worddokument før og efter Microsoft Office-XML og det er den beregning vi kunne overføre til vores egne systemer.

Selv hvis vi diskvalificere alle 3 historier som de fremgår på nyhedsoversigten, så udgør de "mange interessante historier" 3% af historierne på Version2.

Lige som Kristian mener jeg absolut at historien om rengøring af fly er relevant og væsentlig. Men sjovt nok er vinklen ikke direkte "virksomhed spare millionbeløb på at bruge teknologi X", men kvalitetssikring og studieprojekter. Der er ikke et ord om den konkrete økonomiske besparelse.

Lad mig afslutningsvis sige at jeg mener at Version2 gør det godt og er absolut det bedste danske IT-medie. Og jo, vi er et kritisk publikum.

  • 0
  • 0
#18 Thomas Hansen

Er der så også nogen der har foretaget en beregning på hvor mange penge der så bliver brugt på CPU-varme-watt på at pakke hvert eneste dokument ind og ud hver gang der loades og saves? Når vi er oppe i de størrelser, er det vel noget der kan tages og føles på.

  • 0
  • 0
#19 Eskild Nielsen

En forventet besparelse på lageromkostninger ved at konvertere alle eksisterende officedokumenter?

Det forudsætter at man ofrer ressourcer på at konvertere alle dokumenter over hovedet.

Men hvis man gør det, så fordamper den væsentligste grund til at skifte til samme levarandørs nyere produkt i stedet for at skifte til alternativt produkt!

Genlæsning af artiklen giver så den alternative læsning, at banken ved at vælge et dokument format baseret på zippet xml, fremfor rå xml, opnår denne hypotetiske besparelse.

I så fald bliver det virkelige budskab i 'nyheden' at xml-dokumenter fylder af h... til, men kan heldigvis zippes effektivt!

WOW

/eskild

  • 0
  • 0
#20 Martin Rytter

Den danske bank har udført tests, som peger på, at det er muligt at opnå besparelserne.

Så lad os se resultaterne af de test.

  • Hvad fylder et typisk dokument ukomprimeret og komprimeret?

  • Hvad er sammenligningsgrundlaget for disse tal?

  • Hvad koster lagerplads?

  • 0
  • 0
#21 Jesper Lund Stocholm Blogger

Det er svært at argumentere imod holdningen til, at nyhedsværdien i artiklen er minimal - men I kaster jer jo over forfatteren som var I Trolls over flamebait.

Men lad os nu antage, at overskriften i stedet havde været "Danske Bank sparer 2,8 millioner på ODF". Mon det så havde afstedkommet samme respons med 20+ indlæg i samme hårde tone? Mon også Thomas Hansen havde været så kløgtig at påpege problemet med "Er der så også nogen der har foretaget en beregning på hvor mange penge der så bliver brugt på CPU-varme-watt på at pakke hvert eneste dokument ind og ud hver gang der loades og saves?", hvis det havde drejet sig om ODF?

Jeg havde håbet på et højere niveau herinde end ved www.computerworld.dk, hvor I selv kan prøve at gætte på antal kommentarer med indholdet "Danske ISP'er skal ikke lege politi" til artikler som

"Dansk ISP lukker for website efter henvendelse fra IFPI"

og

"Dansk ISP lukker for website efter henvendelse fra Red Barnet".

  • 0
  • 0
#22 Peter Makholm Blogger

Jesper, jeg synes faktisk du er den første der ikke klart går efter bolden, men angriber integriteten af dine meddebattøre.

Der har været nogle misforståelser om Microsofts format, der forhåbentligt er rydet af vejen. Jeg tror misforståelsen lidt skyldes at vi gerne vil tro at Danske Bank har gjort noget nyt og interessant og ikke bare skiftet til leverandørens nye produkt.

Resten handler om den konkrete nyhedsværdi af artiklen og en række konkrete vinkler der kunne give artiklen en merværdi. Og eftersom Tania bare har skrevet af efter Computerworld US, hvis jounalist næppe læser med, her kan jeg heller ikke se det som et personligt overfald.

  • 0
  • 0
#23 Jesper Lund Stocholm Blogger

Jesper, jeg synes faktisk du er den første der ikke klart går efter bolden, men angriber integriteten af dine meddebattøre.

Ja, men det var da så sandelig også meningen. Som jeg skriver, så er der ikke meget at udsætte på kritikken af nyhedsværdien i artiklen - i mine øjne er den også meget begrænset. Dermed er bolden sådan set sendt i mål. Den efterfølgende debat er blot endnu et eksempel på den forudindtagethed man kan observere på tværs af alle medier i øjeblikket i forhold til OpenXMl vs. ODF. Devisen er jo, at hvis noget er ODF-relateret, så er det fint - men hvis det er OpenXml-relateret, så kaster man sig over det og drejer debatten i retning af kritik af selve formatet OpenXml, Microsofts marketingmaskine og lignende. Denne debat er præcist et eksempel på dette og du sparker jo selv debatten i gang med din kommentar:

"Det eneste der kunne være i den historie er at Microsofts tidligere dokumentformater fyldte unødigt meget."

Du får dermed debatten til at dreje sig om noget evident - nemlig at Microsoft Office-formater tidligere ikke kunne komprimeres nævneværdigt (ja, vel egentlig binære formater generelt) - i stedet for at få den til at dreje sig om den oprindelige kerne i artiklen (som dog blev overset af forfatteren) nemlig at moderne dokumentformater som OpenXml og ODF kan komprimeres betragteligt ... og dermed medføre besparelser på virksomhedernes SAN-budgetter.

Niveauet defineres perfekt af Poul-Henning Kamps kommentar omkring hvordan komprimering af OpenXml-filer virker. Jeg nyder normalt hans blog på ing.dk, men helt ærligt? Er der en SMS-kæde i gang med beskeden "Microsoft-bashing på version2.dk - kom og vær med!" ?.

Du skriver, at jeg angriber integriteten af mine meddebattører, og det medgiver jeg gerne. Men hvis du kigger på flere af navnene i denne debat og deres "street cred'" i IT-verdenen, så er det klart på sin plads, og i dette tilfælde er "far ikke vred - han er skuffet". Du nævner tillige et sted at "Og jo, vi er et kritisk publikum.". Det er 100% korrekt - men det må også være muligt at være kritisk overfor indholdet af debatten. Jeg havde håbet, at version2 (og debatterne) ville adskille sig fra computerworld og comon i kraft af dets ejerskab af Ingeniøren, men indtil videre ser det ud til, at debatten generelt ligger imellem de to nævnte medier. Jeg havde håbet, at den i stedet ville ligge på niveau med dk.videnskab.jura, der befolkes af folk, der rent faktisk ved noget om emnet og sammen prøver at holde niveauet oppe ved at konfrontere folk, der spinner lidt for meget (i hvert fald da jeg fulgte den for sidst). Præcist det sidste savner jeg meget i denne tråd.

Generelt kan jeg ikke se noget problem i at kritisere integriteten af en debattør i et offentligt forum - blot det ikke tangerer tilsvining. Hvis du eller andre bliver sure over, at jeg mener at konkrete indlæg er under middel eller under min forventning, kan jeg jo ikke gøre noget så meget ved det. Jeg formulerer trods alt ikke min kritik som "amatøragtige IT-klaphatte" (hvilket jeg jo heller ikke mener).

:o)

/Jesper

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere