Dansk opfindelse sikrer firmatelefonen mod overvågning

14. februar 2014 kl. 06:299
En ny dansk opfindelse skal sikre, at efterretningstjenester og industrispioner ikke aflurer dine firmahemmeligheder. Opskriften hedder dynamisk kryptering.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

I sidste måned blev den angiveligt spionfri 'Blackphone' annonceret, og nu er en dansk løsning til sikker mobiltelefoni også på vej - og du behøver ikke at købe ny telefon.

En professor fra DTU Compute har opfundet en ny metode til kryptering, der skal gøre det let for virksomheder at sikre deres interne kommunikation på smartphones mod efterretningstjenester og andre nysgerrige.

Professor Lars Ramkilde Knudsen har arbejdet med kryptering i 20 år, og for lidt over to år siden fik han ideen til dynamisk kryptering, som han mener passer glimrende sammen med mobiltelefoni.

»Det handler om, at man skifter krypteringsmetode, for hver samtale, man laver. Nu har vi lært fra Edward Snowden, at nogen opfanger og gemmer alle telefonsamtaler og alle data. Og hvis det hele er krypteret på samme måde, så har de også lettere ved at knække det. Men hvis det er et nyt krypteringssystem for hver samtale – så er det noget sværere«, siger Lars Ramkilde Knudsen til Version2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Servicen, der er målrettet virksomheder, er for brugeren blot en app, der giver adgang til krypterede VOIP-samtaler. Og ifølge Lars Ramkilde Knudsen er der intet krav om, at de virksomheder, der skal bruge det, har it-kundskaber til at forstå mere end det for at få glæde af det.

»Der er sådan set ikke noget mindstekrav, for vi tilbyder også at hoste løsningen for virksomhederne, hvis det er det, de ønsker. Vi laver et lukket system, kunden downloader appen og giver os de numre, der skal kunne tale sikkert sammen - og så kører det bare«, siger Lars Ramkilde Knudsen og fortæller, at han sætter en ære i, at løsningen kan køre på alle android-telefoner og iPhones.

Lars Ramkilde Knudsen har startet virksomheden Dencrypt sammen med Kaj Juul-Pedersen, der er tidligere direktør i både Ericsson og Telia, og det var Kaj Juul-Pedersen, der fik professoren på sporet af, at hans metode skulle bruges til smartphones.

»Lidt efter, at jeg havde fået ideen til dynamisk kryptering, fik jeg en henvendelse fra Kai Juul-Pedersen. Han syntes, at der manglede kryptering til mobilsamtaler – og der ville dynamisk kryptering passe rigtig godt ind. Så vi slog os sammen med tre tidligere Nokia-folk og oprettede firmaet«, fortæller Lars Ramkilde Knudsen.

Snowden har skabt et marked

Dencrypt er lige nu i gang med at lave pilottest hos flere virksomheder, og Lars Ramkilde Knudsen er sikker på, at der er et stort marked for hans løsning. For selvom de første interviews med potentielle kunder har vist, at flere aldrig havde skænket kryptering en tanke, så regner DTU-professoren med, at bevidstheden på området har ændret sig markant siden.

»Vi gik og talte om, at vi havde brug for, at der kom en lille skandale i medierne. Så fik vi Edward Snowden på banen, så det kunne jo ikke være bedre«, griner Lars Ramkilde Knudsen.

»Jeg er ret sikker på, at dette her er noget, folk har brug for og vil have.«

Løsningen til dynamisk kryptering af mobiltelefoni forventes ifølge Lars Ramkilde Knudsen at være klar til markedet efter sommerferien.

9 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
14. februar 2014 kl. 14:55

Det er yderst naivt at tro at "NSA problemet" løses med en ny krypterings algoritme. Det er jo et politisk problem. Derudover er det teknisk set sjældent selve krypteringsmekanismen der er noget problem i IT systemer. Det er derimod systems kompleksitet, implementering, "trust model" og brugerens forståelse af sikkerhedsproblematikken.

I gamle dage brugte man faktisk hele tiden ny krypteringssystemer - men i moderne tid har man fundet ud af at det selvfølgelig er meget bedre hvis man kan nøjes med at skifte nøglen ud. Men jeg kender ikke detaljerne i systemet og måske er artiklens reference til at hele tiden skifte til en ny krypteringsmetode bare en journalistisk forsimpelse.

Denne beskrivelse af systemet smager desværre at "krypto snake oil" IMHO.

Mvh Steen

3
14. februar 2014 kl. 14:44

Så nu kan vi også tilbyde at folk med alternativ indkomst eller spredere af børneporno kan sikre sig mod at blive aflyttet.

Jeg ved ikke helt om jeg skal le eller græde.

6
14. februar 2014 kl. 17:57

Benyttes din sikkerhed ikke af folk der ser børneporno eller terrorister, så er der ikke den store garanti for at det er særligt succesfuldt... Alt kan bruges og misbruges - jeg synes det er et enormt godt initiativ!

1
14. februar 2014 kl. 12:19

Er denne kommunikationstjeneste omfattet af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester?https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=161319

§ 10 kræver at der skal være bagdøre til staten i de kommunikationstjenester som er omfattet af loven. Derfor er det særdeles relevant om denne tjeneste er omfattet?

Det ville være ufatteligt meget nemmere at lave sikker kommunikation til borgerne, hvis staten ikke modarbejdede os, men sådan er det..

2
14. februar 2014 kl. 14:39

Som jeg læser den paragraf siger den intet om hvad brugerne må eller ikke må bruge af kryptering, den er alene rettet mod det udstyr udbyderen benytter.