Danske Bank og Nets dropper samarbejde: Nu skal MobilePay konkurrere med mobilt dankort

Nets' Mobile Dankort skal alligevel ikke være en del af Danmarks mest udbredte mobilbetalingsløsning, efter forhandlinger endte i blindgyde.

Det mobile dankort bliver ikke en del af MobilePay. Det meddeler Danske Bank efter forhandlinger mellem storbanken og Dankort-administratoren Nets er afsluttet, uden at parterne kunne blive enige.

Nets er i år begyndt at teste det mobile dankort i udvalgte butikker. Kortet skal opbevares i en såkaldt digital wallet - en tjans, som MobilePay altså ikke vil tage på sig.

Bankdirektør i Danske Bank Jesper Nielsen oplyser, at man 'sammen med MobilePays partnerbanker ønsker at have kontrol over løsningen og den videre udvikling i fremtiden'.

Og det ønske er ikke foreneligt med at gøre MobilePay til kortholder for det mobile dankort, lyder det fra Danske Bank, der hæfter sig ved, at udvikling af anvendelsen af den nye dankort-version skal godkendes af Nets.

Læs også: Nets tester Dankort på mobilen i udvalgte butikker

Illustration: MI Grafik

Dertil kommer, at 2,6 millioner MobilePay-brugere i så fald ville skulle gentilmelde deres Dankort i app'en, og for mange brugere vil kortet komplicere oplevelsen af MobilePay, skriver Danske Bank i en meddelelse, som også understreger, at et partnerskab med Nets ville stå i vejen for innovationsmulighederne.

Meldingen fra Danske Bank gør det klart, at Mobile Pay er klar til at konkurrere med Nets om markedet for mobilbetalinger.

Læs også: Dankort på mobilen smækker døren i for Apple og Android Pay

Banken arbejder på en løsning, hvor brugerne ikke behøver logge på telefonen eller app'en, når de betaler indkøb for beløb op til få hundrede kroner.

Det vil sige en model, der ligner Nets' beskrivelse af det mobile dankort, som kan bruges uden pinkode på køb på op til 200 kroner.

»Det mobile dankort og MobilePay går nu to forskellige veje. MobilePay vil understøtte en transparent og åben betalingsinfrastruktur i Danmark og Norden med fri konkurrence baseret på betalingsterminaler, som kan klare alle slags betalinger og telefoner,« lyder det fra Jesper Nielsen.

Læs også: Nets om Dankort på mobil: Apples lukkethed tvang os til at bygge to parallelle systemer

Omvendt er Nets klar til at udfordre MobilePay. Nets vil lancere sin egen digital wallet-app, fortæller selskabet til Børsen.

Nets vurderer, at op mod halvdelen af alle betalinger i danske forretninger vil foregå via mobilen i 2020. Til den tid forventer Nets, at der vil være udstedt mere end tre millioner Dankort til mobilen.

Udfordringen bliver mødt køligt af Danske Bank.

Læs også: Avis: Mobilepay vil angribe Nets' dominans med tre tekniske alternativer

»Vi byder konkurrence velkommen, men noterer os, at Nets nu laver en løsning, der rammer slutbrugerne og går i direkte konkurrence med de banker, der udsteder dankort. Det tager vi ad notam - også for den fremtidige relation,« siger Jesper Nielsen til Børsen.

Henning N. Jensen, der er senior partner i PlusCon og ekspert i betalingsløsninger, spåede for nyligt, at udbredelsen af mobilbetaling vil blive langsommere, fordi danskere generelt har taget godt imod Dankort med kontaktløs betaling.

Det kontaktløse Dankort udgjorde over 15 pct. af alle Dankort-transaktioner i december 2016, hvilket må betegnes som en overraskende stor succes, bemærker Henning N. Jensen, der samtidig understreger, at forsinkelsen mest af alt kommer til at gå ud over MobilePay, fordi Nets tjener sine gebyrkroner, uagtet om der betales med fysisk eller digitalt Dankort.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Pløger Stougaard Nielsen

Kan vi eventuelt få en mindre opdatering, om andre betalingskort, såsom Visa/Mastercard, vil kunne integreres, og om dankort-app'en kun vil være forbeholdt det rene dankort, eller om det kun er dankort-delen på et integreret Visa-Dankort, som vil virke?

Som kunde i Danske Bank er jeg en smule bekymret, om det vil virke hos mig, da det tidligere er blevet beskrevet, at det er banken, som vil komme til at "pushe" det mobile dankort ud til den enkelte kunde via en tilmelding inde på netbanken. Det vil ligeledes være der, man skal få fjernet adgangen , hvis nu mobilen bliver stjålet eller går i stykker. Det er banken, og ikke NETS, som (oprindeligt) skulle stå for det. Hvis Danske Bank og Nets ikke har fundet en løsning, så vil det velsagtens kun virke for bankerne i BOKIS-samarbejdet, eller?

Samtidigt tænker jeg, at det også er bankerne, som skal have sin egen platform, hvis de vil pushe Mastercard o.lign. Hvis det kommer dertil, hvor jeg skal have én app til Dankort, en til mastercard (Masterpass, når det bliver tilgængeligt), en til Visa, eventuelt Google Wallet/Android Pay, som sikkert ikke vil kunne bruges med Dankort-delen, så gider jeg det ikke rigtigt.

Danske Bank lyder i denne sammenhæng som en bank med storhedsvanvid. Deres anke er, at de her 2.6 millioner brugere skal gentilmelde sine kort. Dengang jeg blev medlem af mobilepay skulle jeg igennem disse steps:

1) Tilmelding med telefonnummer (modtag og indtast sms-kode)
2) Tilmelding af betalingskort
3) Indtastning af kontonummer
4) Ved første betaling, log ind med nem-id
5) Beløbsgrænsen blev senere hævet, igen log ind med nemid
6) Senere kunne man tilmelde flere betalingskort (mastercard).
Altså gentagelse af steps 2 og 4.
7) Beløbsgrænsen blev igen hævet, man skulle logge ind på netbank for at verificere sig og underskrive en udvidet aftale.
8) Senere kom digitale kvitteringer (Storebox, som nu er ejet af NETS). For hvert betalingskort kunne man ikke modtage en kvittering, før man havde foretaget en UDGÅENDE transaktion på kortet. Dvs. sende 1 kr. til en ven for hvert tilmeldt kort, modtage den 1 kr. tilbage for hvert kort, vente op til 7 hverdage, og dernæst selv huske at gå ind igen for at tilmelde digitale kvitteringer.

Jeg ser flere fordele med NETS's løsning:
1) Integreret løsning. NETS ejer digitale kvitteringer, de står for straksclearing af alle kort, de administrerer NemID og formentligt også den mobile platform. Nets administrerer også en løsning, så medlemsklubber kan integreres direkte på dankortet.
2) Det mobile dankort vil, modsat mobilepay, være underlagt lovgivning i form at sikkerheden. Der vil ikke være beløbsgrænser, og erstatningsmulighederne er udvidet. Hvis du i dag bliver snydt via mobilepay over internettet, er det dit eget ansvar. Ved det mobile dankort er reglerne nøjagtigt, som ved det analoge dankort. Bankerne skal dække op til 4000 kr., og betalingen kan føres retur i svindelsager.
3) En wallet kan i princippet integrere alt fra Dankort til AmEx, over Eurobonus, til diverse kuponer fra alle lande.
4) Integreret direkte i, om ikke iOS, så i Android. Med mobilepay skal man først tænde for mobilen, låse op, åbne for app'en, holde henover NFC, og swipe for betaling, givet at den lille firkantede mobilepay-brik altså virker. I Rema1000 virkede NFC i brikken ikke, og QR-koden var ugyldig, når den blev skannet af app'en. Wallets er derimod direkte integreret i betalingsterminalen, og med en speciel integration i nyere Android-versioner, da de kræver en speciel godkendelse i Google Play. Det er bare at holde telefonen over en NFC-chip, selv med skærmen slukket og låst, og telefonen vil kunne låse sig selv op og godkende betalingen med fingeraftryk. Vi er nede på måske 10 sekunder her, modsat mobilepay, hvor jeg ofte skal kæmpe i op til et minut.

  • 1
  • 4
Henrik Madsen

4) Ved første betaling, log ind med nem-id
5) Beløbsgrænsen blev senere hævet, igen log ind med nemid

Nu ved jeg ikke om det er noget der er kommet til senere, men da jeg meldte mig til Mobilepay blev jeg ikke bedt om at indtaste NemID ved første betaling.

Da beløbsgrænsen kunne hæves, kunne man vælge om man ville hæve den til 80.000 årligt (Som jeg har og som er RIGELIGT) med sit CPR nummer, eller til 150.000 med NemID.

Jeg er sikker på at jeg aldrig har indtastet min NemID, fordi jeg ikke HAR NemID.

Jeg HAR derimod Mobilepay som virker fint til det jeg skulle bruge det til, nemlig privat overførsel mellem venner / familie og lignende og hvis jeg køber eller sælger noget privat (dba f.eks).

Jeg kan ikke bruge Mobilepay til at betale i butikker, men det giver heller ikke rigtig nogen mening når jeg allerede har et Visa/Dankort til den del og det virker som det skal.

Har (heldigvis) endnu ikke modtaget det trådløse Dankort og når jeg gør, må første opgave være at få cuttet antennen så den trådløse del ikke virker.

Så bruger man bare chippen og behøver ikke skulle skaffe sig en tegnebog eller mobilcover med plads til kort i en metal-foret lomme for at undgå at banditterne "fjernaflæser kortet".

  • 3
  • 0
Henrik Pløger Stougaard Nielsen

NemID-verifikationen kom vistnok først til senere, da NETS gik fra at bruge Java-løsningen til en mobilvenlig version. Det skete først i december 2014, så et lille års tid efter MobilePays lancering. Ved lanceringen (i 2013) var jeg også kunde hos DDB, og modtog en email fra dem om løsningen, som jeg prøvede med det samme. Og der mener jeg, at man skulle underskrive en netbank-aftale på sin almindelige computer med nemid. Jeg har i hvert fald et dokument i min bankmappe med vilkår, som jeg har underskrevet. Det er uvist for mig, hvordan det ser ud med andre banker.

Du har formentligt ret, og det er mig, som tager fejl, når jeg skriver, at man skulle verificere sig med nemid ved første betaling. Måske popper nemid automatisk op ved første betaling, som kræver en højere beløbsgrænse end 3000 kr.?

Den officielle guide fra deres egen hjemmeside:
https://www.mobilepay.dk/da-dk/help/privat/Pages/opsaetning-kom-i-gang.aspx
Åbn MobilePay-appen og vælg ’Opret ny bruger'.
Indtast dit mobilnummer.
Indtast dit fulde navn (som det står på dit gule sygesikringsbevis) og CPR nummer
Indtast email.
Indtast oplysninger om dit betalingskort.
Indtast kontonummer.
MobilePay kan brugeres af alle uanset bank
Vælg en firecifret personlig kode. Det er vigtigt, at du vælger en helt unik kode, som ingen andre kender, og som du ikke bruger andre steder.
Bekræft din firecifrede kode.
Du er nu klar til at bruge MobilePay.

At hæve beløbsgrænsen for mig har egentligt ikke noget at gøre med den årlige beløbsgrænse, men med den daglige. 3000 kr. blev for mig lige i underkanten, og det er en barriere, hvor jeg flere gange havde måtte gå uden om MobilePay og bruge almindelig kontooverførsel i stedet. Bl.a. ved et køb over DBA, hvor jeg prøvede at købe en brugt telefon, blev det et problem.

  • 0
  • 0
Henrik Pløger Stougaard Nielsen

Efter gennemlæsning af mit indlæg, har jeg svært ved at pege på hvor jeg kommer med en sådan udtalelse? Det er rigtigt, at jeg kommer med et gæt på, og jævnfør sprogbruget, måske 10 sekunder.

Og det gæt er baseret på tidsforbruget på lignende wallets, bl.a. Apples og Googles løsninger. Det ser dog ud til, at MobilePay er på vej med en lignende løsning i indeværende år, jf. denne video fra Youtube på 13 sekunder. 10 sekunder er vist ikke helt galt gæt!

Til sammenligning

  • 0
  • 0
Finn Christensen

Jeg ser flere fordele..

ved ikke at benytte nogen af de to PENGEfanters ligegyldige Apps.

Kontanter, netbank og evt. plastickort (Dankort/Visa) er hele 3 betalingsmidler.. hvorfor i alverden spilde tid/penge/gebyr[1] på endnu en... (ja.. ja.. "både nemt samt gratis" - nix, men tro du blot på mirakler)

[1] http://meremobil.dk/2016/05/coop-klargoer-1-200-butikker-til-mobilt-dank...
PENGEfanterne er i gang med et slagsmål om dig, 1) for at kunne malke en bid af indestående samt 2) snage i indkøbsvaner og tilmed 3) sælge betalings-/indkøbs-/reklame-info til dig selv, de handlende samt 3. mand (brokers).

  • 1
  • 0
Jan Nielsen

Jeg forstår ikke helt...
I artiklen står der at Nets laver sin egen wallet-app. Hvad er forskellen på en almindelig app og en "wallet-app"?
På Nets hjemmeside står der at de lancerer en Dankort-app der sammen med pengeinstitutternes "wallets" gør Dankortet letttere tilgængeligt...
Det synes jeg ikke hænger sammen. Jeg har en netbank-app, men hvad er "pengeinstutternes wallets"?
Jeg godt klar over at både iOS og Android har en app der hedder Wallet, men er det den som Dankortet kommer til at ligge i?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize