Dansk telelogning vækker kritik fra menneskerettigheds-vagthunde

De 550 milliarder årlige registreringer af danskernes tele- og internetbrug er et stort indgreb, som skal evalueres grundigt. Sådan lyder det i Institut for Menneskerettigheders årlige rapport.

Da Folketinget besluttede at indføre logning af alle danskernes brug af telefon, e-mail og internet, rummede loven også en evaluering af hele konceptet.

Men skiftende justitsministre har udskudt denne evaluering, og heller ikke den nuværende minister Morten Bødskov ønsker at se logningen efter i sømmene.

Det møder kritik hos Institut for Menneskerettigheder, som i årets statusrapport om Danmark bruger et kapitel på emnet databeskyttelse.

Logningen af blandt andet hvem der ringer til hvem er et ’omfattende indgreb’ i retten til privatliv, og derfor skal loven også udsættes for en uafhængig evaluering, mener instituttet.

Antallet af registreringer er blevet væsentligt højere end forventet oprindeligt, så i 2010 blev der gemt 550 milliarder datapunkter om danskernes tele- og internetbrug. Det svarer til omkring 270 registreringer om hver dansker – fra spæd til olding – om dagen. Alle oplysninger bliver gemt i fem år.

Evalueringen skal sikre, at dataene bliver brugt efter hensigten, som var at bekæmpe terrorisme, og ikke målrettes almindelige former for kriminalitet, skriver Institut for Menneskerettigheder.

Kritikken bakkes op af Enhedslistens it-ordfører, Stine Brix.

»Den danske logning er et skræmmende eksempel på, at myndighederne er gået alt for vidt på bekostning af vores privatliv. Overvågningen er alt for massiv,« udtaler hun i en pressemeddelelse.

Ud over logningen af teledata er instituttet bekymret over danskernes brug af Facebook og anbefaler mere oplysning til borgerne om deres digitale rettigheder.

Også brugen af cloud computing får ord med på vejen i rapporten fra Institut for Menneskerettigheder. Her lyder anbefalingen, at offentlige myndigheder skal lave en analyse af privatlivsbeskyttelsen for alle nye it-løsninger, herunder dem der bruger cloud computing.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kurt Westh Nielsen Blogger

Godt med noget kritik af en udvikling, som er sket præcis sådan, som det blev frygtet af modstanderne inden telelogningen blev en realitet. Når den slags tiltag er implementeret er det nærmest en naturlov, at det er så fristende at rykke grænserne. Først var det for at forhindre terrorisme, så organiseret kriminalitet, så børneporno, så fildeling, så pornografi, så afvigende holdninger, så unormalitet, så uheldige udtalelser, så utålelige meninger, the list goes on...

Det kunne være interessant at undersøge hvad den reelle nyttevirkning er af den eksisterende lovgivning. Sådan husker jeg i hvert fald de løfter, der blev afgivet før logningsbekendtgørelsen var en realitet: Man ville undersøge effekterne efter en passende tid og så vurdere, om kravet om telelogning udover de rent faktiske fatureringsmæssige formål skulle afskaffes igen. /kurt

  • 10
  • 0
#2 Sune Marcher

Det indsamlede data kan reelt set ikke bruges til ret meget, og de eneste der har glæde af logningsbekendtgørelsen er de konsulenthuse der hjælper ISPerne med at implementere løsningerne, samt hardwareleverandørerne.

Men det er et ret godt røgslør for PET, så behøver de ikke snakke så højt om det adgang de har til den rå datastrøm.

  • 1
  • 0
#3 Glen Madsen

Sune -> Men det er et ret godt røgslør for PET, så behøver de ikke snakke så højt om det adgang de har til den rå datastrøm.

De har da ikke brug for et røgslør og de behøver da heller ikke snakke om hvad de har adgang til og hvorfor??? PET skal have ubegrænset adgang til ALT!!!!! De beskytter jo vores land så hvorfor skulle de ikke have ret til at lede ALLE steder uden at spørge om lov først ??

  • 1
  • 4
#4 Steen Larsen

Desværre forstår de fleste mennesker slet ikke hvor farligt logning er.

Bare se på Syrien hvor mennesker er blevet dræbt efter at myndighederne opsporede menneskerettighedsforkæmpere fordi de modtog opkald fra en bestemt avis i UK.

Logning giver også forskellige organisationer en masse data som de evt. kan bruge til at afpresse vores folkevalgte representanter og andre.

Logning er en fare for demokratiet. Så simpelt er det.

Mvh Steen

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere