Dansk spil-promotor efter ny piratkopi af Amiga-klassiker: Ulovligt videresalg er et stigende problem

Det er voksende problem, når spiludviklere pludselig ser piratkopier af deres spil på diverse online sites, fortæller dansk spilpromotor i USA. Senest er Amiga-klassikeren Battle Squadron blevet solgt ulovligt på Amazon og Steam. Gør overvågning til firmapolitik, lyder rådet.

Piratkopiering af spil er et stigende problem, og konsekvenser ved ulovligt videresalg er stort set ikke-eksisterende.

Det mener Hans Olsen, der arbejder som spilpromotor for virksomheden Game Promotor i San Francisco og som er med til at rådgive spiludviklere i, hvordan de både kommer ind på det amerikanske marked og ikke mindst holder øje med, at deres spil ikke ender som piratkopier, som så videresælges ulovligt.

Senest opdagede det danske spilfirma Cope-com, at firmaets 1989-Amiga-klassiker Battle Squadron pludselig kunne købes online på både Amazon.com og spiltjenesten Steam uden tilladelse fra Cope-com selv. Videresalget blev opdaget af Hans Olsen. Ifølge ham er sager lig det, Cope-com har oplevet, i vækst:

»Vi har alene det seneste år haft kendskab til mindst et dusin lignede eksempler, og man skal huske på, at det ofte kun er tilfældigheder, der gør, at man finder ud af, at piratkopieringen foregår. Det er ufatteligt let for enhver at købe og downloade et spil fra én salgskanel, for derefter at videresælge via andre kanaler uden tilladelse,« fortæller Hans Olsen til Version2.

Som Version2 kunne fortælle torsdag indgav danske Cope-com en klage til både Amazon og Steam, der i dag, fredag, har trukket spillet tilbage, så det ikke længere er muligt at købe. På Steam var det britiske Alternative Software Ltd., som stod bag videresalget gennem Steams hjemmeside. Hvem der har lagt piratkopier op på Amazon til både Windows-platformen og Mac OS er endnu uvis.

Læs også: Dansk Amiga-klassiker bliver piratkopieret igen - nu via Amazon og Steam

Pirater har nemt spil

Hans Olsen synes, det er en skam, at især mindre firmaer som Cope-com gang på gang rammes af sager om piratkopiering. Og det er da heller ikke første gang, at danske Cope-com har været i problemer.

Som Version2 kunne fortælle tilbage i 2012, endte Cope-com også i en sag med Dansk Supermarked, der blandt andet driver supermarkedskæderne Netto og Føtex. Her opdagede folkene bag Cope-com pludselig, at netop spillet Battle Squadron lå på en joystick-computer, som Dansk Supermarked solgte i sine butikker. Joysticket blev senere trukket tilbage efter Version2’s dækning og Cope-coms kontakt.

Den slags tilbagevendende sager er ifølge Hans Olsen desværre en del af gamet:

»Cope-com-sagen er beklageligvis ikke unik. Medmindre den enkelte salgskanal (som eksempelvis Amazon, red.) er op oppe på dupperne og opmærksomme på de at spil, der dagligt sættes til salg faktisk, licensmæssigt, er lovlige, er der frit spil for piraterne,« siger Hans Olsen og uddyber:

»Ofte kommer spiludviklere til os efter hjælp, og i mange tilfælde har vi de fornødne kontakter til at fjerne spillet fra salgsportalen ganske hurtigt. I nogle tilfælde er det en simpel proces at fjerne et piratkopieret spil fra en kanal, andre gange er det et langvarigt tovtrækkeri«.

Læs også: Netto sælger crackede danske spilklassikere

Næsten ingen konsekvens

Men hvad er der overhovedet af konsekvens, når eksempelvis firmaer som Alternative Software Ltd. fisker løs på markedet af piratkopier og så videresælger Battle Squadron på en tjeneste som Steam? Næsten ingen, lyder det fra den danske spilpromotor.

»Der er ganske få konsekvenser for de personer, der ulovligt videresælger spilprodukter. Som i andre brancher kan man via lovgivningen og via rettens vej beskytte sine varemærker og sine produkter,« fortæller han og fortsætter:

»Men det er de færreste spiludviklere, der har ressourcer og økonomi til en dyr og langvarig retssag. Og i de fleste tilfælde gemmer den ulovlige sælger sig bag falske profiler, falske e-mailadresser og tilslører sin IP, hvilket tilsammen gør det en kompliceret opgave at finde frem til bagmanden,« forklarer Hans Olsen.

Læs også: Spilfirma og Dansk Supermarked begraver strid om crackede spil

Gør overvågning til en mærkesag

Da sager om piratkopiering med stor sandsynlig vil ramme både store og små spiludviklere løbende, er det bedste råd, Hans Olsen kan give, er, at man ganske enkelt gør overvågning til fast firmapolitik.

»Game Promotor anbefaler helt klart, at alle spiludviklere gør det til en mærkesag at afsætte tid til at undersøge via internettet, om ens produkter bliver ulovligt solgt. En simpel Google-søgning på ens egne spil mindst én gang om måneden skader jo ikke,« slutter han.

I den forbindelse er det også muligt at bruge funktionen Google Underretninger. Den funktioner finder du et link til her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Have selv en Atari ST, den levet langt og længe, og blev afløst af min første PC til 32.000,- måtte så bruge først 4000 extra på ram, og efterfølgende 1000 på mere ram til grafikkort. Men så kunne jeg også køre Win 3.0 i Enhanced mode. Men Atari ST (og Amiga) var på mange måder stadig meget bedre, men udviklingen var gået i stå. Måske godt nok, da det (PC) fragment senere blev en del af min levevej. Så penge var givet godt ud. Når man have brugt sådan en sum, under sine studier, have man ikke penge til spil, så der blev lystig piratkopier. Mange af spilene var ikke de disketter værd de lå på, så det var helt fint for mig. Købte senere de 1-2 spil, man virkelig gad, og som var det hver. Men det var år før der var Internet, og modemet kørte maximalt 300/1200 baud med opkald til BBS.

Som sagt nostalgisk, det var tider

  • 2
  • 0
Brian Hansen

Hvad regner Cope.com med at få ud af at lægge sag an? Jeg nægter at tro på de er gået glip af en indtjening på grund af kopierne. Faktisk tror jeg hele deres indtjening er baseret på skræmmekampagner til at få f.eks. Amazon til at betale i stedet for at komme i medierne.

  • 6
  • 0
Casper Niebe

Det er fantastisk at læse - ikke så meget om omstændighederne her i artiklen - men at der stadig er liv i de gamle klude. Begge stifterne af Cope Com var med helt tilbage i guldalderen i slut 80'erne og start 90'erne, og var aktive i den såkaldte Demoscene. I hvert fald Torben var i Silents sammen med navne, der også bør vække genklang hos entusiaster. F.eks. arbejdede han i Silents demogruppen sammen med Jesper Kyd, der i dag er en super eftertragtet komponist til AAA-spil (og sikkert også film) i USA. Assassin's Creed er blot et af de spil, jeg lige kommer i tanker om.

Det viser, med al ønskelig tydelighed, at de nørder, der skudt afsted på pizza og cola, stædigt holdt fast i tastaturet trods familiens formaning om at få sig nogle "sunde interesser", trods alt havde fat i den tykke ende!

Og skulle folk være i tvivl, så eksisterer demoscenen stadig, og platforme som C64, Sega, Atari og Amiga er fortsat faste platforme for "oldschool konkurrencerne" ved demoparties. Der er desværre kun et enkelt dansk demoparty tilbage, TRSAC (The Real Scene After Christmas - en henvisning til The Party, der døde i midten af 00'erne) men jeg er sikker på, at hvis Version2 skulle være interesseret i at se, hvad 120-150 kreative computerentusiaster fra det meste af europa, formår at præstere af grafik, musik og demo/intro-konkurrencer i 3. weekend i oktober, så kan det sandsynligvis godt arrangeres.

  • 1
  • 0
Bjarne Hjortø

". Her opdagede folkene bag Cope-com pludselig, at netop spillet Battle Squadron lå på en joystick-computer, som Dansk Supermarked solgte i sine butikker. "

Jow de opdagede det, da undertegnet skrev til Version 2 som tog fat i Cope-com, blandt andet fordi BS lå som i en cracked version sammen med de andre spil på den CD der fulgte med joysticket :)

Syntes det var lidt sjovt man ikke have fjernet crack introet på spillet den gang, men det var klart en kopi. Mon det også var med på Steam/Amazon.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere