Danske Bank kører HP-servere ind hos IBM

Storbanken havde valgt IBM-servere som platform for den storstilede brug af Microsoft-software til at presse mere viden ud af data, altså til Business Intelligence. Nu erstattes de af hardware fra HP, som håndterer den tunge analysebelastning bedre.

IBM har måttet rydde et stykke gulv i sine driftscentre til servere fra konkurrenten HP. Det sker efter ordre fra den store outsourcing-kunde Danske Bank, der ikke har været tilfreds med, hvorledes IBM's Intel-baserede servere klarede en større opgave inden for kategorien Business Intelligence, erfarer Version2.

It-direktør Peter Schleidt bekræfter, at der er sket et skift.

»Vi har nu valgt nogle HP-servere, idet de skalerer bedre. Det vedrører et stort antal datamarts,« siger Peter Schleidt.

Datamart er betegnelsen for et udtræk fra det centrale data warehouse, hvor virksomheden samler alle relevante aktuelle og historiske data til analyseformål og herunder beslutningsstøtte.

Skiftet sker efter flere måneders drift på IBM-serverne, som banken havde købt som platform for en større strategisk satsning på BI-fronten.

Danske Bank har valgt at bruge Microsofts SQL-database og analyseplatform som fundament for et bedre lokalt beslutningsgrundlag. Tidligere var SAS Institute ene hane i kurven, hvad angik software til beslutningsstøtte.

Billigere teknologi

Den nye strategi medførte, at udtrækkene til de mere lokalt orienterede analyseopgaver kunne lægges på billigere, Intel-baserede servere.

Hos HP ønsker Keld Jersild Olsen, der overtog posten som administrerende direktør pr. 1. september, ikke at oplyse prisen på ordren. "Et anseeligt tocifret millionbeløb", er alt, hvad der kan presses frem.

Keld Jersild Olsen fortæller, at det er HP's kraftige Superdome-servere, der er kørt ind hos IBM.

»De er baserede på Itanium-processorer - den 64 bit-teknologi, som Intel og HP sammen har udviklet,« tilføjer han.

Danske Bank er ikke først blandt de store danske koncerner til at gå Microsoft-vejen på BI-området. Dansk Supermarked var pioner, men her tog det dog et år længere end planlagt, før der kunne slukkes for den gamle løsning, som kørte på IBM's kraftige Unixserver.

Størst på Itanium

Den nye BI-satsning var lagt på HP's Windows-baserede Superdome. Forsinkelsen hang imidlertid sammen med, at Microsofts software viste sig alligevel ikke at være helt på plads til at håndtere så store datamængder. Dansk Supermarked har siden meldt ud, at det nye BI-system nu kører fint.

Ifølge HP's Keld Jersild Olsen kører også Alm. Brand en Microsoft-baseret BI-løsning på HP's Superdome. Og nu altså Danske Bank.

HP er i øvrigt den største leverandør af Itanium-baserede servere, men markedsandelen for den type processorer er stadig beskeden.

»Herhjemme udgør Itanium-servere kun fem pct. af markedet i første halvår 2007,« oplyser Anders Elbak, senioranalytiker hos IDC. Han påpeger imidlertid, at det er et marked i vækst.

»Det tæller jo, at Itanium-servere typisk sælges samlet i store mængder til store koncerner,« tilføjer Anders Elbak.

Ifølge forlydender på markedet skulle der være en sådan kæmpeordre på vej til HP fra en af landets allerstørste virksomheder, men hos HP ønsker Keld Jersild Olsen ikke at kommentere Version2's oplysninger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere