Dansk spilindustri i opråb til Vækstfonden: Kom frem af busken
Det kommer næppe bag nogen, der har den mindste interesse for spil, at der er tale om enorme mængder pengesummer i industrien - fint understreget ved lanceringen af Version2s gaming-sektion, hvor spilkonsulent ved Producentforeningen Jesper Krogh Kristiansen i et blogindlæg skriver om det gyldne potentiale i den danske spilbranche.
Nu kan man i et debatindlæg, skrevet af direktører fra fire danske spilstudier og direktøren for Producentforeningen, læse en kritik af Vækstfondens begrænsede engagement i spilindustrien. Hovedbudskabet er, at den danske spilindustri har været i vækst i mange år, men at der stadig investeres minimalt i nye spil. Vækstfonden bør, ifølge forfatterne til indlægget, afsætte et tocifret millionbeløb årligt – konkret foreslår de 20 millioner – i de næste tre til fem år, der bør forvaltes af en-to investorer med forståelse for området.
Debatindlægget er bragt i Børsen og tager udgangspunkt i Vækstfondens forklaring på, hvorfor fonden har investeret begrænset i spilindustrien. Forklaringen lyder, at »det er megasvært at vurdere den type investeringer, fordi de hviler på rendyrkede kreative produkter.« Sådan skriver vicepræsidenten Erik Balck Sørensen i Vækstfondens ugebrev fra 2. december.
Det argument køber forfatterne af debatindlægget dog ikke. De argumenterer for, at ovenstående udsagn fra Vækstfonden er et udtryk for en manglende forståelse af spilmediet og industrien, der i sagens natur er afhængig af kreativitet, og at det vidner om en manglende forståelse for industriens potentiale fra Vækstfonden.
»Det er mærkeligt, at Vækstfonden bortdømmer en hel industri, som har vist vækstpotentiale langt over markedsgennemsnittet, udelukkende fordi den henvender sig direkte til køberne og baserer sig på kreative produkter,« står der i debatindlægget.
I de tilfælde, hvor Vækstfonden har investeret i danske spilstudier, som eksempelvis Funday Factory og Umami Games, har det været på baggrund af enkeltpersoners initiativ. Derfor mener forfatterne til indlægget, at Vækstfonden bør have et par enkelte investorer med indgående kendskab til og forståelse af industrien, og at der altså bør afsættes et årligt millionbeløb til investeringer i spilindustrien i de kommende år.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.