Interessen var overvældende, da den danske vin-applikation til Android Vivino blev lanceret i mandags. Faktisk overraskede interessen så meget, at serverne gik ned en dag efter lanceringen.
De to danske iværksættere Heini Zachariassen og Theis Søndergaard havde ellers gået forholdsvis stille med dørene, da de sendte deres vin-app på gaden. Til lanceringen havde de to lavet en Youtube video og kontaktet fire android-blogs.
»Der skete ikke så meget i løbet af mandagen, men om tirsdagen samlede en af verdens største blogs LifeHacker historien om Vivino op, og så gik det løs,« udtaler Heini Zachariasen i en pressemeddelelse.
Dagen efter lanceringen eksploderede opmærksomheden, og det tvang Vivinos servere i knæ.
»Det hele er bygget til at blive skaleret, men vi kunne bare ikke følge med, vi kunne simpelthen ikke starte servere op hurtigt nok. Vi gik lidt i panik, men det lykkedes os at få det hele op at køre efter 38 minutter, og nu kører det hele, som det skal,« udtaler Heini Zachariasen.
Vin-applikationen fungerer som et opslagsværk og hjælper brugeren med at huske, hvilke vine han eller hun har prøvet før. Det fungerer ved, at brugeren tager et billede af etiketten på vinen, som telefonen så sender til Vivinos serverer for at få den genkendt.
Herefter kan brugeren læse noget information om vinen og ?like? eller ?dislike? den. Derudover kan brugeren se, hvor mange andre der synes om vinen.
Databasen omfatter ind til videre 440.000 vine fra 42 forskellige lande.
Applikationen er tilgængelig til Android, men iPhonebrugere må vente lidt endnu med at få fingre i vin-app'en.