Dansk startup vil bruge AI til at finde din gamingmakker: »Vi vil reducere giftige spil-miljøer«

Bjarke Felbo (th.) har en bachelor fra DTU og en kandidat fra MIT, der også tilbød ham et ph.d.-stipendium. Han lærte at programmere, da han var 11. Illustration: Rune
Hvis du spiller med folk, du passer godt sammen med, får alle en bedre oplevelse. Derfor har en startup nu bygget en AI, der skal hjælpe gamere med at møde andre, de har god kemi med.

En startup, der bl.a. består af danske Bjarke Felbo, har lavet en kunstig intelligens, der skal hjælpe folk med at finde venner, når de spiller mobilspil. Virksomheden hedder Rune, og den er lavet af Bjarke og Sanjay Guruprasad, der mødte hinanden på Massachusetts Institute of Technology
(MIT).

Efter en aften med brætspil blev de to enige om, at det var på tide at droppe ph.d.-projektet og i stedet lave en virksomhed.

Version2 har talt med den danske partner i start-up'en om, hvilke tanker og overvejelser man har, når man laver en virksomhed baseret på kunstig intelligens.

Hvordan fandt I på idéen at lave en 'friend-finding'-AI til mobilspil? Var det noget, der manglede?

»Vi kom på ideen, fordi vi ville reducere toxicity (giftige miljøer, red.) inden for gaming. Vi undersøgte, hvordan de eksisterende løsninger prøver at løse det, og så hvordan de typisk gør det post-hoc, dvs. efter skaden er sket. Vi tænkte, at en stor del af den toxicity, der findes indenfor gaming, kan undgås, hvis man spiller sammen med folk, der passer til ens personlighed. Det er fantastisk nu at se, at det fungerer!«

Hvad er din egen relation til AI – og hvorfor skal det bruges i denne sammenhæng?

»Jeg har altid været fascineret af at modellere menneskelig adfærd, både ved brug af statistik og senere AI. Noget af det fantastiske ved AI er, at det kan lære at forstå koncepter, som vi ikke eksplicit kan definere. Hvorvidt to personer er et godt match er diffust og udefinerbart, og AI er derfor perfekt til dette.«

Hvordan er AI'en udviklet, og hvilke muligheder og udfordringer har det givet?

»Den er udviklet ved brug af Pytorch og FAISS, som er to Python-biblioteker. Indenfor f.eks. tekst- og billedmodellering er der mange standardiserede neurale netværksstrukturer, men det er ikke gældende inden for personlighedsmodellering. Det har derfor været vigtigt for os at vælge Pytorch, da det giver meget fleksibilitet i, hvordan man definerer sit deep learning-netværk,« siger Bjarke Felbo og fortsætter:

»For at gøre vores AI effektiv og skalerbar har vi udviklet den sådan, at den kan karakterisere en bruger på tværs af hundreder af personlighedsdimensioner. Vi kan derefter bruge FAISS til approximate nearest neighbor search, således at vi lynhurtigt kan finde brugere, der ligner hinanden, på tværs af personlighedsdimensionerne.«

Hvad skal AI'en kunne? Altså, hvilke parametre kigger den på?

»AI'en bygger på min forskning fra MIT indenfor personlighedsmodellering. Den bruger deep learning til at karakterisere hver brugers personlighed på en række forskellige dimensioner såsom humor, hvorvidt man er udadvendt og lignende. Det er ikke os, der har defineret dimensionerne. Det er alt sammen lært af AI'en,« siger han og fortsætter:

»Mens AI'en får nogle input udefra som spilstatistik og demografi, så er de vigtigste signaler, hvordan spilleren interagerer med Rune-platformen. Det gælder f.eks, hvem man kan lide at spille med, hvor længe man spiller, og om man er blevet venner gennem Rune.«

Ser du nogle risici ved at bruge en AI i en social sammenhæng?

»​Der er risici ved brug af enhver algoritme og dataindsamling. Vi er meget bevidste om, hvilke data vi indsamler, og hvilke vi undlader at indsamle. Eksempelvis gemmer og analyserer vi ikke folks samtaler.«

Hvad tænker du selv er fremtiden for Rune?

»Vi har fået mange e-mails fra brugere, der fortæller, at de har fundet fantastiske venskaber på Rune. Jeg håber, at vi kan skalere Rune op, så vi kan skabe mange flere venskaber over hele verden og samtidig reducere toxicity inden for gaming.«

Sidste spørgsmål: Hvad er jeres planer rent økonomisk?

»Vi har rejst 2 mio. USD fra anerkendte investorer som YCombinator, Makers Fund og nordiske byFounders. Pengene skal bruges til at få nogle skarpe programmører med på teamet, så det ikke er min cofounder, Sanjay, og mig, der koder det hele.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

"AI'en bygger på min forskning fra MIT indenfor personlighedsmodellering. Den bruger deep learning til at karakterisere hver brugers personlighed på en række forskellige dimensioner som humor, hvorvidt man er udadvendt og lignende. "

Hvilke data har man brugt til dette?

  • 0
  • 0
Hans Nielsen

"Eksempelvis gemmer og analyserer vi ikke folks samtaler"

Tror ikke at deres model har en gang på jorden, især ikke når der kommer nye Mobil versioner, hvor man ikke får den mulighed.

Men de har adgang til folks samtaler ?

Vil ikke en gang oveveje at installere den selv,

Hvis jeg skulle spile, så ønsker jeg personligt at møde nogle som er lige så dygtige som mig. Venskaber kommer på andre måde og alligevel, også i spilet.
Styrken ved det sociale i spil, er jo tit at man vil møde og få social kontakt med mennekser man overhovedet ikke vil have mødt i real life eller andre steder på nettet.
Nu skal de mennesker man skal møde der, så også være de samme man vil møde på Tinder eller Facebook

Personlig ville jeg nok have fået min ph.d, inden jeg kastet mig ud i det her. Så var det også mere bagage når man skulle videre i livet.

Mat og Gitte var nok ikke blevet guilt venner

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/gaming/gittes-bedste-gamerven-mats-doed...

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere