Dansk vandkøling til amerikanske kernevåben-supercomputere

Danske Asetek skal levere vandkøling til serverracks, som skal bruges i datacentre for de amerikanske forskningslaboratorier, der holder øje med de USA's beholdning af kernevåben.

Energiforbruget til køling er en stor udgift ved supercomputere, og derfor har danske Asetek nu indgået en kontrakt med amerikanske Penguin Computing om at levere Aseteks serverrack-vandkøling til en række datacentre hos National Nuclear Safety Administration (NNSA). Det oplyser Asetek i en pressemeddelelse.

NNSA står for driften af de tre forskningslaboratorier Los Alamos, Sandia og Lawrence Livermoore National Laboratory, der i mange år har haft som hovedopgave at først at udvikle kernevåben til det amerikanske militær og siden holde øje med kernevåbenarsenalets tilstand. Den opgave involverede tidligere prøvesprængninger, men det er nu afløst af computersimuleringer, der kræver stor regnekraft. Laboratorierne har dog også en række andre grundforskningsopgaver.

Penguin Computing skal levere datacentre med udstyr opbygget efter HPC-udgaven af Open Compute-projektet, og til det formål har selskabet altså valgt den danske rack-baserede vandkøling.

Læs også: Dansk vandkøling skal vise sit værd på californiske supercomputere

Ordren er ifølge Asetek selskabets største for løsningen til serverkøling med en værdi på cirka 30 millioner kroner. Firmaet udviklede oprindeligt vandkøling til spil-pc'er og siden arbejdsstationer, men har altså også bevæget sig ind på markedet for vandkøling til datacentre.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize