Dansk webtjeneste involveret i terrorsag: Fik besøg af britisk politi

Filupload-tjenesten Myupload.dk er igen i søgelyset hos britisk politi, der torsdag morgen mødte op hos ejeren for at få hjælp til en engelsk terrorsag. Tidligere har politiet beslaglagt tjenestens server to gange.

Klokken otte torsdag morgen bankede fire betjente på Rasmus Gjørrets dør: To i civil fra britisk politi, samt en lokal betjent fra Herning og en fra afdelingen NITEC, der rummer Rigspolitiets it-teknikere.

Men denne gang var Rasmus Gjørret blevet advaret om, at britisk politi meget gerne ville have oplysninger om en af de filer, der er blevet uploadet til tjenesten Myupload.dk, som han driver sammen med en ven.

»De ville gerne vide, hvem der havde lagt nogle bestemte filer op. Det foregik stille og roligt, og vi er bare glade for at kunne hjælpe,« siger han.

Tidligere har interessen fra britisk politi dog været skyld i en del irriterede miner hos de to internet-iværksættere, som to gange har måttet se deres webside gå offline, fordi politiet forlangte serveren udleveret fra det hollandske datacenter, de bruger.

Første gang var det uden forklaring, andet end at det hollandske hostingfirma kunne meddele, at det var sket med dommerkendelse og hele pivtøjet. To uger efter skete det igen, fordi kopieringen af indholdet af serveren åbenbart var gået galt første gang.

Henvendelsen drejede sig om en terrorsag, hvor en person er under mistanke om at have fremstillet bomber, og politiet ville meget gerne have alle de oplysninger, de kunne få, om en bestemt fil, der var blevet lagt på Myupload.dk af en bruger.

»Det var måske svært for dem at få noget ud af vores server uden hjælp. Strukturen kan være lidt uoverskuelig, hvis man ikke kender den,« siger Rasmus Gjørret om grunden til, at to betjente rejste til Danmark for at snakke med ham, når nu de allerede havde haft serveren under behandling to gange.

Myupload.dk er en tjeneste, hvor alle kan udveksle store filer. De to ejere af tjenesten tjekker flere gange dagligt, om der er klager over ulovligt indhold, og den første tanke, da britisk politi konfiskerede serveren, var at der måske havde været lagt børneporno op.

Tjenesten blev startet i 2007 som et fritidsprojekt af de to unge jyder og har rundet 200.000 uploads.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere