Dansk ’verdensklasse’-satsning på kunstig intelligens: Ihh, hvor vi gungrer!

Illustration: master1305/Bigstock
»Ministeren mangler med sin storskrydende udmelding tilsyneladende blik for den buldrende udvikling i kunstig intelligens, som foregår på globalt plan,« lyder det fra Henning Mølsted, redaktør på Version2.

Der blev ikke sparet på de store ord, efter at et bredt flertal i Folketinget i sidste uge havde aftalt at øremærke penge til forskning i digitale teknologier som kunstig intelligens, big data, Internet of Things, it-sikkerhed mv.

»Vi sætter for alvor skub i forskningen i kunstig intelligens,« lød det fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers i forbindelse med offentliggørelsen af aftalen. Ministeren mener i øvrigt også, at aftalen vil »styrke Danmarks fremtid« og »skabe enestående forskningsmiljøer i verdensklasse«.

Måske skulle ministeren gå til optikeren og få stærkere kontaktlinser, for han må have stirret sig blind på beløbet på 80 mio. kroner, som politikerne har afsat. Med afsæt i traditionel dansk andelstankegang, hvor sol og vind skal deles lige, er beløbet ikke bare smurt så tyndt ud, som det er muligt, ved at omfatte stort set alle de aktuelle buzzwords, som it-sektoren kan skrabe sammen for tiden.

Som altså – som nævnt – ud over AI er big data, IoT og it-sikkerhed.

Ministeren mangler med sin storskrydende udmelding tilsyneladende også blik for den buldrende udvikling i kunstig intelligens, som foregår på globalt plan. Dels er vi oppe imod meget giganters indædte satsning på AI. Amazon – som også driver verdens største cloudtjeneste – investerede sidste år 150 milliarder i forskning og udvikling, herunder en meget stor del i AI. For Googles vedkommende udgør beløbet 105 mia. kroner.

For at understrege Amazons solide dominans på AI-området fortalte en Amazon-repræsentant på it-analysefirmaet Gartners årskonference i Barcelona for nylig, at 8 ud af 10 machine learning-installationer kører på Amazon Web Services.

Men også Kina stormer frem inden for AI. USA har ganske vist næsten dobbelt så mange AI-patenter som Kina. Og amerikanske universiteter og virksomheder står bag den mest banebrydende forskning.

Men ifølge en analyse fra den japanske finansavis Nikkei voksede antallet af kinesiske AI-patenter til 8.410 mellem 2010 og 2014, og selv om der er langt op til amerikanernes 15.317 AI-patenter, så vokser den kinesiske patentportefølje godt syv gange hurtigere end den i USA.

Også finansielt spiller Kina med AI-musklerne. Der gives lån for trecifrede milliardbeløb til startups og industrigiganter for at booste AI-udviklingen i Riget i Midten.

Den kinesiske regering har dertil lanceret en strategi, der har som mål, at Kina skal være være verdens- og markedsledende på kunstig intelligens med en hjemlig AI-industri, der skal have en værdi på 150 milliarder dollars – svarende til lige knap tusind milliarder danske kroner – i 2030.

80 millioner – eller knap 14 kroner pr. dansker – er mere end syv gange mindre, end hvad USA investerer i AI pr. amerikaner. I 2017 lå USA's investering i området på over 5 milliarder dollars.

Beløbet herhjemme nærmer sig nærmest homøopati – der er fortyndet så meget, at der ingen virkning er tilbage, som det lød i DataTechs søstermedie Version2's debat forleden.

Hvis investeringen herhjemme skal have bare den mindste chance for at give en effekt set med globale AI-briller, står Danmarks Frie Forskningsfond, der skal forvalte pengene, over for en meget vanskelig prioriterings- og fordelingsopgave. Først og fremmest må man droppe enhver tanke om at lægge penge i samtlige buzzwordsområder, men tage et valg.

Og selv inden for AI-forskning er der enkelte muligheder. Eksempelvis kunne man vælge at støtte udviklingen af AI-redskaber til Nationalt Genom Center, som skal skabe grundlag for udvikling af bedre diagnostik og mere målrettede behandlinger ved hjælp af genomsekventering.

Her er Danmark nemlig qua vores omfattende datagrundlag på befolkningen ganske langt fremme.

En anden mulighed er at udpege et eller to områder for udvikling af AI-redskaber til sagsbehandling, der tager afsæt i den offentlige digitalisering, som af FN er udpeget til at være verdens førende.

Forskningssystemet må tage jernhandsken på og gennemtvinge en knivskarp prioritering af AI-midlerne, hvor kun de allerbedste eliteprojekter får støtte – selv om det går imod det grundlag, vi traditionelt står på.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Povl H. Pedersen

Fremfor at staten outsourcer masser af IT til udlandet, og sender en masse penge ud af landet, så burde de i stedet satse på at uddanne danskere til at passe disse IT jobs.

Lidt ligesom man engang ødelagde datamatikeruddannelsen og begyndte at lave IT Supportere i stedet da staten manglede dem.

Danmark praler af danskernes kreativitet, så få da ansat en masse mennesker i de områder hvor vi kan se at der er behov for kreativiteten. Lad være med at spare de forkerte steder, styrk ikke viden i udlandet, men i Danmark. IT drift er vigtigt, og meget af det man får med outsourcing kan mange unge mennesker skoles til. Det meste outsourcede er bare at følge en opskrift (flowchart). Og hvis man satser her, så finder man også de stjernefrø der kan blomstre senere. Nu har man sendt fødekæden til Indien.

Det hele drejer sig om at få tilstrækkeligt mange folk ind i IT branchen, for jo flere der kommer ind på gulvet, jo flere er der at finde de gode blandt. Og insourcing af IT drift til Danmark vil nok ikke ramme de danske virksomheder ret hårdt på medarbejderstaben. Og staten kan bare uddanne dem de skal bruge + lidt til.

Småpenge til tilfældige projekter hjælper ikke. Man skal have fødekæden på plads.

Hvorfor er Israel gode til IT Sikkerhed ? Fordi staten startede en masse projekter op i forsvarsregi, og efterfølgende er der kommet en masse spin-off virksomheder.

Så lad staten betale for visionære projekter som staten kan bruge, men lav et krav om at der kun kan anvendes dansk eller EU arbejdskraft. Eller ihvertfald arbejdskraft på dansk jord. Og gerne nogle med iværksætter mentalitet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder