Dansk teknologi får Windows-applikationer til at køre i browseren

I stedet for at omskrive en Windows-applikation til Flash eller et andet browser-venligt sprog, så tilbyder danske Roozz at gøre det originale program i stand til at køre fra en server som en applikation i brugerens browser.

Danskerne bag firmaet Roozz.com vil gøre det lettere for softwareudviklere at gøre deres applikationer i stand til at køre direkte i brugerens browser i stedet for at blive installeret på pc'en.

Det skal gøre det muligt eksempelvis at opkræve brugerbetaling for brug af applikationen i stedet for at sælge en licens, og samtidig skal programkoden kun vedligeholdes på serveren i stedet for at distribuere opdateringer ud til klienterne.

Roozz-bagmændene sammenligner selv teknologien med Adobe Flash snarere end med virtualisering, fordi programmet kører på brugerens pc, men filerne streames fra Roozz.com og Amazons servere.

»En almindelig .EXE-fil sender et grafisk output til et vindue i Windows. Det output opfanger vi og sender et andet sted hen,« forklarer direktør Thomas Jam Pedersen fra Roozz.

Roozz-platformen består af to komponenter. Udvikleren af applikationen skal udlevere programmet til Roozz, som dog ikke behøver kildekoden, men kan anvende den binære eksekverbare fil. Den pakker Roozz ind, så den kan streames til brugerne.

Brugerne skal installere et plugin til browseren, hvorefter de kan streame programmet fra Roozz. Når brugeren anvender applikationen, så bliver programfilen hentet fra serveren og afviklet på brugerens pc. Roozz-klienten anvender således pc'ens processor til afviklingen.

Plugin'et sørger for at opfange det grafiske output og sende det til browservinduet, og én af udfordringerne for Roozz er da også eksempelvis applikationer, som viser en såkaldt splash screen ved opstarten, som gør det vanskeligt at opfange det korrekte output. Lige nu vurderer Roozz-folkene, at de kan konvertere cirka 40 procent af Windows-applikationer.

I modsætning til applikationsvirtualisering skal applikationen kunne køre på brugerens styresystem. Man kan således kun køre Windows-applikationer på Windows. Roozz arbejder på et plugin til Linux og Mac, men det vil stadig primært være applikationer skrevet til de to platforme, som kan køre via Roozz. I nogle tilfælde vil det dog være muligt at oversætte applikationer skrevet i .Net til at køre på Mono til Linux og Mac.

Roozz ser især potentiale for at bruge platformen for at distribuere software på en måde, hvor udviklerne undgår piratkopiering, fordi det er muligt at opkræve login eller betaling, før brugeren får adgang til at streame applikationen.

»Når folk skal betale for noget, så vil der være nogen, som kopierer det. Med Flash er det nemt at lave reverse engineering og lægge en gratis kopi på en anden server. Så fra start af har vi haft stort fokus på god kopibeskyttelse,« siger Thomas Jam Pedersen.

Eksempelvis kan der være filer, som ikke bliver lagt i cachen lokalt på pc'en, men i stedet bliver krypteret på serveren og dekrypteret i hukommelsen på klienten.

For Roozz skal det gøre platformen attraktiv for eksempelvis spiludviklere og softwarefirmaer, som allerede har en applikation til Windows, men som gerne vil kunne distribuere den via internettet mod betaling.

I stedet for at lave en ny version, som eksempelvis er skrevet i Flash, så kan den samme programfil genanvendes med Roozz' indpakning.

Udover en række spil arbejder Roozz lige nu også på at få lavet en konvertering, så Microsoft Dynamics C5 vil kunne afvikles via Roozz.

Roozz ser også muligheder i Googles nye Chrome Web Store, som er en platform for salg af netop browserbaserede applikationer, hvor Roozz-udviklerne håber at kunne få kunder fra softwarefirmaer, som vil med på den bølge, men ikke vil bruge ressourcer på at omskrive programmerne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Carsten Olsen

Der er mange nye gode ideer i det.

Ny model for betaling af Software. Hvis fraværet af en softwarelicens betyder at man ikke pålægger brugerne nye byrder, så er det en god ide. (eneste byrde brugeren får er at hun skal betale et rimeligt beløb for at bruge softwaren)

Dog ser det ud til at Chrome OS tilbyder den samme funktionalitet kaldet Chromoting, denne kører dog uden plug-in i browseren. På Windows maskinen skal der her ikke recompileres .exe filer, men installeres en driver som Google leverer (Måske gratis)

Men hvem ved, Chrome OS bliver måske aldrig færdig på grund af tekniske-problemer. (juridiske-problemer med MS, egen formodning) (Chrome OS Kører ihvertfald fint i.flg. de få testere, se f.eks. diverse YouTube)

  • 0
  • 0
#4 Daniel Udsen

Applikationer streamet over nætværk er en standard feature på unixsystemer via xforward, RDP har også muglighed for at streame applikationer, nye er at det implementeres via activeX/OLE komponenter inden i browservindoer, hvilket heller ikke er helt nyt.

Det ville værre rimeligt interesant at vide hvad der helt precist ligger bag teknisk for artiklen giver ikke meget info om hvad der teknologisk er nyt i deres koncept ud over at servervirtualisering tilsyneladene er involveret.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere