Dansk open source-CMS får hurtigere front-end, back-end og langtidssupport

Tre års support og flere forbedringer af hastigheden front-end og back-end er blandt nyhederne i CMS'et Typo3 4.5.

Næste udgave af det PHP-baserede open source-CMS Typo3, version 4.5, lanceres onsdag den 26. januar.

Selvom det ikke er en 'major release', er det første gang, at det danskudviklede content management-system udkommer i en version med langtidssupport, også kaldet LTS.

»Man går nu ind og lover, at Typo3 4.5 sikkerhedsvedligeholdes i tre år frem. Det skulle gerne betyde, at folk kan leve rigtig længe på version 4.5 til en lav vedligeholdelsespris,« siger direktør hos den danske implementeringspartner TypoConsult, Sune Vestergaard, til Version2.

Læs også: Top 10: Her er de mest populære CMS'er

Typo3 er oprindeligt udviklet af danske Kasper Skårhøj, som i 2007 overdrog udviklingen til to internationale hold af udviklere, der står for henholdsvis at vedligeholde version 4.x og arbejde på den kommende version 5.0.

Forbedringer af hastigheden

Udover langtids-support er der gjort meget ud af at forbedre hastigheden og brugervenligheden af Typo3 4.5, fortæller Sune Vestergaard.

»Front-end'en har fået en ny cache-motor, og både på front-end og back-end er det den hurtigste Typo3-release nogensinde. Samtidig er der gjort en del ved usability i back-end'en, som man vil opleve som mere logisk opbygget,« siger TypoConsult-direktøren.

Også komponenten DBAL - et database-abstraktionslag - har fået en overhaling på hastigheden. DBAL bruges til at køre forskellige databaser under Typo3.

Samtidig har det været vigtigt at bevare Typo3's karakter som et CMS til mellemstore og store virksomheder, fortæller Sune Vestergaard.

Herhjemme bruges Typo3 blandt andet hos virksomheder som Danisco, Sanistål og Chr. Hansen A/S.

Torsdag den 27. januar er der releaseparty for Typo3 version 4.5 i både Aarhus og København.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Jul Jensen

Det er ikke helt korrekt at det ikke er en "major" release.

TYPO3s community arbejder på 2 strains: den nuværende kodebase version 4, og en kommende komplet genskrevet version 5. Det betyder at "Major" releases på version 4 får det andet ciffer opskrevet. ligesom det fx. er tilfældet med OSXs versioner.

Mao. er forskellene på 4.4 og 4.5 ligeså signifikante som de fleste andre software produkters major versioner.

Ikke det nemmeste at kommunikere, men nu er marketing jo heller OpenSources stærkeset kort :)

Se iøvrigt mere om TYPO3s roadmap her http://typo3.org/development/roadmap/

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere