Hvordan er det nu lige man som dansk mobilspilsudvikler tjener penge på apps i enten Apples App Store eller Google Play?
Hos Tactile Entertainment, der står bag app-succeserne Saving Yello og Chasing Yello, er opskriften klar. Forretningsmodellen skal målrettes skarpt til det enkelte spil, så brugerne ikke bare downloader app’en uden at ville spæde til udviklingskassen. Tactile Entertainment tager selv 6 kroner for deres spil, men fremtidens indtjening skal skrues anderledes sammen.
Freemium er en blød betalingsmur, hvor spillerne i stedet giver 0 kroner for app’en, men eksempelvis kan tilkøbe ekstra brændstof til deres lille fisk Yello, så de gennemfører spillet hurtigere. Og faktisk ville Tactile Entertainments fortjeneste være større ved at lave app’en gratis end ved at kræve penge for den fra start.
»Vi forsøger selvfølgelig at give brugerne en kerneoplevelse, som alle kan være med på. Og hvis brugerne fascineres af vores univers, er der en tendens til, at de gerne vil lave spillet personligt og spare tid. Det er en rigtig god men nødvendig forretning for os i et benhårdt marked for mobile spil,« forklarer direktør for Tactile Entertainment, Asbjørn Søndergaard, til Version2.
Ny type købere
Modsat traditionelle computerspil, hvor køberne ser frem til lanceringen i måneder, forholder det sig noget anderledes med mobile spil. Her falder køberne oftere tilfældigt over et nyt spil, og netop det faktum er vigtigt at have in mente, mener Asbjørn Søndergaard:
»Vi skal sørge for, at brugernes spiloplevelse er så god, at de gerne vil udbygge deres muligheder, som de kan i vores spil Mafia Planet. Det er kernen i konceptet bag freemium. Så vi skal sikre os, at de bliver hængende,« siger Asbjørn Søndergaard.
Det er oftest de dedikerede spillere, som for eksempel læser spilanmeldelser, der ender med at trykke en ekstra gang på køb-knappen. Og dem må spiludviklerne for alt i verden ikke lade i stikken.
»Vi (udviklere af mobilspil, red.) skal ikke glemme, at det for nogle spillere er en stor ekstra oplevelse, man får ved at bruge penge på ekstra features i mobile spil, fordi det nu engang er deres interesse og prioritering,« forklarer Asbjørn Søndergaard til Version2.
Forældreansvaret er vigtigt
En enkelt hage ved denne udvikling er dog, at tilkøbene nogle gange kan være svære at gennemskue for børn. Selvom Tactile Entertainment skilter tydeligt med, at for eksempel et hop til næste level koster ekstra, er forældreansvaret stadig vigtigt.
»Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at børn kan købe tillægsprodukterne i vores spil uden videre. Men forældrene må også lære børnene, at når de får stukket en iPad med password i hånden, er det det samme som at give dem et Dankort med kode i hånden,« siger Asbjørn Søndergaard til Version2.
Artiklen er skrevet som led i Version2's Sommertour 2012, hvor redaktionen sommeren igennem besøger it-virksomheder og rapporterer om medarbejdernes dagligdag og virksomhedens projekter. Se den samlede tour-plan her, hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål til de besøgte virksomheder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.