Microsofts nye styresystem Windows 8 får en ublid medfart af den danske usability-ekspert Jakob Nielsen, som har testet den nye brugerflade på 12 forsøgspersoner. I et blogindlæg kritiserer han især Windows 8 for både at ville være det velkendte Windows og den nye tablet-brugerflade.
Windows 8 har nemlig både det klassiske Windows-skrivebord med applikationer i vinduer, men har samtidig det nye Modern UI, tidligere kaldet Metro, hvor man kun kan køre én fuldskærmsapplikation på en skærm af gangen.
Kombinationen af to vidt forskellige miljøer betyder ifølge Jakob Nielsen, at brugerne er nødt til at huske både to steder at finde funktioner og to måder at bruge dem på.
Jakob Nielsen betegner det nye design som mere elegant rent æstetisk, men mener samtidig, at det meget flade udtryk i stedet i stedet for illusion af 3D-knapper, gør det sværere for brugerne at gennemskue, hvilke elementer i brugerfladen der er interaktive.
Han kritiserer også Microsofts designretningslinjer for at være skyld i alt for lav informationstæthed, fordi der ikke kan vises nok information på skærmen, hvis man følger Microsofts design.
Windows 8 skal bygge bro til touch-enheder, og dér giver Windows 8 også problemer ifølge Jakob Nielsen. De forskellige fagter, man skal bruge for at navigere, er i visse tilfælde for komplekse, og der er skjulte elementer i brugerfladen, som er vanskelige at få frem.
Jakob Nielsen understreger, at han er glad for Windows 7 og forventer, at Microsoft kan få lavet de nødvendige justeringer i Windows 9, men han mistænker Microsoft for at have valgt, at styresystemet skulle være det samme på både desktop og tablet af markedsføringshensyn snarere end af hensyn til brugervenligheden.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.