Dansk vandkøling skal vise sit værd på californiske supercomputere

Danske Asetek skal levere vandkøling til to californiske datacentre, hvor den californiske energistyrelse vil måle effektiviteten af vandkøling.

Danske Asetek har vundet et udbud på opgaven om at levere vandkølingssystemer til et projekt, hvor den californiske energistyrelse, California Energy Commission, vil måle på effektiviteten af vandkøling. Det skal foregå med en installation på 90 serverracks i to datacentre, der huser supercomputere.

Læs også: Version2 Insight: Næste bølge til effektivisering af datacenteret - Docker og Mesos

Asetek har i forvejen leveret vandkøling til et par supercomputere, og det er ifølge stifter og direktør André Eriksen meget naturligt, at det lige er supercomputere, der er firmaets indgang til datacentermarkedet.

»Da vi startede firmaet, begyndte vi med vandkøling til gamere og overclocking-entusiaster. Det var et sted, hvor behovet var stort og risikovilligheden høj. Hvis man projicerer det over på datacentre, så er vi også gået efter 'early adopters' med supercomputerne,« siger André Eriksen til Version2.

Asetek begyndte med at levere installationsklare vandkølingssystemer i 2000 til et nichemarked, men indgik senere samarbejde med flere af de store pc-producenter om at levere vandkøling til først spil-pc'er og siden arbejdsstationer.

Siden har selskabet udviklet vandkøling til datacentre i form af en rack-løsning, hvor hver server kan få kølevand ledt direkte ind til en varmeveksler på processoren, hukommelse og en eventuel grafikprocessor i serveren.

Læs også: Nordjyder vil skære halvdelen af datacenterets køleregning

Fordelen ved vandkøling er, at vandet dels er mere effektivt til at lede varmen, og dels kan vandet føres præcis derhen, hvor der er størst behov for køling.

Læs også: Sådan giver 40 grader varm væske lydløs datacenter-køling

Ifølge Asetek er det muligt at spare cirka 50 procent på elforbruget til køling, ligesom det er muligt at genindvinde en del af varmen fra kølesystemet til opvarmning. Det har Asetek blandt andet leveret til universitetet i Tromsø.

Luftkøling af datacentre er imidlertid også blevet mere effektiv de seneste år med mere fokus på eksempelvis bedre adskillelse af kold og varm luft og in-row-kølesystemer, der placerer varmevekslingen mellem luft og kølevand i enheder mellem serverracksene.

Flere af de enorme datacentre, som bruges af store internetfirmaer, placeres desuden geografisk på breddegrader, hvor der kan anvendes frikøling frem for kompressordrevet køling, der kræver mere strøm. Det er mere vanskeligt i Californien, hvor der både er en lang sommer med høje temperaturer mange steder og fokus på at reducere energiforbruget. Det er også baggrunden for, at delstatens energistyrelse vil måle på den reelle effekt af vandkøling.

Projektet vil omfatte racks med udstyr fra forskellige producenter, som alle skal køles med Aseteks løsning, og effektiviteten skal måles med opstillet måle- og overvågningsudstyr. Efter 12 måneder skal der udarbejdes en rapport med resultaterne i form af energibesparelse, økonomiske besparelser og supercomputernes ydelse.

»Datacenterejerne er skeptiske - og med god grund. Men vi ved, at det tager tid. Da vi for seks-syv år siden gik til HP med vandkøling til workstations, så sagde de også 'hvad nu hvis det lækker?'. De var bange for kundernes reaktioner. Så det har vi været igennem før, og vores erfaring er, at så længe der står leverandørens navn på motorhjelmen, så tænker de ikke over, hvad der er indeni,« siger André Eriksen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere