Dansk online-krigsspil betatestede i 2 år for at få helt styr på kampvogne og forretningsmodel

Illustration:
Det danskudviklede Heroes & Generals har været gennem en lang betatest, hvor forretningsmodellen blev skiftet ud samtidig med, at bugs blev fikset.

Anden Verdenskrigsspillet Heroes & Generals blev officielt lanceret fredag, men spillet har allerede haft mange spillere i to år op til lanceringen. De danske udviklere har nemlig kørt en usædvanlig lang betatest.

»Vi gik i gang med at teste tidligt, så vi kunne modne processerne. Men hvorvidt det skulle være en kort eller lang beta, havde vi ikke sat os for. Spillet skulle bare være modent nok, når vi lancerede det,« fortæller producer Kenneth Ellegaard Andersen fra Reto Moto til Version2.

Reto Moto er blandt andet stiftet af flere af de samme personer, der var med til at stifte IO Interactive, og da de for cirka fire år siden gik i gang med Heroes & Generals ville de gerne prøve at lave et onlinespil.

»I stedet for at gøre som vi plejede med at lave en dvd og en box, når vi var færdige med spillet, så skulle vi finde ud af en helt ny forretning,« fortæller Kenneth Ellegaard Andersen.

Visionen var at lave et onlinespil, der blandede strategi med action baseret på Anden Verdenskrig. Først var tanken, at forretningsmodellen skulle være et månedligt abonnement ligesom World of Warcraft, men det ændrede sig i løbet af betatesten.

»Heroes & Generals er Free-to-Play. Idéen var, at det skulle være abonnement, men markedet skiftede væk fra abonnementer over til Free-to-Play, mens vi testede, så vi skiftede også. Det viste sig at være den rigtige beslutning,« siger Kenneth Ellegaard Andersen.

Kommunikation mindsker kampvognsjalousi

Præcis hvordan Free-to-Play skulle skrues sammen, er også én af de ting, Reto Moto har kunnet teste i betafasen. Og ved at gøre det i betafasen har udviklerne ikke stået med de problemer, onlinespil ellers kan løbe ind i, når der indføres store ændringer efter lanceringen.

Det gælder eksempelvis sådan noget som spilbalancen. Den nuværende udgave af spillet har tre fraktioner, Tyskland, Sovjet og USA, men Sovjet kom til senere i betatesten. Det betød, at mens de to andre fraktioner for eksempel havde et bredt udvalg af forskellige kampvognsmodeller, så startede russerne med nogle få, der repræsenterede de forskellige typer.

»Så når vi udsendte opdateringer, fik Sovjet nogle nye modeller, og så følte spillerne fra de to andre fraktioner sig forbigået, selvom de havde flere kampvognsmodeller. Så vi har udviklet på, hvordan vi skal kommunikere de ændringer, vi laver,« forklarer Kenneth Ellegaard Andersen.

En stor betatest er blevet mere almindelig inden for spilbranchen. Det ses især på tjenester som Steam, hvor mange spil tilbydes som 'Early Access', hvor man betaler forud for spillet, og får adgang til at spille den ufærdige version.

Det er en model, der kan være skidt, hvis den bruges fordi udviklerne er desperate efter penge til at gøre spillet færdig, men være god til at styre udviklerne på ret kurs forud for den egentlige lancering, hvis spillerne er med på, at de deltager i et udviklingsprojekt og ikke har fået et færdigt produkt.

»Vi gik ud med en alfa, der lige akkurat kunne hænge sammen og havde en enkelt bane. Men det gjorde, at vi fik data og kunne agere ud fra, hvordan rigtige spillere spillede spillet. Man kan få noget feedback fra et forum, men data fra rigtige spil giver et langt mere nuanceret billede,« siger Kenneth Ellegaard Andersen.

Forskellige missioner til forskellige spillere

En af de ting, Reto Moto fik ud af at teste over længere tid, var at testen kom til at omfatte flere typer spillere, heriblandt nogle af dem, der falder i kategorien af mere casual spillere.

Spillet er fra begyndelsen tænkt som en kombination af strategi og action. Det betyder, at spillere som generaler kan bestemme, hvor tropperne skal indsættes på Europakortet, og det fører til de slag, som alle spillerne kan deltage i.

Men ligesom i rigtige krige fører det sjældent til velafbalancerede kampe.

»I starten var alle kampene genereret af generalerne. Det betød, at det ofte var en stor gruppe mod en lille. Der er nogle spillere, der godt kan lide det autentiske, og at kampene er ubalancerede, og dygtige spillere kan stadig vinde, selvom de er underdogs. Men vi kunne se, at de nye spillere syntes, at det var lidt for hardcore, når de startede. Så vi ændrede det til, at nogle slag blev lavet, så de var balancerede,« fortæller Kenneth Ellegaard Andersen.

Betatesten har også lært udviklerne, at når spillerne er meget kritiske og eksempelvis reagerer negativt mod en ny kampvogn, der er blevet introduceret, så er det vigtigt at se på data fra spillet.

»Tit viser det sig, at det blot er den måde, spillerne opfatter det på. Hvis der er kommet en ny kampvogn, og det er den, man bliver skudt af tre spil i træk, så er det ikke sikkert, kampvognen er for voldsom. Så i stedet for at gøre kampvognen dårligere skal vi måske se på, hvordan spillerne oplever den,« siger Kenneth Ellegaard Andersen.

Med den officielle lancering håber Reto Moto at nå ud til et større publikum og eventuelt også få tidligere betatestere til at vende tilbage. Planen er også at fortsætte den løbende udvikling med 10-11 årlige opdateringer med nyt indhold og justeringer af forretningsmodel og processer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Jensen

"En af de ting, Reto Moto fik ud af at teste over længere tid, var at testen kom til at omfatte flere typer spillere, heriblandt nogle af dem, der falder i kategorien af mere casual spillere."

Tjaa.. og så alligevel ikke.

Spillet er allerede ved at dø en tidlig død pga. for meget "grind". At det tager FLERE TIMER for de gratis spillende folk, at få råd til EN ny riffel, som virker på EN soldat... det dur da slet ikke for "casual" spillere.

  • 0
  • 0
Emil Nielsen

Er det ikke humlen at du, ligesom i f.eks. WoW, fokuserer på én karakter ad gangen?

Jeg syntes sku det er et meget casual spil, men som du selv nævner, pay to win faktoreren er for stor - Dermed ikke sagt den skal være ikke eksisterende, men det er FOR nemt og FOR fristende for folk at bruge en 5 euro hist og pist.

  • 0
  • 0
Jens Jensen

Er det ikke humlen at du, ligesom i f.eks. WoW, fokuserer på én karakter ad gangen?


Jeg ved det ikke, for jeg har ikke spillet det.

Jeg sad i fredags og havde, som alle andre casual gameres, mine sædvanlige eneste to timer til overs på hele ugen, og ville spille computer.

Jeg så spillet som var promoveret flot på Steam.
Jeg læste at der var mere grind end i spillet Planetside. Så klikkede jeg væk.
Som casual gamer så ved jeg at jeg aldrig vil kunne lægge ret mange timer i det. Derfor dur det ikke at det skal tage timevis at opnå noget som helst i spillet.

Den eneste grund til at jeg nu overhovedet overvejer at prøve spillet er denne artikel, ellers havde jeg aldrig skænket det en tanke fremover.

Steams reviews betyder alt for et spil, og de er faktisk også ofte ganske præcise. Jeg undrer mig derfor en del, når der i denne artikel forklares hvordan man har FÅET HELT STYR på forretningsmodellen :-D

  • 0
  • 0
Matias Bennike

Det er jo lige præcis det der gør spillet casual, at man kan betale sig fra at grinde. Når folk kun har nogle få timer om ugen at bruge på computer, så gør det at man kan betale sig fra en lille fordel, at disse også kan være med. Ja, undskyld men det er ikke alle der kan lægge 10-15 timer om ugen og derudover skal udviklerne skal vel også have mad på bordet?

Jeg har selv spillet Heroes & Generals en del og selv uden at købe bedre udstyr i spillet (f.eks. på en ny soldat) er det ret lige til at ligge i top 5-10 i hver kamp.

Det eneste jeg kan sige er at Reto VIRKELIG burde skifte over til at bruge VAC-bans i stedet for deres egen anti-cheat engine. Det er begyndt at vælte ind på Steam med anmeldelser hvor folk melder at de er blevet bannet uretfærdigt. Det også skete for mig og der er naturligvis ingen mulighed for at få omstødt disse bans.

På den ene side betød det ikke så meget, da jeg ike har brugt penge på spillet, men på den anden side gør det mig bange for at bruge penge på spillet, da jeg kan miste investeringen med det samme.
Derudover er det heller ikke rart at blive kaldt for en snyder, når man ikke har gjort noget galt.

  • 0
  • 0
Bent Jensen

Så er der ganske mange andre spil, der sikkert er bedre.
Og hvis man har lidt tid til underholdning, så gider man ikke noget som ikke er det bedste. Og hvis man har meget tid, så bruger man det vel også kun på det bedste.
Det er jo ingen grund til at bruge energi, tid og penge på et spil, som måske hurtigt dør på grund af manglende bruger.

Igen så skal det også noget helt ekseptionelt godt til, hvis man skal flytte sig fra et spil, hvor har brugt meget tid og penge.
Eksempel med WOT og AW (World of Tank og Armored Warfare) hvor et måske ikke bedre, men lidt anderledes spil har taget en del af den gamle garde.

Og med hensyn til WOW, hvor finder du lige nogen der kan forsætte i 10 år, med 5-10 millioner betalende bruger.

Så at et spil er gratis, er ikke nok til at sælge varen. Gode anmeldelser heller ikke.
Kun et gameplay som holder. Og det lyder det ikke som, hvis det tager så langt tid at få et våben der virker.
Hvis man så alligevel skal betale, så er et spil med en singleplayer del måske også bedre. Så man ikke får høstes knoppen, af andre spiller som er bedre og bruger mere tid og penge på et spil.

Hvis man vil tjene penge, så tror jeg man skal satse lidt på VR, der er ikke mange spil der endnu. Og derfor er man villige til at betale for spil og ting, som man om nogle år vil betragte som noget lort. Med lidt held og dygtighed, kan man lave det samme for et VR spil, som HL var for FPS, og WOW for MMO.

  • 0
  • 0
Kim Henriksen

Vær nogle mænd og husk at udgiv spillet til Linux tak.

Ud over det, så der rigtig mange der finder free-2-play konceptet latterligt, og nægter at spille spil der køre efter konceptet.

  • 2
  • 1
Lasse Th

Personligt har jeg over 150 timer i det her game, og har et had-kærligheds forhold til det. Gameplayet er fedt, og det er jo i bund og grund det som det hele drejer sig om...
Jeg intet problem med at betale for underholdning, men som flere andre nævner, så kommer du overhoved ingen vegne hvis du vælger at køre totalt free.... Det er et pay-to-win kinda game, og det lidt trist da det bliver dyrt i længden.

Retro har for nylig ændret deres menu interface, og det er nu fuldstændig umuligt at finde rundt i - De har seriøse problemer med deres matchmaking engine, det tager evigheder for den at finde et ledigt war-game. Hvorfor kan man ikke bare få en liste med multiplayergames ligesom alle andre laver, så kan man joine der hvor der er plads?
Ydermere, hvis ens karakter lever op til at deltage i de 4-5 forskellige typer spil, og matchmaking engine finder et game, ja så aner du ikke hvilket type game du er kommet ind i.
Jeg ved godt denne form for kritik ikke rigtig høre hjemme her, men måske nærmere på Retro forum, men hva pokker :)

  • 0
  • 0
René Nielsen

Ud over det, så der rigtig mange der finder free-2-play konceptet latterligt, og nægter at spille spil der køre efter konceptet.


Enig - jeg spiller ikke spil som jeg ikke har betalt (penge) for.

Det med at spillet er gratis, men at man kan købe en "bunke guld" eller betale med sine data til nye våben/udrustning og lignende gider jeg ikke.

Udviklerne må finde ud af hvad spillet skal koste og så opkræve den pris.

  • 2
  • 0
Mikael Kristensen
  1. Steam er noget crap.

  2. Er fan af den gode gamle model, køber spillet og så er den skid slået. Så kan man supplere med ekstra baner, men i forhold til balance skal man ikke kunne købe sig til fordele, det skal handle om skills, hvor alle har lige forudsætninger.
    Det går helt galt i et spil som Warthunder, hvor hele forretningsmodellen bygger på at gøre spillere afhængige af at opgradere på den ene eller anden måde. Den måde spillere bliver sat op på gør at det altid er uretfærdigt, og spillerne vil derfor søge bedre fly og personale, smart fidus, men ødelægger spiloplevelsen.
    Et spil som RUSE, og ser vi bort fra Steam, så holder det fordi du køber spillet og spillere får rang efter spilleerfaring, så teams kan sættes sammen så det giver mening. Med en enkelt undtagelse, så har alle det samme udstyr/muligheder/balancerede enheder.
    Det handler om skills/erfaring og teamwork, man kan ikke købe sig til bedre enheder, der er blev tilføjet en ekstra nation og nye kort, men man kan ikke købe sig til overlegen fordele.
    Om nationerne så er helt afbalanceret er en anden diskussion, men alle kan vælge den nation de fortrækker, og der er ikke noget med at enheder først skal trænes op. En noob har altså samme muligheder som en erfarne, men noob får normalt tæsk fordi de ikke har kendskab nok til mulighederne og diverse tricks, sådan er det jo .

Er man til strategi, teamwork og tema om anden verdenskrig, så er RUSE vist stadig løsningen, selvom det ikke er nyt.

  • 1
  • 0
Bent Jensen

Steam er noget crap.


Både og.
Du kan prøve spil gratis, annullere køb af spil, hvis du har spillet mindre end 2 timer, også fortryder. Købe og sælge brugt. Samt der er mange gode tilbud. Fandt MS FSX som blev sendt som en gave til 70,- kr. Mere end 1/3 af normal pris. uden for STEAM
Også findes mange af spillene og STEAM også til Linux.

Men kan ikke lide at de meget gerne vil starte op, sammen med PC-er. Selv om jeg næsten kun spiller på den PC-er. så kunne jeg selv starte STEAM hvis jeg fik brug for det. Men så mister de nok noget salg og lignende.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere