Dansk startup bag data science-platform: Virksomheders umodenhed er en udfordring

Data science-platformen Grace Illustration: 2021.ai
Mange selskaber er endnu ikke på et stadie, hvor de har brug for en platform til data science. Men det kommer de, hvis de er seriøse omkring AI, mener data science-chef.

Det teknologiske landskab inden for data science og AI er i høj grad præget af open source. Og selvom det i teorien bare kan hentes gratis ned og tages i brug, er det ikke nødvendigvis ligetil at konfigurere og installere, og det er en proces, som skal gentages, hver gang der kommer nye versioner og opdateringer.

Store teknologivirksomheder som Uber og Amazon ender med at bygge open source-rammeværk, der dækker netop deres behov. Den tilgang er ikke en mulighed for alle virksomheder, og derfor satser det danske startup 2021.AI på at levere en data science-platform, som er lig med det, techgiganterne bygger fra bunden.

»Ideen er at bygge en platform og rette den mod selskaber, der ikke er teknologiselskaber,« fortæller Benjamin Biering, Head of Data Science hos 2021.AI.

For selskaber, der ikke kan skrive 'teknologisk fyrtårn' i Linkedin-profilen, er det både dyrt og krævende at udvikle og vedligeholde en data science-platform, vurderer Benjamin Biering.

Men det betyder ikke, at virksomheder, der vil arbejde mere aktivt med data, ikke ender med samme behov som giganterne, når det handler om at implementere AI i deres forretning. Derfor har 2021.AI forsøgt at indfange de nødvendige behov i deres platform, Grace:

»Det, platformen gør, er at give data scientists et værktøj og et miljø, hvor de kan udføre deres job mere effektivt. Der er ikke nogen præ-pakkede algoritmer, ikke noget drag-and-drop. Det er et effektivt produktionsmiljø, hvor data scientists kan skrive og eksekvere på kode, arbejde sammen om projekter, gentræne monitorere og rapportere på de modeller, der er i produktion. Ideelt set kan en AI-platform tale til alle selskabets dataplatforme, samtidig med at AI-modeller i produktion kan kommunikere tilbage til dataplatformen.«

Dette er en forkortet version af en artikel bragt hos DataTech. I den oprindelige artikel kan du blandt andet læse mere om, hvorfor 2021.AI har valgt at udvikle Grace i Kubernetes-containere, hvordan platformen giver mulighed for at sætte modeller i produktion, og hvordan mange virksomheder i dag ikke har data i en kvalitet, der egner sig til AI.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere