Dansk Office 2010 i Bilka fra i morgen

Den danske version af Microsoft Office 2010 kommer ud i butikkerne fredag, og Microsoft er også gået i luften med den dansksprogede webudgave, som lader brugerne redigere og dele dokumenter gratis.

Fra i morgen fredag bliver det muligt at snuppe en Office-pakke med hjem sammen med grillpølserne under indkøbsturen til Bilka. Den danske version af Office 2010 bliver nemlig sat på hylderne i danske butikker fredag.

Samtidig har Microsoft nu også officielt åbnet for den danske udgave af Office Web Apps, som er en del af Windows Live.

Web Apps gør det muligt at dele og redigere dokumenter direkte i browseren, og webapplikationerne er også integreret med selve kontorpakken, så man kan uploade og downloade dokumenter mellem webudgaven og de fulde programmer.

Dermed er Office 2010 nu fuldt lanceret, efter virksomheder med volumenlicenser allerede i maj fik adgang til at downloade og installere den færdige udgave.

**Læs også: **Anmeldelse: Outlook gør Office 2010 til en vinder.

Office 2010 blev samtidig gjort tilgængelig for pc-producenterne, og kunder, som havde købt en ny pc med mulighed for at opgradere til Office 2010, har ligeledes haft mulighed for at hente kontorpakken siden juni.

Det er traditionelt en forholdsvis lille andel af Office-licenserne, som bliver købt i detailhandlen. Ifølge Microsoft sælges langt de fleste Office-licenser som OEM-licenser sammen med nye pc'er.

Der får den almindelige forbruger generelt også en større rabat i forhold til udsalgsprisen i butikkerne, medmindre man kan finde Office-pakken på tilbud i internetbutikker.

**Læs også: **Office 2010 koster 45 procent mere i Danmark ? på tilbud.

De officielle vejledende udsalgspriser for Office 2010 på dansk inklusive moms er 1.099 kroner for Office til Hjemmet og Studiet, som må installeres på tre pc'er, men ikke må anvendes kommercielt. Denne version omfatter Word, Excel, Powerpoint og Onenote, men ikke Outlook.

Office til Hjemmet og Firmaet koster 2.899 kroner for den fulde pakke. Denne version må installeres på to pc'er, som tilhører den samme bruger, og den omfatter Word, Excel, Powerpoint, Onenote og Outlook.

Office Professionel koster 5.499 kroner og indeholder det samme som de mindre versioner samt Access og Publisher.

Hvis man kan undvære æsken og at få kontorpakken på en cd eller dvd, så kan man aktivere en prøveversion af Office 2010 ved hjælp af et produktnøglekort. Så koster de tre versioner henholdsvis 899, 1.899 og 3.999 kroner.

Studerende kan desuden købe en Academic-version, som indeholder de samme programmer som Professionel-udgaven, men blot koster 499 kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Elgaard Larsen

Jeg synes, det er mere utroligt, at nogen vil betale for software, som man ikke må bruge kommercielt ("nogen form
for kommercielle, non-profit eller indtægtsskabende
forretningsaktiviteter.")

Det må da være surt, hvis man var nødt til at læse et par arbejdsdokumenter derhjemme en aften eller skulle lave et opslag til en forening.

Martin Poulsen

Til gengæld må du installere den på tre computere og så bliver prisen ~360 kroner per computer. Og hvis vi sammenligner pærer og bananer koster Oracle Open Office 49.95$ eller cirka 290 kroner.

Michael, du har vundet en agurk sammen med et års gratis forbrug af bt.dk og eb.dk.

s_ mejlhede

0 kr. for openoffice, og på alle de pc-er jeg vil.
10 min download, det er da hurtige ind at stå i kø i Bilka.
Men synes nu at Microsofts ordbog er noget bedre ind Oppenoffice, til gengæld er tegne/grafikbehandlingen bedre i OO.
Men skiftet til OO fra en ældre version af MO, var det nemt at gå til, det er dejligt at man ikke skal på kursus, hver gang der kommer en ny version, samt bruge uger på at finde rundt i nye menuer.
DFTT

Niels Elgaard Larsen

Det er en sjov måde du sammenligner på.

Oracle OpenOffice koster 274 kr på https://shop.oracle.com/

Og kan installeres på 5 computere, så det er altså 55 kroner pr computer. Også for kommerciel brug.

Men det er nok mere realistisk at sammenligne med OpenOffice.org som ikke koster noget uanset hvor mange computere man installere på og som man også kan bruge kommercielt.

Jesper Stein Sandal

Den helt korrekte sammenligning vil så være prisen på 899 for selve de tre licenser. Så er det et spørgsmål, om man synes, det er meget eller lidt, for hvad man får.

Men spørgsmålet er, om ikke Microsofts juridiske afdeling lige skulle forklare, hvor grænsen går for brugen til eksempelvis foreningsarbejde.

Michael Eriksen

Martin Poulsen, 16. juli 2010 10:24

Til gengæld må du installere den på tre computere og så bliver prisen ~360 kroner per computer. Og hvis vi sammenligner pærer og bananer koster Oracle Open Office 49.95$ eller cirka 290 kroner.

Jeg bruger Oracle Open Office 3.2 og den er 100% gratis og må installeres ubegrænset. Den medfølger i Debian og Ubuntu. Jeg har ingen grund til at tro det er anderledes med Windows versionen.

For de 290,- får jeg sikkert et "officielt" medie med et Oracle logo, men hvad skal jeg med det? Bliver MS Office gratis hvis jeg fravælger mediet? Kan jeg fravælge mediet i Bilka?

Martin Poulsen

Som jeg skriver, så sammenligner jeg pærer og bananer, udelukkende for at sætte Michaels påstand om bondefangeri lidt i perspektiv.

Jeg synes ikke 1100 kroner er bondefangeri for omtalte stykke software, men hvis man virkelig vil forages, så kan man jo altid blive det. Specielt på denne årstid, hvor agurkerne modnes.

Og kan installeres på 5 computere, så det er altså 55 kroner pr computer. Også for kommerciel brug.

Det kan jeg ikke finde nogen steder på deres side - hvor står det?

Den helt korrekte sammenligning vil så være prisen på 899 for selve de tre licenser. Så er det et spørgsmål, om man synes, det er meget eller lidt, for hvad man får.

Og det gør jo bare prisforskellen på pærerne og bananerne endnu mindre.

Som I begge to er inde på, ville jeg nok bekymre mig mere om licensen end prisen.

Og inden jeg bliver skudt noget i skoene, så bruger jeg selv OpenOffice.org.

Christian W. Moesgaard

Ej, nu må I da lige holde op. Der er ingen form for bondefangeri indvolveret her. Der står tydeligt på æsken hvad du får for pengene, hvad licensen koster, og hvor mange gange du kan bruge den. I er simpelthen utrolige at høre på.

Jeg er sikker på at alle de "uprates" der er på de bondefangeri-indlæg er fra alle Microsoft-haterne som har gjort dette til deres hjemsted.

Jeg bryder mig heller ikke om Office 2010 og jeg har da heller ikke i sinde at købe det selvom jeg studerer på DTU og kunne få det kylet i nakken i professionel udgave for hvad er det... 400kr?
Jeg har tonsvis af gratisprogrammer som fuldstændigt udkonkurrerer alt hvad Office 2010 kan gøre - og nej, det er ikke OpenOffice.

Men bondefangeri? Ej, helt ærligt...

Log ind eller Opret konto for at kommentere