Skal du med? Dansk udvikler udvider biksen på indonesisk tropeø

Den danske it-entreprenør Michael Bodekær har slået sig ned med Macbook og wifi i strandkanten på en indonesisk tropeø. Nu vil han udvide biksen, så endnu flere kan arbejde i paradis.

Michael Bodekær har et af de fedeste it-job i verden. På den lille indonesiske paradisø Gili Trawangan sidder han bogstaveligt talt og programmerer med fødderne i vandkanten.

Sammen med ham sidder mere end 30 andre udviklere med speciale i client-server-applikationer på WPF, WCF, Silverlight og C#.

Project Getaway, hedder Michael Bodekærs initiativ, der blev startet i 2010. Konceptet er, at udviklere betaler for at komme til den lille paradisø og arbejde. De skal ikke vaske tøj, lave mad eller andre hverdagsting, som de fleste af os andre dødelige er nødt til at forholde os til, når vi kommer hjem fra en lang arbejdsdag. I stedet skal programmørerne alene koncentrere sig om at komme med gode ideer, arbejde sammen og skabe nye it-platforme.

Selvom prisskiltet for et ophold kan være helt op til 30.000 kroner for knap en måneds ophold, er projektet så efterspurgt, at Michael Bodekær nu har planer om at udvide biksen.

»Vores næste plan er at bygge det, vi kalder for Startup City. Det skal være et stort campus, som gør, at vi kan sidde mere end 100 udviklere på øen. Det samler en stor ressource på et sted, som ikke skal gøre andet end at passe deres arbejde, mens de i øvrigt er omgivet af nogle af de mest skønne omgivelser i verden,« fortæller Michael Bodekær, da Version2 fanger ham på telefonen.

Galleri: Sådan lever dansk it-udvikler i paradis

Mere end badeferie

Selvom projektet mere lyder som en badeferie, kommer der ifølge Michael Bodekær en masse innovative projekter ud af ordningen. Senest har han og flere udenlandske programmører skabt et nyt mailsystem med navnet Mailbird, der skal gøre dagligdagens e-mail-skrivning og -håndtering langt lettere, end hvad både Gmails og Outlooks interface kan tilbyde.

Mailprogrammet understøtter både Gmail, Outlook, Yahoo Mail, IMAP og POP3, mens brugerne også kan opsætte et ‘remind me later’-system. Der er lagt store kræfter i at gøre genvejsknapperne i programmet så tilgængelige som muligt - uden at optage unødig plads på skærmen. Mailbird kommer til at køre på Windows og vil ligge klar i en beta-udgave i løbet af kort tid. Udviklingen af Mailbird er ifølge Michael Bodekær et godt bevis for, at produktiviteten holdes højt på paradisøen.

»Vi udvikler sammen på en helt ny måde, som takket være omgivelserne også gør, at vores udviklere er afslappede, men uhyre effektive. Her på øen kan det være meget svært at skille arbejde og fritid, fordi vi anser et afslappet arbejdsmiljø som en af de bedste platforme for at drive innovation,« siger Michael Bodekær til Version2.

Alle typer af ansøgere

Men kan alle og enhver så bare dukke op på den lille indonesiske tropeø og begynde at kode? Nej, som systemet er i dag, skal man gennem en ansøgningsproces, hvor blandt andre Michael Bodekær vil vurdere, om ansøgeren har det, der skal til for at indgå i miljøet på øen.

Hans planer er dog, at den nye Start Up City også skal give gratis adgang til en lang række udefrakommende kræfter, som kan byde ind med ideer. Det vil også give lidt mere adspredelse til det arbejdende folk.

»Lige nu er tilslutningen fra etniske danskere næsten for stor. Vi så gerne, at der kommer endnu flere udviklere fra rundt om i verden, såsom det øvrige Asien, USA og Sydamerika. Det ville styrke vores projekt yderligere og gøre os mere slagkraftige i forhold til at få produkter ud,« fortæller Michael Bodekær.

Skal rejse penge nok

Foreløbigt er Start Up City stadig på tegnebrættet, mest fordi projektet mangler midler til at rydde, hvad der svarer til to fodboldbaner på øen. Så meget er det nemlig planlagt, at den nye 'by' skal fylde. Indtil da opholder i omegnen af 50 mennesker sig på øen. Sammen med udviklerne finder man også tjenestefolk, som kan bringe udviklerne drinks, mad og andre lækkerier, mens de arbejder.

»Indtil videre mangler vi en god slat penge til at få gennemført planerne. Men jeg håber meget, at den store interesse vil spytte lidt penge i kassen, så vi kan få udvidet,« fortæller Michael Bodekær fra en skrattende telefonforbindelse på den lille paradisø.

Læs også: Dansker udlever drømmen: .Net-udvikler med kontor på paradis-ø

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder