Piratkopiering af spil er et stigende problem, og konsekvenser ved ulovligt videresalg er stort set ikke-eksisterende.
Det mener Hans Olsen, der arbejder som spilpromotor for virksomheden Game Promotor i San Francisco og som er med til at rådgive spiludviklere i, hvordan de både kommer ind på det amerikanske marked og ikke mindst holder øje med, at deres spil ikke ender som piratkopier, som så videresælges ulovligt.
Senest opdagede det danske spilfirma Cope-com, at firmaets 1989-Amiga-klassiker Battle Squadron pludselig kunne købes online på både Amazon.com og spiltjenesten Steam uden tilladelse fra Cope-com selv. Videresalget blev opdaget af Hans Olsen. Ifølge ham er sager lig det, Cope-com har oplevet, i vækst:
»Vi har alene det seneste år haft kendskab til mindst et dusin lignede eksempler, og man skal huske på, at det ofte kun er tilfældigheder, der gør, at man finder ud af, at piratkopieringen foregår. Det er ufatteligt let for enhver at købe og downloade et spil fra én salgskanel, for derefter at videresælge via andre kanaler uden tilladelse,« fortæller Hans Olsen til Version2.
Som Version2 kunne fortælle torsdag indgav danske Cope-com en klage til både Amazon og Steam, der i dag, fredag, har trukket spillet tilbage, så det ikke længere er muligt at købe. På Steam var det britiske Alternative Software Ltd., som stod bag videresalget gennem Steams hjemmeside. Hvem der har lagt piratkopier op på Amazon til både Windows-platformen og Mac OS er endnu uvis.
Pirater har nemt spil
Hans Olsen synes, det er en skam, at især mindre firmaer som Cope-com gang på gang rammes af sager om piratkopiering. Og det er da heller ikke første gang, at danske Cope-com har været i problemer.
Som Version2 kunne fortælle tilbage i 2012, endte Cope-com også i en sag med Dansk Supermarked, der blandt andet driver supermarkedskæderne Netto og Føtex. Her opdagede folkene bag Cope-com pludselig, at netop spillet Battle Squadron lå på en joystick-computer, som Dansk Supermarked solgte i sine butikker. Joysticket blev senere trukket tilbage efter Version2’s dækning og Cope-coms kontakt.
Den slags tilbagevendende sager er ifølge Hans Olsen desværre en del af gamet:
»Cope-com-sagen er beklageligvis ikke unik. Medmindre den enkelte salgskanal (som eksempelvis Amazon, red.) er op oppe på dupperne og opmærksomme på de at spil, der dagligt sættes til salg faktisk, licensmæssigt, er lovlige, er der frit spil for piraterne,« siger Hans Olsen og uddyber:
»Ofte kommer spiludviklere til os efter hjælp, og i mange tilfælde har vi de fornødne kontakter til at fjerne spillet fra salgsportalen ganske hurtigt. I nogle tilfælde er det en simpel proces at fjerne et piratkopieret spil fra en kanal, andre gange er det et langvarigt tovtrækkeri«.
Næsten ingen konsekvens
Men hvad er der overhovedet af konsekvens, når eksempelvis firmaer som Alternative Software Ltd. fisker løs på markedet af piratkopier og så videresælger Battle Squadron på en tjeneste som Steam? Næsten ingen, lyder det fra den danske spilpromotor.
»Der er ganske få konsekvenser for de personer, der ulovligt videresælger spilprodukter. Som i andre brancher kan man via lovgivningen og via rettens vej beskytte sine varemærker og sine produkter,« fortæller han og fortsætter:
»Men det er de færreste spiludviklere, der har ressourcer og økonomi til en dyr og langvarig retssag. Og i de fleste tilfælde gemmer den ulovlige sælger sig bag falske profiler, falske e-mailadresser og tilslører sin IP, hvilket tilsammen gør det en kompliceret opgave at finde frem til bagmanden,« forklarer Hans Olsen.
Gør overvågning til en mærkesag
Da sager om piratkopiering med stor sandsynlig vil ramme både store og små spiludviklere løbende, er det bedste råd, Hans Olsen kan give, er, at man ganske enkelt gør overvågning til fast firmapolitik.
»Game Promotor anbefaler helt klart, at alle spiludviklere gør det til en mærkesag at afsætte tid til at undersøge via internettet, om ens produkter bliver ulovligt solgt. En simpel Google-søgning på ens egne spil mindst én gang om måneden skader jo ikke,« slutter han.
I den forbindelse er det også muligt at bruge funktionen Google Underretninger. Den funktioner finder du et link til her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.