Den danske virksomhed EffiMat producerer robotter, og har blandt andet det amerikanske forsvar som kunde. Men internt i virksomheden var man træt af store metalskrumler, og derfor ville man hos det nystartede firma have alt placeret i skyen.
I første omgang brugte firmaet som så mange andre Google Apps, men da behovet opstod for mere samling på virksomheden it, faldt valget på Microsoft Office 365. Det blev startet op i samarbejde med det danske firma Adactit, og nu ligger alle robotfirmaets data i skyen.
Karl Hvingelby er økonomichef hos EffiMat og har stået for implementeringen af Office 365 i virksomheden.
Hvad er projektet/hvad går det ud på?
Vi er en nystartet virksomhed, og har eksisteret i knapt to år. I opstarten var vi tre mand, og er i dag 13-14 stykker. Vi havde fra starten sagt, at vi ikke skulle have en stor infrastruktur. Ud fra den filosofi startede vi på Gmail-platformen. Vi ombestemte os dog, og ville i stedet følge en Microsoft-strategi. Så var det jo naturligt at bruge Outlook i stedet for Google Mail. Man kan desværre ikke få alt i skyen endnu, men vi skulle i hvert fald ikke selv have servere til at stå, og skulle ikke have en aftale med en masse forskellige firmaer om at opbevare vores data.
Hvad er din rolle i projektet?
Jeg er it-ansvarlig, men ser det som en almindelig koordinator-rolle. Vi valgte jo for et lille år siden at skrotte google-platforme, og så valgte vi en partner, som så blev Adactit. Som daglig it-administrator opretter jeg licenser, åbner og lukker kontoer og den slags, men det er meget simpelt.
Hvad er målet med projektet?
At holde os uafhængige af selv at skulle have hardware til at stå. Måske siger man i en virksomhed, at så køber man en server og har betalt det en gang for alle. Men så skal den serviceres og opdateres og holdes øje med, og man skal tjekke om den er stor nok. Det ville vi gerne undgå. Og som ny virksomhed ville vi ikke ud at investere i noget, som vi kunne undgå.
Hvilken teknologi bruger I/kræver det
Det har ikke krævet nogen speciel teknologi. Det vi har som vi bruger på daglig basis er en fuld Office-pakke med alt der kan bimle og bamle indenfor Office. Der er Word og Excel og Powerpoint, men vi har også adgang til at bruge access-databaser. Så er der Lync, som vi også bruger meget. Det veksler mellem Skype og Lync, men skal vi vise noget, bruger vi Lync. Der kan vi nemlig dele skrivebord. Vi har også Sharepoint med i pakken, og vi arbejder på at finde ud af, om vi skal bruge det, og hvad vi i så fald skal bruge det til. Man kunne for eksempel bruge det til intranet eller til fildeling, mellem afdelinger eller overfor sælgere, og måske endda eksterne partnere.
Hvilke udfordringer har oplevet?
Ikke nogen specielt. Man er selvfølgelig afhængig af, at Microsoft holder det her kørende, og det er da sket en enkelt gang, at de ikke har gjort det. Men Microsoft har jo interesse i at holde det kørende, så jeg har fuld tiltro til dem. Der har også været lidt problemer med kommunikation. Man oplever at når man sidder på en mobilopkobling, er den ikke i luften hele tiden. Men sådan vil det jo altid være, når man ikke ligefrem er forbundet med et kabel.
Hvilke gode råd kan du give videre?
Det er uhyre nemt at komme i gang med og kræver ikke det store. Jeg mener alle kan bruge det. Det er oplagt for virksomheder, der for eksempel har et halvt hundrede brugere på systemet, og står og skal skifte deres servere ud. Det var oplagt for os fordi vi var nye og skulle vælge en vej at gå.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.