Dansk pioner om certificeringer til skyen: »Bottomline er, at det ikke betyder så meget«

De store cloud-udbydere tilbyder certificeringer som vejen frem til de gode job, og flere bliver certificeret. Men hvor nødvendige er cloud-certificeringerne egentlig? Få tre forskellige bud her.

Hvor meget er cloud-certificeringer egentlig værd for den, der har certificeringen?

Det har vi talt med danske it-virksomheder, praktikere og kursusudbydere om. Og holdningerne er noget forskellige.

Men først lige nogle tal om cloudmarkedet og certificeringer.

Bedre lønniveau?

Amazons cloud-platform, AWS, dominerer stadig cloud-markedet. Ifølge analysefirmaet Canalys havde Amazon Web Services (AWS) en markedsandel baseret på indtjening på omkring en tredjedel af markedet i slutningen af 2018, hvor AWS havde en årlig markedsvækst på 46,3 pct.

Microsoft er nummer 2 med en vækstprocent på godt 76 pct, mens Google Cloud med en tiendedel af markedet og en vækstprocent på 81,7 pct. er nummer 3.

Amazon oplyser til Version2, at der er over 200.000 personer med aktive AWS-certificeringer, og ifølge selskabet er antallet af personer med AWS-certificeringer fra maj 2018 til maj 2019 steget med 80 procent, hvilket er på verdensplan. Amazon har ingen tal for Danmark alene.

Det er selvfølgelig den større anvendelse af cloud, som gør flere it-folk interesserede i at tage en eller flere relaterede certificeringer, men måske er det også muligheden for at få lidt ekstra i lønningsposen, der gør sky-certificeringerne interessante.

Eksempelvis viser en undersøgelse fra kursusudbyderen Global Knowledge, at AWS-certificerede it-folk i gennemsnit tjener 30% mere end it-folk med andre certificeringer.

Det er værd at bemærke, at Global Knowledge er AWS partner, og at it-folkene, der medvirkede i undersøgelsen, kom fra USA og Canada.

Certificeringer som krav

Hos danske Cloudpartners sætter man en ære i at have AWS-certificerede medarbejdere, og det er noget som bruges aktivt til at profilere virksomheden. Da Cloudpartners også er AWS Advanced Consulting Partner, stiller Amazon deciderede krav om AWS-certificeringer.

»Vores AWS partnerstatus kræver et vist antal individuelle AWS-certificeringer, og vi har derfor et internt krav om, at man som AWS konsulent har et højt AWS-certificeringsniveau. Det er desuden kundernes forventning at eksterne konsulenter har AWS-certificeringer,« oplyser Benny Bøttkiær, Operations Manager hos Cloudpartners.

Amazon oplyser til Version2, at en AWS Advanced Consulting Partner skal minimum have seks personer med tekniske certificeringer, hvoraf minimum tre skal have erhvervet det højeste niveau som 'Professional' eller have specialiseret sig i et bestemt område som eksempelvis Big Data. Desuden skal der være 4 personer med den grundlæggende AWS certificering, AWS Certified Cloud Practitioner.

Benny Bøttkiær er selv certificeret som AWS Cloud Practitioner, mens Cloudpartners CTO Mikkel Damsgaard har 7 forskellige AWS-certificeringer omfattende blandt andet Associate Developer, Professional Devops, Solution Architect (Associate og Professional), ligesom han har specialiseret sig i Big Data og Advanced Networking.

Rette kompetencer og erfaring

For tiden søger Cloudpartners en AWS Solution Architect, så det er nærliggende at spørge om Cloudpartners kræver en AWS-certificering ved besættelse af den stilling.

»Det er ikke et uomtvisteligt krav, men det er en klar fordel. Stærke og erfarne Devops profiler uden AWS-certificeringer, kan også komme i spil. Det er vores erfaring, at AWS-kompetencer og certificeringer forholdsvist hurtigt kan opbygges, hvis man har de rette grundlæggende Devops kompetencer og erfaring,« fortæller Benny Bøttkiær til Version2.

Hvis en god og erfaren cloud-konsulent uden certificeringer bliver ansat, vil Cloudpartners opfordre vedkommende til hurtigst muligt at erhverve sig nogle AWS-certificeringer.

Kursustilmeldinger afspejler trends

Hos danske Superusers har man udbudt kurser i Microsofts cloudplatform Azure siden efteråret 2014. Det første kursus var for udviklere i form af Azure Developer og dernæst kom Azure Administrator og Azure Architect til.

»Vi har oplevet vækst i afholdelsen af Azure administrationskurser lige siden. Det har i øvrigt været interessant at opleve Microsofts fokus i de seneste år skifte fra Windows Server til Azure,« oplyser Brian Eberhardt, der stiftede Superusers i 1984.

Ifølge Brian Eberhardt er det Azure Administrator og Architect kurserne, der er de mest populære.

»Det er ingen overraskelse for mig. Det er min fornemmelse igennem de sidste 35 år, at kursusmarkedet består af ca. 80% infrastruktur og 20% systemudvikling,« lyder det fra Brian Eberhardt.

Da flere virksomheder i disse år begynder at lægge systemer op i skyen, er der opstået en naturlig efterspørgsel på kurser om eksempelvis Azure.

»Når en virksomhed eller organisation skal i gang med noget, som man ikke har prøvet før, så giver det mening at uddanne deltagerne i projektets teknologier. Man vil gerne omgive sig med nogle, som har prøvet det før,« påpeger Brian Eberhardt, der via deltagerantallet på de forskellige Superusers-kurser kan se, hvilke ting, der er populære ude i virksomhederne.

Han peger på to faktorer, som får it-folk til at vælge en Azure-certificering:

»Min oplevelse er, at der er to primære årsager til, at it-folk bliver certificerede. Dels er der virksomhedens interesse i at kunne dokumentere viden. En afdelingsleder kan eksempelvis sikre sig, at personerne som kommer på kursus lytter efter, da de skal bestå de efterfølgende tests. Samtidig bliver deltagerens CV forbedret med de fordele det kan give. Men det er også en personlig tilfredsstillelse at vide, at man har forstået og kan noget,« siger Brian Eberhardt.

Superusers er partner med Microsoft, men det forhindrer ikke planer om også at udbyde AWS og GCP-kurser.

»Ha-ha, nej den slags stavnsbinding oplever vi ikke mere. SuperUsers har planer og dialog om både Amazon AWS og Google Cloud kurser/certificeringer,« svarer Brian Eberhardt, da Version2 spørger om Microsoft-partnerskabet forhindrer afholdelse af AWS-certificeringskurser.

Dansk Azure-pioner uden certificering

En af de danske pionerer indenfor cloud er Rene Løhde.

Han var hos Microsoft i 2008, da Azure blev introduceret under kodenavnet Red Dog og blev i oktober 2010 del af Microsoft Incubation-teamet, der havde ansvaret for at modne produktet til mainstream markedet.

Det var lidt over et halvt år efter Microsoft officielt lancerede Azure i februar 2010. Som ansvarlig for Microsoft Azure i Danmark var Rene Løhde siden med til at udvikle store offentlige cloud-projekter i mange år, inden han sprang ud som selvstændig med firmaet It-wrk, der specialiserer sig i Azure-løsninger.

Hverken Løhde selv eller medstifteren Ulrik Bærholm har dog nogen Azure-certificeringer. Rene Løhde underkender ikke, at certificeringerne kan have værdi, men peger på tre ting, som gør, at de måske ikke gør en så stor forskel som leverandørerne ellers lægger op til.

»Utroligt mange har en eller anden form for cloud-certificering, og når mange har dem, så er de ‘mange’ statistisk set under ‘the Bell curve’, og så er det ikke længere en udmærkelse, men ‘normalt,’« skriver han til Version2 i en besked via Twitter.

Derudover går udviklingen indenfor cloud-teknologi så hurtigt, at certificeringerne har problemer med at følge med udviklingen.

»Cloudleverandører pumper nye teknologier eller nye egenskaber til eksisterende teknologier ud så hurtigt, at certificeringerne ikke kan følge med: Hvad der var et rigtigt svar i går kan være overhalet af udviklingen i dag, og være forkert. (Det har jeg fra en Microsoft MVP),« skriver Rene Løhde, inden han kritiserer selve certificeringernes udformning, som foregår ved hjælp af en række spørgsmål, hvilket har det med at blive lidt for verdensfjernt efter hans mening:

»Efter min mening er det meget svært at svare på spørgsmål, med mindre man har en meget udspecificeret kontekst. Et Azure eksempel: Hvordan bygger du et virtuelt netværk i Azure? Det svar er dybt afhængigt af, hvordan du eller din arbejdsgivers kommercielle aftale er med sælgeren af Azure.«

Så hvis man vil begå sig i cloud-verdenen, så er det ikke så meget certificeringerne, der bør lægges vægt på, mener Rene Løhde, der i stedet peger på nogle andre parametre, der dog også er mere uhåndgribelige end et leverandørstemplet certifikat.

»Så bottomline er, at det ikke betyder så meget. Erfaring, nysgerrig indstilling og evne til at levere, det betyder langt mere :-),« skriver Løhde.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Povl Hansen

Amazon oplyser til Version2, at en AWS Advanced Consulting Partner skal **minimum have 6 personer **med tekniske certificeringer,

hvoraf** minimum 3** skal have erhvervet det højeste niveau som 'Professional' eller have specialiseret sig i et bestemt område som eksempelvis Big Data.

Desuden **skal der være 4 personer **med den grundlæggende AWS certificering, AWS Certified Cloud Practitioner.

3 + 4 giver da 7 ikke 6 ?

  • 1
  • 2
Log ind eller Opret konto for at kommentere