TDC's milliardaftale med kinesiske Huawei om levering af 4G-udstyr er en torn i øjet på konkurrenten Motorola.
Direktør i Motorola Solution Steffen Ring udtaler til Børsen, at han ikke stoler på virksomheden, og at han derfor har taget sagen op med Dansk Beredskabskommunikation.
Dansk Beredskabskommunikaiton, der er ejet af Motorola, driver forsvarsnetværket Sine (SIkkerhedsnetværket), der forbinder blandt andet politi, ambulancer og brandvæsen. Sine er koblet op på TDC's infrastruktur – men er dog uafhængigt af mobilnettet, som kinesiske Huawei nu skal drive. Alligevel er Steffen Ring fra Motorola utryg ved aftalen.
»Jeg er stødt på en stribe forhold rundt om i verden, og jeg kan bare konstatere, at det er noget, jeg personligt ikke bryder mig om,« udtaler Steffen Ringberg.
Steffen Ringberg kommer ikke med konkrete problemstillinger, men begrunder sine anklager med, at Huawei er blevet beskyldt for at installere overvågning i teleudstyret hos Belgiens største teleselskab. En anklage som den kinesiske virksomhed blankt har afvist.
Hos TDC forstår man ikke bekymringen, da mobilnetværket – som Huawei skal drive – og Sine er to adskilte systemer.
»Sine-nettet trækker på TDC’s infrastruktur – deres antenner og basestationer benytter mange steder TDC’s mastelokationer, og en del af trafikken går også gennem vores kabler – men teknisk set er det adskilt fra TDC’s mobilnet. TDC’s aftale med Huawei ændrer ikke på det forhold. Alene af den grund har jeg svært ved at forstå bekymringen,« udtaler Carsten Dilling, der er koncernchef i TDC.