Dansk udvikler: Fjollede døgnflue-apps er no-go i dag
»Det er ganske klart blevet sværere at trænge igennem støjen i AppStore og få brugerne til at hente vores apps - men jeg oplever det det ikke som træghed blandt brugerne, snarere en modning. I gennemsnit hentes vores apps mere end nogensinde før.«
Det siger app-udvikler, Solutions Architect og partner Esben Thorving Bjerregaard, iDeal Development i Aarhus, som reaktion på nyheden om, at Apple har opgraderet AppStore med vejledninger og videoer til udviklerne, netop fordi det bliver stadigt vanskeligere at fange brugernes interesse.
Apple har bl.a. lagt videoer og artikler ud, som skal klæde udviklerne på til at blive bedre til at trænge igennem det massive udbud af apps - nu 1,5 mio. apps i AppStore.
Esben Thorving Bjerregaard er enig i, at der er kamp om at få brugerne til at hente apps: I dag får du ikke en bruger til at hente en app, bare fordi den er sjov i fem minutter.
»Engang kunne du få massiv omtale - og rigtige mange downloads - ved at lave en fjollet app som f.eks. vores Shorts Vejr, der viser dig, om du skal shorts på eller ej, eller iBeer, hvor du kan 'drikke' fadøl fra din iPhone. Den slags single purpose apps, der tidligere var meget udbredt, ser man mindre og mindre - om end Shorts Vejr stadig har pænt med downloads,« siger han.
Han observerer ligesom Apple en modning af app-markedet - også fordi det rent faktisk ikke er så fancy længere at downloade apps:
»Fra et brugssynspunkt kræver det en indsats at hente en app - og det er ikke sjovt længere. Du skal søge appen frem, måske indtaste din adgangskode, vente på, at appen hentes, og endelig finde appen i den ofte lange liste af apps installeret på telefonen. Er du utilfreds med appen, skal den måske slettes bagefter. Det er alt sammen besværligt, og det stiller derfor langt større krav til app-udviklerne, både på indhold, kvalitet og synlighed,« siger Esben Thorving Bjerregaard.
Apps, som udviklingsfirmaet laver idag, har typisk en længere udviklingshorisont end tidligere.
»Alt sammen tegn på, at appmarkedet har nået et andet modenhedsniveau, end det havde, da vi startede med at lave apps i 2011.«
