Danske 40 gigabit-netværkskort skal køre virtuelle netværksenheder

TEMA: Når et stykke hardware skal klare flere funktioner, så skal der også kunne flyde flere data gennem netværksporten. Danske Napatech er klar til at skrue op til 40 gigabit pr. sekund.

Tætheden i moderne datacentre betyder, at der er behov for at kunne overføre flere data gennem færre kabler til færre stykker hardware. Det er ifølge den danske producent af netværksudstyr Napatech med til at skubbe udviklingen i retning mod 40 gigabit Ethernet i datacentrene.

Napatech lancerede i marts dets første netværkskort til 40 gigabit Ethernet, som kan afkode netværkspakkerne og distribuere dataene til op til 32 forskellige processorkerner på samme maskine. Det skal ifølge Napatech gøre det muligt at køre flere virtuelle netværksenheder på én fysisk maskine.

Napatech, som blot fremstiller netværkskort og ikke komplette servere, forventer, at det især kan være interessant for leverandører af såkaldte network appliances. Det vil eksempelvis være Intrusion Prevention Systemer eller avancerede firewalls, der skal kunne indsamle netværkstrafik og analysere den.

»Virtualisering giver en række fordele for leverandørerne af network appliances. Det gør det muligt at køre flere appliance-applikationer på den samme server. På den måde kan gamle og nye applikationer køre side om side,« udtaler direktør Henrik Brill Jensen fra Napatech ifølge en pressemeddelelse.

Napatech har derfor allieret sig med Spirent Communication om at udvikle et testmiljø, som kan bruges til at afprøve, hvordan en virtuel testmaskine yder sammen med de nye 40 gigabit-netværkskort.

»I takt med at applikationer flytter ud i skyen og trafikbehovet stiger, så vil muligheden for at teste de virtuelle miljøer på 40 gigabit-niveau være afgørende,« udtaler chef for netværk og applikationer hos Spirent, Jeff Schmitz, ifølge pressemeddelelsen.

Artiklen er en del af Version2's tema om virtualisering.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere