EU’s reform af ophavsretten kan ende med at sætte digitale start-ups ud af spil. Det mener iværksætter Mik Thobo-Carlsen, som har stiftet onlinetjenesten Tattoodo, der blandt andet formidler kontakt mellem kunder og tatovører.
Ifølge Europa-Kommissionens oprindelige forslag skal digitale platforme »træffe passende og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af værker«, står der i en EU-note fra 2016 til Folketingets Europaudvalg og Kulturudvalg.
Det betyder for Mik Thobo-Carlsen, at Tattoodo vil skulle screene alle tatoveringsdesigns, som brugerne deler med hinanden på platformen, i tilfælde af at der er krænkelser af designerens ophavsret.
»Det er en umulig opgave for os,« skriver han i et debatindlæg på Altinget.
Han mener ikke, at det er muligt at lave rettighedsaftaler med alle tatoveringsdesignere, og der er heller ikke er noget sted, hvor Tattoodo kan tjekke, hvem der ejer designet, skriver han i debatindlægget.
»Men vi kan love at fjerne links eller billeder, hvis vi bliver opmærksomme på, at nogen har uploadet krænkende indhold,« skriver han.
Han mener, at alle tjenester, der i deres forretningsmodel ikke har noget at gøre med film og musik, bør undtages fra den nye lovgivning.
»Ellers ligner det enden både for brugergeneret indhold i Europa, men også for de nye digitale platforme, der ellers skulle gøre Danmark til digital frontløber,« skriver han.