Dansk løsning til dobbeltsignering af dokumenter

En ny, generisk løsning gør det muligt at signere dokumenter med flere elektroniske underskrifter.

Danske SecureIT er kommet op med en teknologi, som tillader flere brugere at signere samme digitale dokument. Secure Electronic Signature (SES), som løsningen hedder, er generisk og kan i princippet bruges til at signere alle filer, så som ODF og OOXML dokumenter.

Mikkel Skou, som er administrerende direktør i SecureIT, fortæller, at der godt nok allerede findes løsninger, som tillader et dokument at blive signeret flere gange. Men her er et af problemerne, at når nummer to elektroniske underskrift blev sat på et digitalt dokument, så ødelagde signeringen valideringen af den oprindelige underskrift. Andre applikationer har haft større held med at signere dokumenter flere gange, men her har dobbeltsigneringsprocedurerne været en lille del-funktionalitet under en større applikation.

»Løsningen var simpelthen ikke tænkt så simpel, som den løsning kunderne efterspørger,« siger Mikkel Skou til Version2.

Løsningen som SecureIT har udviklet kan håndtere alle signaturer, som bygger på x509-standarden. Det vil blandt andet sige den digitale signatur ? OCES certifikatet - fra TDC. Mikkel Skou forestiller sig, at potentielle kunder for løsningen kunne være banker og forsikrings- og pensionsselskaber.

Signatur sparer tid og porto

»Hvis du har noget papirarbejde, der kræver noget signering fra din kunde, så kan du trække denne her proces indover. På den måde sparer du både arbejdstid, forsendelsestid og porto. Så der ligger et regnestykke, der bliver meget præsentabelt for en ledelse, når man kigger på, hvor meget man kan spare på det her,« siger administrerende direktør i SecureIT til Version2.

SecureIT fik ideen til dobbeltsignerings-softwaren, fordi en kunde havde behov for digitalt at kunne signere det samme dokument flere gange. En situation som eksempelvis kan opstå, hvis både en forsikringsrådgiver og en kundes underskrift er nødvendig før dokumentet er gyldigt.

Løsningen fra SecureIT fungerer ved, at eksempelvis en kunde ved et forsikringsselskab installerer en lille applikation på hans eller hendes computer. Herefter kan kunden åbne de signerbare dokumenter, som har det overordnede format sdc (Secure DoCument). Kunden kan nu signere dokumenterne ved at klikke på en knap i applikationen, hvorefter programmet skanner klient-maskinen for installerede og brugbare x509-signaturer, som kunden kan bruge til at signere dokumentet.

Når signeringen er gennemført returnerer kunden det underskrevne sdc-dokument, som forsikringsselskabet nu kan validere op mod eksempelvis TDC's server, hvis der er tale om en digital signatur fra televirksomheden.

Hos forsikringsselskabet er det desuden muligt at styre, hvilke medarbejdere der skal have mulighed for at signere SDC-dokumenter.

»Man kan lave en positiv-liste, så det kun er eksempelvis tre betroede medarbejdere der kan underskrive med deres certifikater. Hvis andre forsøger at underskrive, så fejler det, lige som hvis man forsøger at underskrive med et certifikat, der er udløbet,« siger Mikkel Skou.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere