Dansk SAP-boss vil rydde op i indviklede licensregler

Den ene halvdel af SAP's direktørduo, danskeren Jim Hagemann Snabe, lover, at SAP vil gøre selskabets komplicerede licenser og priser mere enkle.

95 procent af SAP's kunder i Storbritannien og Irland mener, at licensreglerne hos SAP er for komplicerede. Det lover selskabet nu at råde bod på. Det skriver Infoworld.

Den ene halvdel af SAP's direktør-duo, danskeren Jim Hagemann Snabe, forklarer, at selskabet arbejder på at samle flere af produkterne i løsninger.

»Lige nu har vi flere produkter inden for fem forskellige kategorier. Det sætter dig i en mere kompleks situation. Det, vi forsøger, er at tilgå det mere ud fra løsninger,« siger Jim Hagemann Snabe til InfoWorld.

Det vil sige, at SAP vil samle produkterne i pakker, der for eksempel kan være rettet mod en bestemt branche. Med pakker vil det være muligt at lave mere enkle prislister frem for det nuværende à la carte-system.

SAP har de seneste år bredt sig fra velkendte ERP-løsninger til også at omfatte cloud-tjenester, mobile løsninger, HANA-databasen og flere andre produkter, som har været med til at gøre det mere komplekst at være SAP-kunde.

Om saneringen i licensreglerne også betyder, at kunderne slipper billigere, melder historien ikke noget om.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere