Dansk Podio-stifter: IBM, Salesforce og Microsoft er end ikke i nærheden af os

23. oktober 2012 kl. 10:44
Dansk Podio-stifter: IBM, Salesforce og Microsoft er end ikke i nærheden af os
Illustration: Mikkel Meister.
Det er business as usual for det danske samarbejdsværktøj Podio, der i foråret blev købt Citrix. Og det er netop derfor, at de ifølge eget udsagn er langt foran konkurrenterne
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

BARCELONA »Vi fortsætter fuldstændig, som vi har gjort hele tiden.«

Sådan lød det selvsikre budskab fra Podio, da det lille, danske it-firma med 27 ansatte i april blev opslugt af det store, amerikanske virtualiseringsfirma Citrix.

Men kan det virkelig undgå at påvirke en ung, frisk og fremadstormende startup-virksomhed pludselig at blive endnu et navn i det store produktkatalog hos en amerikansk it-kæmpe?

Ifølge den danske medstifter af Podio, Jon Froda, er svaret indtil videre et klart ja.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For alting er stort set business as usual i Podio her et halvt år efter opkøbet, siger han, da Version2 møder ham til Citrix-konferencen Synergy 2012 i Barcelona.

»Vi har det samme brandnavn og de samme mennesker ansat på de samme lokationer (i København og San Francisco, red.). Brugerne mærker ikke nogen forskel, og vi har heller ikke ændret vores prismodeller,« siger Jon Froda.

Der er således ikke ændret på virksomhedens mandskab, og der er stadig heller ingen slinger i valsen, hvad angår firmaets ambition: at lange det førende samarbejdssoftware til web, mobil og tablets over disken til kunder i hele verden.

Jon Froda, medstifter af danske Podio.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Podio er kort fortalt et stykke samarbejdssoftware, som skal gøre medarbejderne i stand til at samle deres arbejdsgange omkring projekter i ét og samme værktøj i stedet for alenlange emailtråde med vedhæftede Excel-dokumenter og cc'ede kontakter. Løsningen integrerer med en lang række af de populære cloud-tjenester som eksempelvis Google Docs og Dropbox.

En af de afgørende funktioner er, at medarbejderne kan bygge deres egne apps med simpel træk-og-slip, som understøtter en bestemt arbejdsgang eller projekt. Mere om det senere.

Citrix-opkøbet har dog allerede kastet mere af sig end en påfyldning af kontanter på de tre stifteres bankkonti.

Med Citrix i baghånden har Podio hurtigere kunnet peppe sin software op med ny funktionalitet, som ellers ville have krævet måneders arbejde af udviklerne i det lille it-firma.

»Vi har kunnet lave mere på kortere tid. Et eksempel er videochat (kommende funktionalitet, red.), for det laver du ikke bare lige fra grunden af med otte udviklere i København, når de i forvejen håndterer 40.000 organisationers brug af Podio. Det ville vi ikke kunne have gjort med samme kvalitet og hastighed alene,« siger Jon Froda til Version2.

Stifter: Fem års erfaring er lang tid

Blandt de danske Podio-kunder finder man firmaer som fiberselskabet Waoo, Dansk Røde Kors og supermarkedskoncernen FDB. I udlandet er BBC, BMW og Twitter blandt brugerne.

Selvom Podio kun har eksisteret i knap fem år, ser virksomheden sig selv som langt mere erfaren end konkurrenter som IBM og Microsoft, der i de senere år også har set lyset i sociale samarbejdsværktøjer. Også løsninger som Salesforce CRM anses for at være blandt konkurrenterne.

Samarbejdsværktøjer er jo et område, som er gået hen og blevet stort, og man ser navne som IBM og Microsoft levere deres egne løsninger. Hvordan kan I holde jer skarpe i et marked med hård konkurrence?

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Da vi sad i en kælder for fem år siden, var der ingen, der troede på, at det her blev stort, og nu er det en af de største trends inden for it. Markedet er nu blevet verificeret af spillere som Citrix, IBM, Microsoft og Jive. Der er det godt at vide, at man har et forspring og har en masse erfaring, som de andre først er ved at bygge op nu,« siger Jon Froda og uddyber:

»Vi har ikke fundet på det her i dag, og vi differentierer os, fordi vi ved, hvad vi laver. Den viden, der er indlejret i Podio, bygger på erfaring med, hvordan folk arbejder med sociale elementer i deres workflows i tusindvis af projekter verden over. Jeg har ikke set nogen, som indtil videre er i nærheden af os,« siger Podio-medstifteren.

En af Podios helt store styrker sammenlignet med konkurrenterne er, siger Jon Froda, muligheden for at lave sine egne apps ved hjælp af simpel træk-og-slip.

Det er det, der løfter Podio op fra blot at være endnu en sammensmeltning af e-mail, chat, kalender og fildeling i samme program og til at blive et kraftfuldt værktøj, der understøtter brugernes behov. Du kan se et eksempel på det i videoen her, hvor en app bygges med få klik og kobles sammen et såkaldt workspace, som de ansatte arbejder ud fra.

[video:https://youtu.be/DslYW-Bd7gA]

Når brugerne får mulighed for at selv at lave deres egne apps, giver det så ikke potentielt set nogle problemer for dem, der har ansvaret for at administrere et system som Podio?

»Der er flere metoder, når du implementerer Podio. Du kan gøre det oppefra og ned, hvor du låser apps, så det kun er administratoren, der kan håndtere dem. Derefter kan alle adhoc-projekterne komme, og der er det jo fint nok, at man bare laver et workspace i stedet for at begynde at kaste emails efter hinanden,« forklarer Jon Froda.

»Omvendt kan man også implementere det nedefra og op, hvor alle bare kan oprette et workspace. Så kan der selvfølgelig opstå situationer, hvor der oprettes to workspaces, hvor der kun skulle have været et. Men der kommer det sociale element ind, for det svarer til, at du booker det samme mødelokale to gange. Det løser man ved at snakke med hinanden. Så implementeringen af Podio handler også meget om størrelsen på virksomheden, og hvad de skal bruge det til. Men udgangspunktet er, at folk godt kan håndtere det, på samme måde, som at du som udgangspunkt kan sende en email til alle folk i hele verden,« siger Jon Froda til Version2.

Købssummen for Citrix' opkøb af Podio er aldrig oplyst, men menes at ligge i omegnen af 300 millioner kroner.

Version2s rejseomkostninger i forbindelse med konferencen Synergy 2012 er dækket af Citrix.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger